Mellem tradition og fornyelse: Interview med Anders Gaardboe Jensen
I oktober fik Holstebro Kunstmuseum ny direktør i skikkelse af Anders Gaardboe Jensen, der afløser Folke Kjems. Folke Kjems har været direktør for Holstebro Kunstmuseum siden 1998, og udnævnelsen repræsenterer således også et generationsskifte. I denne anledning talte jeg med Anders Gaardboe Jensen om forventninger og fremtidsplaner, og om det at skulle føre et markant museum ind i fremtiden.
Du overtager ledelsen af et museum, der har ambitioner om at være relevant og tidssvarende, men også et museum, hvor Poul Vads visioner stadig er væsentlige pejlemærker. Hvilke tanker har du gjort dig om, hvordan du vil vægte forholdet mellem tradition og fornyelse?
Som enhver god arvtager til en stolt og veldrevet institution vil jeg naturligvis bestræbe mig på at sikre en vis kontinuitet. Det siger jeg ikke bare for at optræde taktfuldt over for museets forhenværende ledere og dets forhistorie i det hele taget. Men snarere fordi Holstebro Kunstmuseums samlingsmæssige idégrundlag er kendetegnet ved en fremsynethed, der samtidig er med til at sikre dets fortsatte eksistensberettigelse og give museet opdrift. Her tænker jeg især på to ting: for det første har man gennem få, men betydningsfulde kunstnere, der til gengæld præsenteres retrospektivt, vægtet kunstformernes traditionelle indhold. Dvs. at skulpturen har med krop og rum at gøre, ligesom maleriet grundlæggende set handler om farve på en flade. Andre og nye kunstarter er sidenhen kommet til. Dem må vi tage bestik af både ud fra et samtidsperspektiv og på baggrund af den oprindelige ambition for museet – der altså ikke skal opfattes som bagstræb, men som handler om at præsentere det kunstnerisk vedholdende og forpligtende, det værdi- og meningsfulde gennem en række klare valg.
Derudover fastholder Holstebro Kunstmuseum for det andet forbindelsen til ikke-vestlig kunst og kultur ud fra den betragtning, at kunstnerisk udfoldelse er en aktivitet, der overskrider grænser. Selv talte Vad om ’kunsten som universelt fænomen’. Meget kan i dag siges om dette helhedssyn og den specifikke betydning, han tillagde begrebet universelt. Men nutidens globalisering har blot intensiveret de transkulturelle og tværæstetiske udvekslinger, hvilket nødvendiggør, at vi fremover bringer kunst fra forskellige tider og kulturer i et fornyet samspil.
Kunstmuseerne er forpligtede til at indsamle, registrere, bevare, forske og formidle. Ser du en udfordring i at skulle balancere mellem disse hensyn og hensynet til gode besøgstal, folkelig succes og oplevelseskultur?
For en stor dels vedkommende hører de lovpligtige kerneopgaver rigtignok til de mere usynlige aktiviteter i museets maskinrum. Men selvom der ofte arbejdes på flere fronter, indgår de samtidig i den daglige drift som indbyrdes forbundne opgaver, hvor de også er med til at skabe orientering og bestemme de øvrige, mere bruger- og publikumsvendte tiltag, der eksempelvis handler om at tilvejebringe et rigt og varieret arrangements- og særudstillingsprogram. – Som jo blandt andet er med til at opfylde de øvrige succeskriterier, du nævner.
Sammen med en række andre små og mellemstore museer har Holstebro Kunstmuseum i de senere år markeret sig med en række stærke udstillinger af dansk samtidskunst. Har du et bud på, hvad denne succes skyldes?
Det er vanskeligt at sige. Men hvis der er én ting, de store institutioner muligvis misunder os, er det vores evne til i særudstillingsøjemed at agere mere fleksibelt og med større adræthed. Det harmonerer i øvrigt fint med i hvert fald min egen ambition om indimellem at præsentere også det mere ’uprøvede’, eller hvad vi nu i mangel af bedre skal kalde det. Udstillinger med samtidskunst handler på mange måder også om at drage omsorg for historien. Især da vi som bekendt ikke på forhånd kan vide, hvad der på sigt viser sig at være kunsthistorisk betydningsfuldt. Samtidskunsten hjælper os på samme tid til at tænke nyt og dristigt.
Succesen betyder måske også, at de små og mellemstore museer i højere grad end tidligere kommer i direkte konkurrence med nogle meget store aktører, fx AROS, og om publikums opmærksomhed. Hvad er efter din mening en fornuftig arbejdsdeling mellem de større og mindre aktører i den danske museumsverden?
For det første tror jeg ikke, vi er i decideret konkurrence med hinanden. I hvert fald er det min oplevelse, at det danske museumslandskabs institutioner er samarbejdende og deres virksomhed gensidigt befrugtende. Naturligvis er vi ikke i stand til især i økonomisk forstand at løfte den samme type opgaver som de store aktører. Men det betyder omvendt ikke, at vi dermed er afskåret fra muligheden for at gøre os gældende på andre områder. På samme tid har hvert enkelt museum sin specifikke karakter og egenart, hvilket jo er en kvalitet og styrke i sig selv.
Vi er heldigvis i Danmark beriget med adskillige fremragende museer. Hvad Holstebro Kunstmuseum angår, spiller vi samtidig en væsentlig rolle i relation til byens kulturelle profil. Ud over vores bestræbelser på at gøre os gældende i såvel nationalt som internationalt regi, indgår vi med andre ord dagligt i lokalt forankrede samarbejdsrelationer. Ligesom landets øvrige museer givetvis gør det. Dermed er museernes opgavevaretagelse på landsplan i grunden fornuftig nok set fra mit synspunkt. Og med hensyn til særudstillingerne, er der tilmed andre vigtige aktører på scenen, herunder kunsthallerne, de kunstnerdrevne udstillingssteder og andre typer selvorganiserende projektrum, som er med til at løfte opgaverne.
Der er tradition for, at modtagerne af Astrid Noacks Legat udstiller på Holstebro Kunstmuseum. I de senere år er legatet blevet uddelt til en række yngre billedhuggere, fx Anders Bonnesen, Emil Westmann Hertz, Kaper Hesselbjerg og senest Marie Lund, der alle meget eksplicit udfordrer skulpturbegrebet. Hvordan relaterer denne type kunst sig til museets faste samling?
Der er i hvert fald tradition for, at prisoverrækkelsen finder sted på Holstebro Kunstmuseum. Legatbestyrelsen, hvis medlemmer i øvrigt består af kunstfaglige personer og repræsentanter for familiegrenen, udvælger i overensstemmelse med fundatsen en fortrinsvis ung og fortrinsvis dansk billedhugger som modtager. Hvorvidt det resulterer i en decideret udstilling eller ej, er museets beslutning. Men vi betragter det ofte som en kærkommen lejlighed til at præsentere kunstnere, der har det skulpturelle i udvidet forstand som omdrejningspunkt.
På Holstebro Kunstmuseum findes en meget fornem repræsentation af Noacks kunstneriske virke, og museet rummer også en studiesamling, der blandt andet indeholder kunstnerens forarbejder i gips. Noack er en central skikkelse i museets samling, idet hun på mange måder repræsenterer den universalisme, Vad ønskede at fremhæve. Altså en kunst, der spænder over de tid og rum med lige dele traditionsbevidsthed og modernitet. Andre og på sin vis beslægtede kunstnere i samlingen er ude i et lignende ærinde, herunder Giacometti, Sonja Ferlov Mancoba, Erik Thommesen, Martin Erik Andersen og Emil Westman Hertz, hvoraf flere i øvrigt er tidligere modtagere af legatet.
Hvad angår dit spørgsmål, har visse legatmodtagere i forbindelse med prisudstillingen forholdt sig direkte til Noacks virke. Eksempelvis Marie Lund, der visse steder i sin udstilling valgte at iscenesætte genstande fra studiesamlingen med egne værker. Det kom der interessante dialoger ud af, der jo på en måde også var med til at aktualisere samlingen. Men hvordan legatmodtagerne vælger at gå til opgaven, er deres eget valg. Der er med andre ord ikke tale om en bunden opgave.
Globalisering og digitalisering har gjort verden mindre – også kunstverdenen. Hvordan ser fremtidsudsigterne ud for Holstebro Kunstmuseum i en tid, hvor Berlin og London kan nås på få timer og alverdens kunstnere og kunstværker er kun et museklik væk?
Det betyder i hvert fald, at vi også fremover skal have en synlig tilstedeværelse på de sociale medier og andre digitale platforme. Det giver mulighed for at nå ud til nye publikumsgrupper, perspektivere udstillinger og samlinger på andre og nye måder, øget markedsføring osv. Og det er er jo glimrende, at hele verdens museer gradvist stiller deres samlinger til rådighed digitalt. Hermed tilbydes samtidig et – bilder vi os ind – efterhånden uundværligt værktøj i vores professionelle arbejde med kunst. Når det er sagt, kommer den digitale billedvirkelighed efter min mening aldrig til at erstatte det egentlige museumsbesøg, hvor du møder den engagerede formidler eller museumsvært, får en forståelse for kunstværkernes stoflighed, og hvor de rumlige omgivelser er en oplevelse i sig selv. Da Hanne Kjærholm i sin tid projekterede den første af flere udvidelser af museumskomplekset i Holstebro var det netop med dette for øje: at den besøgendes bevægelse – selve den arkitektoniske passage – skulle rumme overraskelser rundt om næste hjørne og samtidig være ansporet heraf. Det forklarer museets planløsning med den decentrale disponering af rum. Men den arkitektoniske gestaltning tilbyder vigtigst af alt hensigtsmæssige rammer til præsentationen af kunst. Hvad alle disse forhold angår, er jeg heldigvis omgivet af dygtige medarbejdere, der hele tiden arbejder på at udvikle den gode museumsoplevelse – hvad enten den nu foregår hjemmefra eller her på stedet.
Som ny direktør bliver en af dine vigtige opgaver at udstikke en kurs for museets fremtidige udvikling. Kan du pege på nogle vigtige tendenser i samtidskunsten, og i kunstverdenen i det hele taget, som efter din mening kunne være relevante for museet at arbejde videre med?
Hvis jeg skal påpege blot et enkelt, men temmelig afgørende aspekt, er det, at kunstverdenen åbenlyst er blevet globaliseret, dvs. distribueret til flere centre. Og det med alle de kontroverser, udfordringer og muligheder, det nu medfører. Ikke mindst hvad angår en ændret forståelse af moderne kunst og samtidskunst samt øvrige kunsthistoriske traditioner, vi først nu er ved at få øjnene op for. Men det er jo samtidig en udvikling, der lader sig identificere hos den enkelte kunstner og på enkeltværkniveau. Og samtidig en udvikling, vi her på stedet er godt rustet til at gribe, når man nu tænker på museets samlingsmæssige hovedlinjer. Holstebro Kunstmuseum indbefatter som bekendt også afrikansk kunst, kunst fra Bali, Tibet, Sydamerika m.m. Hvad indsamlings- og udstillingspolitikken angår, har jeg allerede antydet en del. Men derudover kunne jeg for eksempel godt tænke mig på sigt at etablere nogle brudte forbindelser til global samtidskunst. Men det kræver, at vi samtidig opererer med klare distinktioner, der bunder i fagligt kvalificerede holdninger. Under alle omstændigheder er det globalkunstneriske udgangspunkt helt anderledes nu, end ved museets oprettelse i 1960’erne. Parallelt hermed vil jeg naturligvis arbejde konsoliderende med museets eksisterende samling, og så er vi i virkeligheden tilbage ved begyndelsen af interviewet…”
En lettere forkortet udgave af interviewet har tidligere været bragt i Magasinet Kunst 2017(6).
Tekst: Ulf Dalvad Berthelsen
