Archive for januar, 2013

SØREN SEJR: NATUR(MATERIALE)

DSC_0960_800x533De er store. Næsten fire kvadratmeter. Store romantiske landskabsmalerier. Mennesket udsat for naturen. Ensomme vandrere. Elementernes rasen. Åbne vidder og dybe skove. Men det er svært at se. Der er noget i vejen. Man tvinges tæt på malerierne i den smalle gang. Tæt på overfladen. Motiverne flyder ud. Trængt i baggrunden af tynde lag laserende maling. Lag på lag. Man bliver opmærksom på lærredet. På materialet. Og overfladen bliver pludselig motivet.

Der hænger i alt otte malerier i Gallerigangen. Ophængningen har nærmest karakter af tilløb. Spændingen mellem motiv og materiale stiger, og i det ottende og sidste maleri bliver den så stor, at motivet forlader overfladen. Overflade bliver til overflod. Billedet skvulper over, og de træstave, der er et genkommende motiv i flere af billederne, materialiserer sig og flyder sammen med udstillingens afsluttende installation.  Her får træstykkerne form og fylde. Og stemme. En xylofon (xylos=træ; fon=stemme) på en piedestal afslutter forløbet. Fra billede til bevægelse. Luft der flytter sig. Lydbølger, der modsat blikket vandrer ubesværet gennem tågehavet.DSC_0962_729x600

SejrSøren Sejr modtog KS prisen i 2011. I den anledning udstiller han i Janusbygningen i Tistrup. Udstillingen bærer titlen In Wood(s) og kan ses frem til den 3. februar 2013.

Tekst og fotografi: Ulf Dalvad Berthelsen

www.sorensejr.com
www.janusbygningen.dk

Facebook Twitter