ABSTRAKT BLIVER DET NYE SORT
Det figurative, det performative og det interagerende har efterhånden domineret både den danske og den udenlandske kunstscene i mange år. Kunstnere som Malene Landgreen, Ellen Hyldemose, og Nils Erik Gjerdevik har ganske vist holdt fanen højt, og yngre kunstnere som Sergej Jensen og Ferdinand Ahm Krag har også markeret sig stærkt, men generelt har den abstrakte kunst ikke fyldt meget på gallerier og museer i de senere år.
Det er derfor interessant, at det abstrakte udtryk er stærkt repræsenteret på dette års udgave af Kunstnernes Efterårsudstilling (KE11). De årligt tilbagevendende censurerede udstillinger plejer nemlig at være et udmærket sted at tage temperaturen på kunstscenens græsrødder.
Michael Kvium har engang sagt, at kunst ikke handler om, hvordan det er at være menneske, men om, hvordan det føles at være menneske. Det er muligvis rigtigt, men kunst handler også om betingelserne for at være menneske.
På KE11, der i år er tilbage i Den Frie Udstillingsbygning, finder man flere fine eksempler på dette. Der er bl.a. stærke bidrag fra Thea Grastrup-Hansen, Mathilde Duus og Eske Rex. Væk er følelser, kropslighed og uskarp hverdagsrealisme, og tilbage er klare og præcise undersøgelser af temaer som rumlighed, mulighed og materiale.
Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen
Foto: Eske Rex
UENDELIGE RUM
Hvis man går og undrer sig over, hvordan uendeligheden ser ud, har man denne sommer ikke mindre end tre muligheder for et smugkig: Yayoi Kusamas ‘Gleaming Lights of the Souls’ på Louisiana, Thilo Franks ‘The phoenix is closer than it appears’ på Kunsten i Aalborg, og Olafur Eliassons ‘Din blinde passager’ på Arken.
Værkerne af Kusama og Frank er beslægtede i den forstand, at de begge frembringer illusionen om uendeligt rum vha. et af illosionist-fagets ældste tricks: Begge installationer består i bund og grund af rum, hvis flader er beklædt med spejle. Et lidt dristigt valg vil nogen nok mene. Enhver, der har set spejlsalen på Versailles, et spejlkabinet i en forlystelsespark eller Olafur Eliasons installation ‘Omgivelser’ i kælderen på Aros, vil nemlig allerede have oplevet forbløffelsen over den spektakulære effekt.
Denne udfordring tager de to kunstnere op på meget forskellig vis. Kusamas installation er mørk og kontemplativ. Man glemmer sig selv og sin rolle som beskuer, når man træder indenfor i hendes univers. Kropsbevidstheden udviskes, og ens tanker fortaber sig i de myriader af lysende sjæle, man kan se, så langt øjet rækker. Hos Kusama ser man illusionen, ikke spejlene.
Dette gælder ikke hos Frank. Her er alt oplyst, og man bliver som beskuer en både aktiv og synlig del af installationen. Idet man træder indenfor og sætter sig på den gynge, der ud over beskueren, spejlene og nogle lyskilder er installationens eneste bestanddel, bliver man omgående installationens dynamiske midtpunkt. Og man bliver det i helt bogstavelig forstand, for når man begynder at gynge, ser man intet andet end sig selv og sine bevægelser multipliceret i det uendelige.
Begge installationer er flotte, men Kusamas fremstår med mere tyngde end Franks, der ikke helt formår at vriste sig fri af fornemmelsen af trick. Det mest originale ved Franks installation er, at den også er beklædt med spejle udenpå. Hvis man gør sig lidt umage med sin placering i rummet, kan man godt få fornemmelsen af, at man ikke kan se den, og man har således et rum, der synes usynligt udefra, men uendeligt indefra.
Elliason, der i øvrigt er Franks mentor, går radikalt anderledes til værks. Elliasons installation består af en 90 m lang tunnel, der er fyldt med tæt tåge oplyst i forskellige farver. I stedet for at illudere uendeligt udsyn, blokerer han vores udsyn. Sigtbarheden er ca 50 cm, og påvirkningen af rumfornemmelsen er voldsom og temmelig overvældende. Fornemmelsen af rummets størrelse skifter med lysets kulør, og især, når man træder ind i området med hvidt lys, føles rummet uendeligt.
I modsætning til Kusamas installation er en tur i Eliasons tunnel i høj grad en fysisk oplevelse. Vores sanseapparat udfordres, og man bliver pinligt bevidst om kroppens fysiske begrænsninger. Når blot en enkelt af vores sanser påvirkes, forandres Opfattelsen af rummets størrelse og kvalitet, balancen påvirkes, og det bliver vanskeligt at orientere sig.
‘Din blinde passager’ er en facinerende og kompleks oplevelse, der endnu en gang understreger Eliasons position som en af verdens førende interaktionskunstnere.
Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen
AI WEIWEI I BERLIN
Hvis man er fan af den kinesiske superstar Ai Weiwei, er der god grund til at smile for tiden … hvis man altså bor i Berlin. Siden februar har man på Berlins Museum For Asiatisk Kunst kunnet se værket ‘Teahouse’. I foråret kunne man så, mens Ai Weiwei stadig var tilbeholdt af de kinesiske myndigheder, se hans monumentale porcelæns- og træskulpturer ‘Rock’ og ‘Tree’ hos Neugerriemschneider. Endelig er det nu også kommet frem, at Ai Weiwei har takket ja til en stilling som gæsteprofessor på UdK Berlin.
http://www.udk-berlin.de/sites/content/themen/aktuelles/index_ger.html?infoID=e136548
Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen
PUNK, POP OG PROVOKATION – Anselm Reyle på Arken
Sætter man sig i den ramponerede sofa midt mellem skraldebjerge og krøllede foliebilleder, kan man i et videointerview høre Anselm Reyle fortælle om sin tilgang til kunstnerisk praksis, der både er reflekteret og intellektuel. Dette vækker umiddelbart en vis undren, fordi den glitrende grimhed, der opstår, når skrot og forfaldsæstetik kombineres med neonlys og maling i glade farver, synes at udfolde sig i spændingsfeltet mellem punk og popkunst. To bevægelser, der hver på sin vis er antiintellektuelle udtryksformer.
Reyle har ved flere lejligheder henvist til Duchamps idé om readymades som et vigtigt udgangspunkt for sit arbejde. Med sine readymades udfordrede Duchamp kunstbegrebet, hvilket blev opfattet som stærkt provokerende. Reyle udfordrer også kunstbegrebet, men provokationen udebliver. Netop dette gør Reyle til filosof snarere end provokunstner, for Reyle udfordrer kunstbegrebet velvidende, at provokationen udebliver. Vi væmmes ikke ved skraldet – forbrugersamfundets restprodukt. Punk er hipt, og pop er let fordøjeligt. Heri består hans egentlige genistreg: Han udstiller konsumerismens indifferens. Skraldet er sammen med provokationen blevet et stuerent og eftertragtet investeringsobjekt, når det iscenesættes i pæne institutionelle rammer.
Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen