ERINDRINGENS AKVARIUM: KLEIVANS STORE DRØM
Det er en sælsom oplevelse at vandre alene gennem Nina Maria Kleivans store udstilling på Brænderigården i Viborg. En slags totalteater, hvor man som eneste aktør snuser rundt i et fremmed hjem med lige dele nyfigenhed og forlegenhed. Som en opdagelsesrejsende i fortiden bevæger man sig søgende gennem rummene og leder efter svar. Forsøger at rekonstruere en historie, et levnedsforløb. Men man kan ikke. Der er ingen at spørge. Der er kun fragmenter: Billeder, fotografier og tabte hjerter.
Udstillingen bærer titlen ‘Observatøren’. Kunstneren er observatør, og det samme er publikum. Men der er mere på spil. For udstillingen handler også om at være observatør i sit eget liv. At forstå sig selv og møjsommeligt skabe en identitet af de stumper og stykker, der flyder ovenpå, når erindringer, drømme og længsler flyder sammen.
Dette er ikke nogen nem opgave, for erindringen giver ingen privilegeret adgang til fortiden. Tidens tunge gardiner er trukket for. Mange af værkerne kredser om dette tema. Et af de første værker man møder på udstillingen er Regn. Værket består af siderne fra en bog. En fortælling om noget der skete en gang. Men al teksten er streget over undtagen de passager, der beskriver regnvejret. Begivenhederne er så at sige skyllet væk, og tilbage er kun et uigennemsigtigt slør af regn.
I værket Et Dukkehjem er gardinerne også trukket for. Der er lys i vinduerne, men man kan ikke se, hvad der foregår. Man kan kun høre de højrøstede replikker fra fortiden. Man overhører en privat samtale og har en sær fornemmelse af at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Den samme fornemmelse har man, når man træder ind i udstillingens første videoinstallation. En videosekvens af en sovende kvinde projiceres op på et flagrende forhæng. Man er trådt midt ind i en intim situation, hvor man ikke har noget at gøre. Alligevel vækkes nysgerrigheden. Hun drømmer uroligt. Hvad mon hun drømmer? Det får vi aldrig at vide. Det er kun et sløret drømmesyn, og hvis man river forhænget bort for at se klart, forsvinder billedet.
Et af udstillingens mest præcise værker er The Story in Reverse. En meditativ video, hvor et akvarium langsomt tømmes for røg. I begyndelsen kan man intet se. Røgen er tæt og tyk. Men som minutterne går, og vi bevæger os bagud i tiden, begynder konturerne af noget velkendt at træde frem. Et træ, et hus, et barndomshjem måske. Billederne ledsages af en dunkel lydcollage, der ligesom genstandene i akvariet bliver tydeligere i takt med, at røgsløret letter. Til sidst, idet billedet står helt klart, høres en pigelatter og fodtrin på en trappe. Vi er sammen med Kleivan dykket dybt ned i minderne fra en svunden tid. Vi ser det klart men får kun et glimt af sandheden. For barndommens billeder er forseglet bag glasruderne i erindringens akvarium.
I den afsluttende del af udstillingen er udtrykket tydeligere. Man er fritaget for tjeneste og skal ikke længere deltage i rekonstruktionen. I stedet kan man læne sig tilbage og nyde Kleivan som fortæller. Historien fortælles gennem en række intense portrætter og handler ligesom resten af udstillingen om drømme. Men den handler også om identitet og længslen efter at være nogen.
I myten om Theseus ruller den snarrådige helt et garnnøgle ud, så han let kan finde ud af labyrinten efter at have dræbt Minotauros. Så let går det ikke hos Kleivan. Udstillingens mange temaer spindes raffineret sammen til en rød tråd. Men tråden fører ikke tilbage til udgangspunktet. I stedet er den strikket og vævet ind i de komplekse mønstre på de traditionelle norske trøjer og folkedragter, der optræder som betydningstunge metaforer i mange af billederne.
På et af fotografierne er en ung kvinde næsten dækket af strikketrøjerne. Om hun søger tilflugt eller føler sig begravet står hen i det uvisse. På et andet sidder hun i bogstaveligste forstand med trøjerne klæbet til kroppen. På et tredje fotografi står en lille pige viklet ind i en lang rød tråd, og det virker uoverskueligt at skulle filtre den ud og rulle den sammen.
I en af videoerne vandrer den samme pige gennem et norsk fjeldlandskab. I modsætning til Theseus ruller hun ikke sin tråd ud, så hun let kan finde tilbage. Den røde tråd er i stedet blevet brugt til at strikke en trøje. En rød trøje som pigen bærer med sig, idet hun hanker op i sin kuffert og krydser et vandløb uden at se sig tilbage.
Hermed er vi tilbage hvor vi startede. Vi bærer erindringerne med os i bagagen. Men døren til fortiden er smækket i bag os. Vi må nøjes med at kigge gennem nøglehullet eller stå og drømme med næsen trykket flad mod akvarieglasset.
”Träume keine kleine kleinen Träume” står der på en af skærmene. Om det er af beskedenhed, at Kleivan ikke gør Goethe-citatet færdigt, vides ikke. Resten lyder således: ”denn sie haben keine Kraft die Herzen der Menschen zu bewegen”. Og der er ingen grund til beskedenhed. Kleivans udstilling er på alle måder en stor og bevægende drøm. Den er fragmenteret og uoverskuelig og man taber hele tiden den røde tråd når drømmens logik spænder ben. Intet er entydigt. Men den er også insisterende og nærværende og svær at ryste af sig, når man vågner op i museets reception og atter må ud i dagslyset.
Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen.
Fotografierne er venligst stillet til rådighed af Kunsthal Brænderigården.
OPHØRSUDSALG – SKAL ALT VÆK?
Aestet.dk har været ude at ose. Nærmere bestemt i det multimarked, der i marts måned var indrettet i Skulpturi.dk’s lokaler i en baggård i Store Kongensgade (se billederne i galleriet). Her fik jeg en snak med Anders Bonnesen om brugerstyrede udstillingssteder i almindelighed og om Skulpturi.dk i særdeleshed. Det var hyggeligt, men det var også i sidste øjeblik, for Skulpturi.dk må efter alt at dømme dreje nøglen om i løbet af sommeren.
Skulpturi.dk er et brugerstyret udstillingssted for samtidsskulptur og en lidt besynderlig størrelse: Et ikke-kommercielt galleri finansieret af en bevilling fra Kunstrådet samt private donationer fra Frimodt-Heineke Fonden og Martha og Paul Kerrn-Jespersen Fonden. Stedet har således forsøgt at få fodfæste i sprækken mellem det kommercielle og det institutionelle. Dette er for så vidt lykkedes udmærket, men når pengene er brugt i løbet af 2012, er der ikke umiddelbart udsigt til flere.
Folkene bag Skulpturi.dk er ud over Anders Bonnesen kunstnerne Eva Steen Christensen, Veo Friis Jespersen, Heine Kjærgaard Klausen, Jørgen Carlo Larsen, Karin Lorentzen, Tina Marie Nielsen, Rikke Ravn Sørensen og Mikael Thejll samt kunsthistorikerne Magnus Thorø Clausen og Philip Pihl Due. Sammen har de gennem fire år arbejdet på at skabe en platform for samtidsskulpturen i alle dens afskygninger. Dette har indtil videre resulteret i syvogtredive udstillinger og et omfattende billedarkiv, der dokumenterer de mange værker, der har været vist, siden Skulpturi.dk første gang slog dørene op i november 2007.
På åbningsudstillingen kunne man blandt meget andet se en lysskulptur af Jørgen Carlo Larsen, en denimskulptur af Axel Lieber og en lydskulptur af kunstnerduoen Vinyl Terror & Horror (Camilla Sørensen og Greta Christensen), og man markerede således, at et væsentligt formål med projektet var at udfordre skulpturgenren. Skulpturi.dk er med andre ord ikke blot et udstillingssted. Det er også et eksperimentarium og et fagligt forum for diskussion og udforskning af skulpturen som både objekt og begreb.
Nysgerrigheden og lysten til at afsøge skulpturens grænseegne har været stor ligesom diversiteten i materiale, metode og tematik. En væsentlig fællesnævner har dog været opgøret med forestillingen om skulpturen som et solitært objekt: Et tredimensionelt objekt man kan gå rundt om og betragte fra forskellige vinkler. Der er snarere tale om, at man går ind i skulpturen – at installation og skulptur smelter sammen. En skulptur opleves altid i et rum, og samspillet mellem objekt og rum er blevet et eksplicit tema og rummet en del af værket.
Et andet eksplicit tema har været forholdet mellem værk og proces. Er processen og den æstetiske praksis mål eller middel? I denne sammenhæng valgte man at mindes billedhuggeren Ib Braase, der døde i foråret 2009. Det skete med en udstilling, hvor netop det processuelle aspekt var i fokus. 
Når man efterfølgende sidder med den omfattende billeddokumentation fra Skulpturi.dk’s mange udstillinger fremstår det som en indlysende beslutning. Ib Braases betydning for den aktuelle skulpturscene kan næppe undervurderes. Hans radikalitet og reflekterede praksis har sat sine tydelige spor.
Det er en kendt sag, at det er vinderne, der skriver historien. Også kunsthistorien. Netop derfor er Skulpturi.dk et meget interessant foretagende. Som brugerstyret kollaborativ er de hverken underlagt museernes konservative indkøbspolitik eller galleriernes kommercielle hensyn. Derfor har de kunnet give plads til værker, der både er interessante og vigtige, men næppe ville have fundet vej til hverken galleriernes eller museernes bonede gulve. 
De er en del af den aktuelle kunstscene som udstillere men også som kunstnere og dokumentarister. Hermed er de både med til at skabe og skrive kunsthistorie, og www.skulpturi.dk er et snapshot af den danske kunstscene i begyndelsen af det nye årtusinde, der ikke var blevet taget, hvis de ikke selv havde gjort det.
Set i dette lys er det naturligvis begrædeligt, at Skulpturi.dk må lukke. Kræfterne er dog på ingen måde spildte. For selvom udstillingsaktiviteten ophører til sommer, foreligger der stadig et unikt dokument i form af hjemmesiden og det store frit tilgængelige billedmateriale, og der er ingen grund til at tro, at de foretagsomme bagmænd og -kvinder ikke finder nye veje at gå i bestræbelserne på at formidle samtidsskulpturen.
Mens man venter, kan det på det varmeste anbefales at gå på opdagelse i arkiverne på www.skulpturi.dk!
Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen
Foto: Iben Bølling Kaufmann & Erling Lykke Jeppesen; venligst stillet til rådighed af Skulpturi.dk
FOTOGRAFIER LYVER ALDRIG … SOM MAN SIGER
Da New Daily Telegraph den 4. marts 1880 trykte verdens første reportagefoto, var det slut. Malerne blev som følge af den teknologiske udvikling overhalet indenom af fotograferne. Disse tiltog sig uden videre retten til at være det 20. århundredes sandhedsvidner par excellence. Frækt måske, men uundgåeligt.
Set i bakspejlet var dette naturligvis malernes held. Det var det, fordi fotografernes erobring af det evindelige arbejde med at dokumentere virkeligheden for alvor frisatte malerne til modernistiske eksperimenter. Fotograferne fik dog ingen tak for deres hjælpsomhed. I stedet blev de lukket ude fra det gode selskab under henvisning til netop denne i æstetisk henseende dubiøse relation til virkeligheden.
Det er uomtvisteligt, at fotografiet bærer en særlig relation til det virkelige. Et fotografi betragtes alt andet lige som et vidnesbyrd om tingenes sande tilstand. ”Fotografier lyver aldrig” som man siger. Reportagefotografi er en hæderkronet journalistisk disciplin, kriminaltekniske fotografier fremlægges som beviser i retssager og fotografier af store og små begivenheder betragtes som historisk kildemateriale.
At disse forhold skulle kompromittere fotografiet som kunstnerisk udtryksform er dog vanskeligt at begribe. De fleste accepterer uden videre distinktionen mellem fiktion og dokumentar når talen falder på levende billeder. Vi ved godt, at Han Solo i virkeligheden hedder Harrison Ford og bor i Hollywood. Hvorfor skulle det forholde sig anderledes med fotografiet?
Disse iagttagelser er hverken kontroversielle eller overraskende. Det overraskende er, at det har taget fotografiet omtrent hundrede år at genvinde momentum. Dette ser imidlertid ud til at ske nu, og 10’erne kunne meget vel gå hen og blive fotografiets årti.
