BOSERUP & ANDERSSON: BLIK/RUM/BLIK/RUM/BLIK

Når man møder Julie Boserups fotocollager i udstillingslokalerne hos Peter Lav Gallery, er det som at træde ind i et værelse med udsigt. Man kan kigge ud og lade blikket vandre. Men ruden er slået itu. Arkitektoniske brudstykker flyder sammen til abrupte og fragmenterede byrum. Dansk funktionalisme, teglstensarkitektur og transatlantisk metropolisme smelter sammen til nye og ukendte virtuelle steder.

Himlen er blå. Det er sommer. Alligevel hviler der en kølighed over billederne. En kølighed der forstærker det foruroligende ved det forvrængede perspektiv. Hvem er beboerne? Og hvor er de? Der er ingen mennesker. Til gengæld er der natur. Foran og bagved og i sprækkerne. Den ligger og lurer. Parat til at trænge ind og genvinde tabt territorium.

 

Billederne sitrer. Der er mange antydninger men ingen udsagn. I den forstand er udstillingens titel velvalgt. Man tilbydes et udsigtspunkt. Et perspektiv. Og vil man have udvidet horisonten, må man kravle ud af de virtuelle vinduer og gå på opdagelse i verden udenfor.

I det tilstødende lokale hænger der også fotocollager. Det er Anna Nordquist Anderssons. Her er der  ingen vinduer. Der er kun glughuller, og man må tæt på for at se, hvad der foregår på den anden side af glasset. Når man er kommet det, opdager man til sin store overraskelse, at der står nogen på den anden side og kigger ind. Blikkene fyger. Man kigger. De portrætterede kigger. Og øjnene. Blikkene væver et kompliceret spind af relationer mellem iagttagere og man fanges i det.

Billederne er finurlige. De rummer et væld af historier. Nysgerrigheden vækkes. Man vil gerne vide mere. På den anden side vækker de også en vis melankoli. Der er noget hengemt over dem. Noget antikveret. Et kig gennem glughullet til en svunden tid. Melankolien fordufter dog hurtigt, når man konfronteres med de indtrængende blikke. Man kommer i tanke om sig selv og føler sig afsløret. Gennemskuet.

Julie Boserup: Prospect Point og Anna Nordquist Andersson: I See Through You

Tekst: Ulf Dalvad Berthelsen. Foto: Erling Lykke Jeppesen. Venligst stillet til rådighed af Peter Lav gallery.

http://julieboserup.com

http://www.annanordquistandersson.se/

http://www.plgallery.dk

Facebook Twitter

Comments are closed.