SØREN DAHLGAARD: DEJKRIGEREN KOMMER
Dej! Dej i krukker og dej i akvarier. Dej på hovedet og dej på gulvet. Dejportrætter, dejtegninger og dejkrigere. Dej og dej og dej. Søren Dahlgaard har indtaget Brænderigården.
Hvis man går rundt og tror, at dej bare er en klæg masse, hvis fornemmeste opgave er, at blive til et godt brød, tager man naturligvis ikke fejl. Men når det bringes ind i en æstetisk sammenhæng, er det også et meget udtryksfuldt materiale. Det er både plastisk og elastisk og på en gang proces og potentiale.
Det processuelle foldes fint ud i værkerne 12 second sculpture og 3 hour sculpture. De nærmest kliniske undersøgelser dokumenterer nøgternt dejens voldsomme dynamik og iboende kraft. Dej er en levende organisme. Den kan formes og rummer et løfte om forandring.
Dette gør dejens møde med kroppen til en subtil og tvetydig affære. Man betragter de mange dejportrætter. Individerne reduceres til krop, når dejen langsomt flyder ned over ansigterne. Den ene anonyme krop efter den anden. En mand, en kvinde, en ung, en ældre. Vi leder efter kendetegn. Forsøger at sammenstykke en forestilling om en person. Men vi kan ikke. For identiteten er uløseligt forbundet med ansigtet og øjnene. Og dækket af dej er alle ens. Men alle er også lige og med lige muligheder for at forme sig en identitet.
Panoptikon-værkerne tager også udgangspunkt i mødet mellem krop og dej. Den blindede protagonist bombarderes med dej. Mulighederne regner i bogstaveligste forstand ned over staklen. Og det er en ulige kamp. Frarøvet synet rager han rundt i det snævre retningsløse rum uden mulighed for at forberede sig på det, der kommer. Publikum ser alt, protagonisten ser intet. Det er et koldt og kynisk realityshow uden glimmer og glamour.
Kroppen spiller i det hele taget en central rolle i Søren Dahlgaards værker. Også betragterens krop. I værket Obstruction painting fornemmer man, i samme øjeblik man træder ind i rummet, en mærkelig blanding af klaustrofobi, nysgerrighed og frustrationen. Pladsen er for trang, og værket er fysisk påtrængende. Lydkulissen lader os vide, at der sker noget på den anden side, men sprækkerne er for små til, at man kan klemme sig igennem.
Krop, identitet og sociale relationer er temaer, der igen og igen dukker op i Søren Dahlgaards værker. Hans univers er frodigt og vildtvoksende, og hans dejkriger går gerne forrest, når de konforme og tætklippede barrierer, der står i vejen for menneskeligt samvær, skal omstyrtes og males over med glade farver.
Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen
Fotografierne er venligst stillet til rådighed af Brænderigaarden
AI WEIWEI: KUNSTNER/KUNSTVÆRK
Der er en besynderlig uoverensstemmelse mellem hans milde beskedne fremtoning og det faktum, at det mægtige Kina betragter ham som en risiko for statens sikkerhed. Kan en kunstner virkelig være så farlig?
Hans produktion er enorm, og det er vanskeligt at fastholde ham i en bestemt rolle. Han laver overdådige installationer og performancekunst, men er han er også arkitekt, dokumentarist og politisk aktivist. På den ene side har hans værker dybe rødder i traditionelt kinesisk kunsthåndværk. På den anden side er hans metoder radikale og ekstremt moderne, og han formår at mobilisere tusindvis af tilhængere via de sociale medier.
I 1995 knuste Ai Weiwei en antik vase fra Han-dynastiet. Hans performance skabte furore og delte publikum i de begejstrede, der så det som et politisk statement og et slag i ansigtet på de kinesiske myndigheder, og de forargede, det så det som skændig provo-kunst og vandalisme mod vores fælles kulturarv.
Begivenheden er bevaret i form af en serie på tre sort/hvide fotografier. Billederne fastfryser øjeblikket, hvor Ai Weiwei iført maosko og vadmelsklæder slipper vasen, så den falder til jorden og knuses. Men hvad var det egentlig han knuste? Et symbol på Kinas storhed? Vestens naive forestilling om Kina? Eller var det en bitter kommentar til folkerepublikkens kulturpolitik og et regime, der sendte hans far i arbejdslejr?
Ai Weiwei har gennem årene evnet at balancere mellem systemkritik og frihed til at føre sine projekter ud i livet. Men i 2011 var det slut. De kinesiske myndigheder jævnede hans atelier i Shanghai med jorden og senere på året blev han arresteret og tilbageholdt i adskillige måneder.
Dette har naturligvis ikke svækket Ai Weiweis indflydelse. Ai Weiwei er stor, fordi overmagten er stor, og i 2011 udnævnte Art Review ham til verdens mest indflydelsesrige kunstner. Men det er også blevet vanskeligt at adskille kunstneren fra værket, aktivisten fra protesten, dokumentaristen fra det dokumenterede. Han er blevet et fænomen. Han er er blevet den vestlige verdens darling. Alle vil have en bid af kagen.
Succesen kan dog som en ondskabsfuld ironi vise sig at stække ham. Hans muligheder for at agere i Kina er kraftigt indskrænkede, og hvis hans entusiastiske støtter i Vesten reducerer ham til et billede på deres eget demokratiske sindelag, vil hans indflydelse hurtigt drukne i kunstverdenens lunefulde modestrømme.
Se Ai Weiwei knuse vasen: http://www.telegraph.co.uk/culture/culturepicturegalleries/8004485/Ai-Weiwei-and-The-Unilever-Series.html
Se billeder fra nedrivningen: http://www.designboom.com/weblog/cat/10/view/12795/ai-weiweis-shanghai-studio-demolished.html
Art Review: http://www.artreview.com/profiles/blogs/ai-weiwei-number-one-in-artreview-s-power-100