WILD STYLE PÅ MUSEUM
Raske provinsdrenge med et par år på bagen husker nok den overrumplende længsel efter at mærke metropolens heftige puls. Den irrationelle trang til at pille snørrebåndende ud af et par kridhvide superstars. Til at spole kasettebåndet med Afrika Bambaataa tilbage, tage ghettoblasteren på skulderen og vandre ind i asfaltjunglen uden at se sig tilbage.
Mange husker sikkert også, hvad der vakte denne trang. En helt almindelig eftermiddag på det lokale folkebibliotek, hvor de kommunaltgrønne filttæpper effektivt dæmpede lyden af daglig trummerum. Et stille vakuum hvor man lydløst listede rundt efter noget at fylde i det. Luvslidte Prins Valiant-hæfter til romantikerne. Vakse Viggo til humoristerne. Og så pludselig ud af det blå: Peter Skaarups bog ‘Dansk Wild Style Graffiti’.
Det er ganske vist ved at være længe siden, og der er sikkert mere end en lille graffitiskriver, der i mellemtiden selv har fået sønner, der går i kridhvide superstars. Men er det virkelig så længe siden, at det er nødvendigt med en tilbageskuende udstilling med store plancher, der pædagogisk redegør for graffitiens udvikling fra 80’erne og frem til i dag? Kunsten i Aalborg tager chancen og prøver. Wild Style på museum!
Et andet spørgsmål, der trænger sig på er, om det overhovedet giver mening at udstille street art i institutionelle rammer? Brandts lykkedes mindre godt med det sidste år. Værkerne fejlede ikke noget, men det var svært at forstå, hvad idéen var med at fjerne oplevelsen fra byrummet og installere den i et udstillingslokale.
Al skepsis fordufter dog hurtigt. Ikke på grund af de institutionelle rammer, men fordi Jens-Peter Brask, der har kurateret udstillingen i samarbejde med Kunsten, viser sig som en fremragende dokumentarist. Han har været på loftet for at rode i kasserne med minder, og det han har fundet er spændende. Han har været en del af miljøet som både deltager og iagttager og disker op med blackbooks, skitser, magasiner og håndskrevne breve. Sammen med et godt udvalg af værker giver disse arkivalier et enestående smugkig ind i en ellers lukket verden, hvor kunstnerne holder sig i skyggen af deres caps og normalt kun viser sig iført kunstnernavn, hoodie og åndedrætsværn.
Jens-Peter Brask: www.braskart.com Kunsten: www.kunsten.dk
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
BORIS MIKHAILOV: EN RUSSISK MAVEPUSTER
I løbet af vinteren og foråret har man på Saatchi Gallery i London kunnet se et imponerende udvalg af russisk samtidskunst. Det er på mange måder en meget dyster og foruroligende oplevelse, og mange af kunstnerne kredser om nationale traumer og systemets overgreb. Mest foruroligende er dog det overvældende udvalg af Boris Mikhailovs fotografier. Her er ingen grimhedens æstetik. Kun grimhed. Ingen Larry Clarksk romantisering af livet på vrangsiden. Kun den hæslige skinbarlige virkelighed.
I nyere skandinavisk fotografi arbejder man ihærdigt på at vriste fotografiet fri af virkelighedens faste greb. Astrid Kruse Jensens store suggestive erindringsbilleder er et godt eksempel. Det samme er svenske Annika von Hauswolffs mystiske kriminalfantasier. Det gør Mikhailov ikke. Han udstiller verden som den. Og det er næsten det værste. For virkeligheden overgår fantasien i en sådan grad, at det kniber med at finde ord. Den groteske og obskøne dokumentarisme er overvældende. En russisk mavepuster, der må få selv de mest forhærdede til at tabe luften.
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen