KASPER HESSELBJERG: OM TINGENES BETYDNING
Modtageren af Astrid Noacks Legat 2015 var den unge billedhugger Kasper Hesselbjerg. Ifølge Anders Bonnesen, der selv har modtaget legatet og nu er medlem af legatbestyrelsen, fik Kasper Hesselbjerg tildelt legatet for sit eksperimentelle og konsekvente arbejde med hvad og hvordan ting betyder. I Hesselbjergs univers kan man blandt andet støde på et par fødder fremstillet af squashkage, to store hvalfinner i flamingo, collager lavet af billeder af katteklatremøbler samt en fotostat med billedet af en hund klædt ud som hvalros. At der er tale om ting, er svært at være uenig i, men at der også skulle være tale om skulpturer, vil nok i første omgang udfordre de flestes opfattelse af, hvad en skulptur er. I et forsøg på at blive klogere har jeg taget en snak med Kasper Hesselbjerg og bedt ham forklare lidt nærmere, hvad hans kunstneriske projekt går ud på:
I forordet til din bog ‘Cornflakes og andre specifikke objekter’ skriver du, at bogen må forstås som en del af en skulpturel praksis. Kan du prøve at uddybe, hvad du mener med, at det at skrive, er en del af dit arbejde med skulpturer?
Helt overordnet vil jeg sige, at min praksis, det projekt jeg løbende arbejder på, omhandler “tingenes betydning”. Både hvordan tingene skaber betydning for os, og hvilken betydning tingene har for vores levede liv, altså for vores hverdag. Ting (eller objekter) forstår jeg rimelig bredt, som alt det der kan adskilles fra omverden og som varer et vist stykke tid (gerne i mere end 3 sekunder eller optræder gentagne gange, så vi har en chance for at opfatte det). Både kiwier, kondisko, trappeopgange og klaverstykker for at nævne et par eksempler. Så når jeg skriver en skulpturel praksis, så er det undersøgelsen af sådanne betydningsfænomener, jeg tænker på.
I bogen du omtaler, er det vigtigt, at mit ærinde er skulpturelt, altså ganske specifikt i forhold til mit eget arbejde, og ikke at bidrage til semiotik eller katastrofeteori, som er nogle af de emner bogen behandler (eller rettere anvender vil jeg sige). Det var det, jeg ønskede at påpege i forordet.
Ok, så skulptur i forhold til at skrive. Når jeg skriver, så er det fordi jeg interesserer mig for sprog. Og hvilken rolle sprog spiller i forhold til vores oplevelse af diverse genstande. Jeg tror det er almindeligt accepteret, at vi benytter os af sproget for at begribe verden. Det er ikke rigtig til at undgå, når det nu engang er så udbredt. Sprog er et godt redskab til at forstå eller i det mindste undersøge de aspekter af betydningsdannelse, der har med tegn at gøre. Det er svært (umiddelbart umuligt) at opleve genstande uafhængigt af kulturelle ordener. Det kan godt lyde lidt abstrakt, men jeg kan prøve at give et eksempel.
Hvis vi vender tilbage til kiwien, så er den en naturlig genstand. Alligevel kan oplevelsen af en kiwi, dens smag, dens overflade og alle de ting, som vi må bruge vores sanser for at komme nærmere, ikke adskilles fra den viden vi har om kiwier. Altså den kulturelle orden kiwien er placeret i. Vi ved måske, at den kommer fra New Zealand, hvilket kan få den til at fremstå eksotisk, eller det kan bidrage til at gøre den uetisk i forhold til bæredygtighed og spørgsmål om transport af fødevarer. Navnet i sig selv kan bidrage til en forvirring om hvorvidt, der er tale om en frugt eller en fugl.
Og ser vi på en trappeopgang, som allerede i udgangspunktet er en kulturel størrelse, så er den placeret i en hel arkitekturhistorie, som trappens udførelse vil have forbindelser til. Det er noget andet at kure ned af gelænderet i en boligblok fra 70’erne end det at foretage samme aktivitet på Amalienborg slot. Sproget er således en måde, at forstå det tingene bliver i kraft af den kulturelle kontekst, som de findes i.
Så helt kort, sproget vi anvender på tingene, kan jeg ikke forstille mig, at kunne adskille fra tingene selv. Og at skrive er blot en praktisk måde, at arbejde med sprog på. En samtale er en anden fin måde.
Du er uddannet på akademiets billedhuggerskolen, og du giver selv udtryk for, at du arbejder med skulpturel praksis, men når man betragter dine værker kan det være svært at få øje på skulpturen. Hvilken rolle spiller den traditionelle opfattelse af skulpturen som konkret genstand for dit arbejde?
Jeg opfatter egentlig mine værker som meget konkrete. Jeg efterstræber i hvert fald, at mine skulpturer fastholder en forbindelse til sine mest konkrete eller elementære bestanddele. Det er et sæt hvalfinner, men det er også bare flamingostykker. Det er en mops klædt ud som en hvalros, men det er også bare et print på et stykke pap med en for- og bagside. Der er ingen af mine værker, der forsøger at skjule noget, skabe illusioner om at være noget andet. De er måske flere ting samtidigt, men det er intentionen, at de fastholder forbindelsen mellem billede/abstraktion og “konkret, sanseligt materiale”.
Men igen, det er måske netop et af de spørgsmål mit arbejde kredser om: Hvor konkret er en genstand egentlig? Når jeg siger, det er bare et par flamingoklodser, så er det derudover også et sæt hvalfinner skåret ud i flamingo, og det er ydermere et par genstande viklet ind i alle mulige forestillinger, spekulationer og forbindelser til andre genstande, billeder og igen sprog. Altså et sæt hvalfinner i forhold til en hel udstilling og i forhold til mit arbejde generelt.
Jeg er lidt usikker på, hvad den traditionelle skulpturopfattelse er, men jeg tænker ikke, at det er den mest typiske og udprægede ide historisk set, at skulpturen ikke skaber forbindelse til en hverdag, et politisk liv eller noget andet uden for dens egen materialitet. Det som interesserer mig, er en kages effekt, altså hvad den gør ved én. Og her gør alle virkemidler sig gældende så som de personlige associationer, den historiske kontekst, den sociale situation, referencer til litterære narrativer osv. En konkret oplevelse af et forhold mellem mel, smør og flødeskum interesserer mig mindre, da det både virker mindre sandsynligt og mindre tiltalende.
Hvis det er materialevalget, der gør, at skulpturerne er svære at få øje på, kan jeg måske sige hvorfra det kommer? Det ganske enkelt fra min hverdag. Bronze er mindre en del af min hverdag end flødeskumskager, så derfor arbejder jeg oftere med kager end med bronze.
Kan man sige at du sætter parentes om skulpturen forstået i klassisk forstand som et konkret objekt, der er resultatet af en konkret fremstillingsproces?
Jeg tænker i retning af, at der i klassisk billedhuggertradition også er masser af proces men overvejende fokus på det færdige værk, slutproduktet, men at dette færdige produkt i mindre grad er i fokus i din praksis.–
Når jeg arbejder, så er det ikke sådan, at jeg sætter mig for at lave et kunstværk. Det har ikke været et mål i sig selv. Om det er billedkunst eller ej betyder ikke det store for mig, så længe jeg kan få lov at lave mit arbejde. Så i den forstand kan man godt sige, at det handler mere om en proces end om et slutprodukt.
At blive inviteret til en udstilling, og i det hele taget bevæge sig inden for det område vi kalder billedkunst, kan have nogle fordele. Det kan give mulighed for at rode sig ud i nogle undersøgelser, anledning til nogle overvejelser og endda af og til give nogle penge at arbejde for.
Det er jo heldigvis så smart indrettet, at hvis nogen siger noget er kunst, så er der ikke så meget at gøre ved det, andet end at acceptere. Om det så er god eller dårlig kunst har ikke noget med den sag at gøre. Albert Mertz, som jeg holder meget af, sagde, at kunst er et aktivitetsområde ligesom sport. Nogen ting bliver vi enige om er sport andre kunst. At nogen spiller fodbold siger ikke noget om det er en god fodboldkamp eller ej, men kun at det er en aktivitet inden for området sport. Jeg har ved at lave kunst, skulpturer blandt andet, fundet en måde, hvor jeg har mulighed for at beskæftige mig med det, som interesserer mig mest.
Til dagligt spiller det ingen rolle for mig, om det jeg laver er skulptur i traditionel eller klassiske forstand. Det er ikke noget jeg hverken stræber efter eller forsøger at undgå.
I mange af dine værker arbejder du med mad, enten som genstand for overvejelser eller som genstand for konkrete manipulationer. Hvorfor er mad interessant for en billedhugger?
Mad er et godt eksempel på en kompleks genstand i forhold til betydningsdannelse. Ved at kigge på eksempelvis en lasagne, synes jeg, at det bliver tydeligt, at oplevelsen af den både må henføres til sanselige og tegnmæssige aspekter.
Man må dykke ned i den, anvende sine sanser, sin krop, indtage den og lade den blive en del af en selv. Men det er ikke tilstrækkeligt at lade kroppen stå for hele ansvaret. En lasagne indskriver sig i en historisk og geografisk/kulturel tradition. En lasagne kunne man måske med rette sige er italiensk, men der er nogle historiske og politiske omstændigheder, der gør, at den nu er en del af almindelig dansk madlavning.
Hvis vi går i detaljer med ingredienserne, så indskriver sådan noget som speltpastaplader sig i et andet paradigme end hvedepastaplader. Vi kan måske endda sige, at det bidrager til ens forestilling om sig selv, at bruge det ene frem for det andet. Altså at vi skaber os selv gennem tilberedningen af lasagne. Det er sådan noget, jeg tænker på i forhold til betydningsdannelse og hvad tingene gør ved os. Speltpastaplader kan gøre os til bevidste og moderigtige forbrugere eller til helseentusiaster, afhængig af hvem man spørger.
Mad belyser også andre interessante emner, som hvordan genstande i hinandens nærhed påvirker hinanden. Mad smager eftersigende bedre, hvis det spises med tungt bestik, så det er ikke tilstrækkeligt, at betragte lasagnen længere, hvis vi vil finde ud af hvad, der ligger til grund for hvorfor den opleves, som den gør. Og vi kan langsomt bevæge os længere væk fra retten til det øvrige service, bordet, stolene og hele konteksten. Ja, endda landet vi spiser retten i. Jeg vil tror, at den samme lasagne ville opleves mere autentisk i Italien end i Holland. Det er selvfølgelig svært at afprøve. Nogle gange kan det dog gøre det tydeligt, hvor meget tingene påvirker hinanden, hvis vi udskifter eller helt fjerner en komponent, og for eksempel serverer lasagnen direkte på dugen, spiser den ved et bord uden stole eller siddende på gulvet.
Forleden spiste jeg en medalje (en flødeskumskage) med fingrene i H. C. Ørstedsparken. Det holder jeg meget af.
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
Interviewet har tidligere været bragt i Magasinet Kunst 2015(6)