Fotografi er blevet interessant. En lang række yngre kunstnere og fotografer herunder Julie Edel Hardenberg, Søren Lose, Camilla Rasborg, Pernille Koldbech Fich, Jakob Hunosøe, Claus Spangsberg, Astrid Kruse Jensen, Adam Jeppesen og Jacob Aue Sobol har markeret sig stærkt i de seneste år.
Også den institutionaliserede del af kunstverdenen viser massiv interesse for fotografiet. Ai Weiweis udstilling Interlacing turnerer netop nu rundt i Europa, Thomas Ruff udstiller retrospektivt på Haus der Kunst i München, og på Louisiana kan man for tiden opleve Andreas Gurski, hvis rekorddyre billeder har gjort ham til en veritabel superstar. I den lidt mindre glamourøse men ikke mindre interessante afdeling har man også fornylig kunnet opleve Gregory Crewdson på Det Nationale Fotomuseum og Mette Tronvoll på Brandts. Hertil kommer udstillinger af historisk tilsnit som fx Lee Miller-udstillingen på Øregaard Museum, Kontroversielt! på Trapholt og Photographic Moments på Brænderigaarden.
Hvorfor nu dette postyr? Hvad er meningen? Æstetiske udtryksformer flyder ind over hverdagslivet i en sådan grad, at skellet mellem fiktion og virkelighed udviskes. Digitaliseringen har betydet, at alle uden videre kan producere og manipulere fotografier. Fotografiet er med andre ord blevet et magtfuldt middel til iscenesættelse. Spørgsmålet om virkeligheden synes at være på spil.
Dette er interessant, for hermed er fotografiet også blevet et utroværdigt sandhedsvidne! Ikke i den forstand at navlestrengen til virkeligheden er klippet over – et fotografi må nødvendigvis være et fotografi af noget – men i den forstand, at vi ikke kan stole på, at der er tale om en objektiv afbildning af virkeligheden. Det har vi naturligvis aldrig kunnet, men bevægelsen er så tydelig nu, at fotografiet sættes fri på samme måde, som det skete for maleriet i begyndelsen af forrige århundrede.
Vi forventer ikke længere, at fotografiet taler sandt. Vores reality hunger stilles andre steder, og kunstnere og fotografer har fået frie hænder til at udforske den fotografiske praksis uden særlig hensyntagen til hverken bogstavelighed eller sandhedsværdi.
Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen
ANDREAS GURSKI: SUPERSTAR
Fotofænomenet Andreas Gurski, der frem til maj kan ses på Louisiana, cementerede i efteråret sin position som kunstfotografiets absolutte superstar. Det gjorde han, da hans fotografi Rhein II blev solgt for intet mindre end 4,3 millioner dollars på en auktion hos Christies i New York. Fotografiet er således verdens dyreste, og selv om prisen ikke er noget at regne i sammenligning med vurderingen på fx Louisianas Giacometti skulpturer, er det alligevel et bemærkelsesværdigt hammerslag ikke bare for et fotografi men for et samtidskunstværk i det hele taget.
Prisen er dog ikke det eneste bemærkelsesværdige ved Gurskis fotografier. De er også bemærkelsesværdigt detaljerede og ikke mindst bemærkelsesværdigt store. Særligt det sidste er udsædvanligt, fordi fotografier normalt ikke er så store, at deres fysiognomi påvirker oplevelsen. Det gør den imidlertid i Gurskis tilfælde. De enorme billedflader på op til 10m2 lader sig ikke overskue i et enkelt blik, og man er nødt til at bevæge sig adskillige meter for henholdsvis at studere detaljerne og at overskue motivet.
Den omfattende udstilling favner omtrent et kvart århundrede, og der er stor forskel på fotografierne. Der er dusede mennesketomme naturfotografier fra 80’erne og 90’erne. Der er komplekse farvemættede skildringer af massebegivenheder fra 00’erne og der er flimrende meditative storbyfotografier fra 10’erne.
