Kirkeby-Herning tur/retur
Per Kirkeby er for mange sindsbilledet på en ægte kunstner. I opslidende kampe med materialet og sig selv skaber han store ekspressive oliemalerier, der glødende vibrerer i spændingsfeltet mellem det dramatiske og det melankolske.
At det forholder sig sådan er ikke så mærkeligt. Jesper Jargils fintfølende dokumentarfilm ’Vinterbillede’ fra 1996 bekræfter billedet af Per Kirkeby som maler med stort M, og det samme gør Poul Erik Tøjners portrætbog ’Maleri’ fra 1998 og de store retrospektive udstillinger på bl.a. Louisiana i 2008 og på Tate Modern i London i 2009.
Der er imidlertid noget paradoksalt ved dette billede, både fordi Per Kirkebys produktion rummer så meget mere end malerier, herunder hundredevis af grafiske værker, op imod halvfjerds bogudgivelser samt film og et anseeligt antal skulpturer i både bronze og tegl, men i høj grad også fordi han tidligt i sin karriere færdedes i kredsen omkring Eks-skolen (Den eksperimenterende kunstskole), hvis medlemmer i vid udstrækning stræbte efter præcis det modsatte af at være malere med stort M og skabe kunst med stort K.
Blandt Eks-skolens bærende kræfter var Poul Gernes, Jens Jørgen Thorsen, Bjørn Nørgaard og Richard Winther og udgangspunktet var en antiautoritær dagsorden med både performance, happenings, kollektive arbejdsformer og folkelighed på programmet. Man opfattede sig selv som værende i opposition til den etablerede danske kunstverden, og man opfattede Eks-skolens aktiviteter som et nødvendigt alternativ til kunstakademiet, der blev set som en reaktionær kulturinstitution nidkært vogtende svundne tiders dyder.
Op gennem 60’erne var Per Kirkeby aktivt engageret i dette uortodokse arbejdsfællesskab og bidrog gennem hele perioden til adskillige udstillinger, filmprojekter og udgivelser, der på forskellig vis var forankret i Eks-skolens aktiviteter. For eksempel var han i perioden 1966-69 medredaktør af literatur- og kunsttidskriftet ’Hvedekorn’, der på dette tidspunkt var et vigtigt talerør for folkene omkring Eks-skolen, ligesom han også var med i kredsen bag etableringen af det uafhængige filmselskab ABCinema i 1968.
Billedet af Eks-skolen som skole og som klar gruppering begynder at gå i opløsning sidst i 60’erne, og udstillingen ’Tabernakel’ på Louisiana i 1970 kan udmærket betragtes som en form for kulminationen på Eks-skolens aktiviteter. Det er i denne forbindelse, Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen gennemfører deres berømte og på dette tidspunkt voldsomt provokerende hesteslagtning. Aktionen skaber et vældigt postyr og fører til uenighed med Louisiana, hvilket til sidst medfører, at en række kunstnere, herunder Per Kirkeby, forlader udstillingen i utide.
I årene, der følger, er folkene omkring Eks-skolen stadig meget aktive, men aktiviteterne er i stadig mindre grad et udtryk for en samlet organisering. Per Kirkeby begynder også at søge i retning af andet end Eks-skolens fællesskab, og i 1974 udstiller han for første gang hos den tyske gallerist Michael Werner. Dette samarbejde, der har varet frem til i dag, markerer sammen med hans udnævnelse til professor på kunstakademiet i Karlsruhe i 1978 en nyorientering, der betyder, at han langsomt forlader kollektivets farverige og udadvendte udtryksformer for på egen hånd at give sig i kast med en abstrakt og mere inderlig kunstnerisk praksis.
På udstillingen ’Det Ægte Billede’, der lige nu kan ses på Heart, Herning Museum of Contemporary Art, kan man på nærmeste hold følge denne kunstneriske metamorfose fra 60’er-avantgardist til ensom protagonist udsat på hjertets bjerge.
Udstillingens titel henviser til en passage i Per Kirkebys bog ’Naturens Blyant’, hvor han taler om ”den store stræben efter det ægte billede der sprænger alle grænser”. Hvordan denne stræben udfolder sig, bliver man klogere på i takt med, at man bevæger sig gennem Hearts store u-formede udstillingssal. Udstillingen er nemlig ordnet kronologisk således, at man først præsenteres for 60’ernes og de tidlige 70’eres Pop Art-inspirerede kvadratiske masonitplader, der bemalet i klare lakfarver byder på såvel populærkultur som historisk arvegods. I denne afdeling finder man blandt andet det store og stramt komponerede ’Paris’ Dom’, det noget mindre men mere fabulerende ’Soltemplet’ og det tegneserieagtige ’Mordet i Finnerup lade’.
Går man videre præsenteres man efterfølgende for en række værker fra især 80’erne, der tydeligt demonstrer, hvordan 60’ernes og 70’ernes interesse for kulturelle produkter erstattes af et mere abstrakt formsprog og en stigende interesse for naturen som motiv. I denne afdeling finder man blandt andet en Atlas-serien, en serie bemalede tavler uden titel samt en række store farvemættede naturabstraktioner med anelsesfulde titler som ’Landschaft’, ’Grün Frühling’ og ’Forvandling’.
Som afslutning på udstillingen hænger på endevæggen det store maleri ’Beatus Apokalypse’ fra 1989, hvis dunkle titel indhyller motivet og beskueren i religiøse konnotationer og frydefuld undergangsstemning. Frelse eller fortabelse? Som titelbladet på et illumineret middelaldermanuskript lokker det med svar og anvisninger, hvis blot man forstår at tyde skriften.
Vandringen gennem udstillingen er således ikke blot en tidsrejse gennem Per Kirkebys produktion fra 1960-90. Det er også en rejse fra det konkrete til det abstrakte, fra kultur til natur, fra det timelige til det metafysiske og dermed en art æstetisk dannelsesrejse, man som nysgerrig museumsgæst sendes ud på.
Der er dog ikke kun tale om begejstret formidling af Per Kirkebys værk. Med udstillingen forsøger Heart også eksplicit at knytte Per Kirkeby til stedet og til fortællingen om det, der i pressematerialet omtales som ’den herningensiske avantgarde-bevægelse’, dvs. gruppen af kunstnere, herunder Piero Manzoni og Paul Gadegaard, der færdedes i og omkring Aage Damgaards skjortefabrik. Udover at vise billeder, der på forskellig vis menes at være knyttet til epoken og lokalområdet, gøres dette også meget konkret, idet man i forbindelse med udstillingen har bedt Per Kirkeby tegne en ny murstensskulptur. Hans første murstensskulptur blev opført i Ikast i 1973, og den seneste og måske sidste er nu blevet opført inde midt i selve den store udstillingssal som et meget håndgribeligt bevis på Per Kirkebys relation til stedet.
Udstillingen kan ses frem til den 17. januar 2016.
Artiklen har tidligere været bragt i Magasinet Kunst 2015(5).