Motiverne er mange, men de kredser alle om mennesket og naturen. Nogle gange mest om mennesket og nogle gange mest om naturen og nogle gange mest om menneskets aftryk på naturen. I Ruhrtal og Mülheim an der Ruhr, Angler forstyrres den romantiske længsel af civilisationen, der kløver naturen med motorveje og broer. I Pyongyang IV og Madonna I opløses menneskemylderet i farver og abstrakte former, og i Bangkok V ser man umiddelbart storbyens lys spejle sig i vandet og først derefter, når man kigger bedre efter, sporene af den menneskelige tilstedeværelse.
Gurskis højt berømmede hyperrealisme er i bogstaveligste forstand større end virkeligheden. Fotografierne er digitalt manipulerede og virkeligheden komprimeret. Fotografierne er fantastiske. Teknisk brillante. Men der er noget underligt ved dem. En besynderlig stilhed. Hvor er støjen fra de hundredvis af arbejdere? Hvor er brølet fra koncertpublikummet? Hvor er den infernalske larm fra motorvejen og racerbanen? Hvor er lydene fra museumsgæsterne?
Andreas Gurski-udstilling på Louisiana Museum of Modern Art, Installation shot, Foto: Brøndum & Co/Poul Buchard
Fotografierne fastfryser sublime øjeblikke og skaber dermed en art vakuum. Beskueren bevæger sig rundt i en æstetisk glasklokke tømt for hverdagslivets attributter. Her er hverken røg eller støj eller fedtede oliefingre. På denne måde løsnes båndene til den virkelighed, der nødvendigvis er udgangspunktet for ethvert fotografi, og Gurski formår via sin æstetiske praksis at vriste sig fri af forudfattede forestillinger om fotografiets midler og muligheder.
Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen
Fotografierne er venligst stillet til rådighed af Louisiana www.louisiana.dk
ORDAPOTEK: MED LIVET SOM INDSATS
”Panikanfald. Tænderskæren. Navnløshed” – dette er nogle af de sjældne men alvorlige bivirkninger, man risikerer ved brugen af pronominer. Pas på! Det er med livet som indsats, når man kaster sig ud i at bruge sproget.
Undertegnede har trodset faren, købt et Ordapotek® og spist hele pakken. Der var også verber, substantiver, numeralier, interjektioner, adjektiver, artikler, konjunktioner, adverbier og præpositioner. Noget for enhver smag.
Spørg en digter eller på biblioteket, hvis der er mere, du vil vide!
Ordapoteket er skabt af Morten Søndergaard i samarbejde med Christian Ramsø. Det blev oprindeligt skabt til udstillingen LOVE i Nikolaj Kunsthal i 2010 men er blevet erhvervet i Kunsthal Nord i forbindelse med udstillingen ARTIST + BOOK. Her tematiseres forholdet mellem form og indhold. Bogen som objekt. Der er også værker af bl.a. Nina Kleivan og Henrik Have.
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
STJERNEDRYS
Det vrimler med store internationale stjerner på de danske kunstmuseer. Ai Weiwei har netop udstillet på Louisiana, Yael Bartana og Andreas Gurski udstiller der nu, Tony Oursler udstiller på Aros, og Arken har fået sit helt eget skræddersyede Damian Hirst maleri.
Også på Kunsten i Aalborg er der fint besøg. Her kan man for tiden se den britiske kunstner Marc Quinn, der sammen med bl.a. Damien Hirst var en del af den kreds af kunstnere, der sidst i firserne og op gennem halvfemserne blev kendt som Young British Artists.
Marc Quinns univers er befolket af groteske figurer i bronze og marmor. Kontrasten mellem det vanskabte og deforme og de glatte, silkebløde overflader er til at få øje på. Skulpturerne er omgivet af store superrealistiske vanitasmotiver. Nogle i overdådige pangfarver, andre i sort/hvid sjasket til med maling. Det skønne og det hæslige hånd i hånd.
Tematikken giver mindelser om Christian Lemmerz-udstillingen Genfærd på Aros. Død og lemlæstelse i skøn klassicistisk iklædning. Men chokket og provokationen udebliver hos Marc Quinn. Man føler ikke fysisk ubehag. Måske er det også meningen. Måske er diskrepansen mellem form og indhold en opfordring til rummelighed og accept af det abnorme.
Måske og måske. Eksistens, køn, identitet. Livets store spørgsmål hænger i luften. Og der bliver de hængende. De preller ligesom af på de glatte overflader og den lækre lydefri indpakning.
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen