VINYL TERROR & HORROR: EN REPORTAGE FRA MASKINRUMMET
Det er svært ikke at blive nysgerrig, når man støder på kunstnere, der slet ikke passer ned i de kasser, vi normalt anvender til at kategorisere kunstnerisk praksis. Dette gælder i høj grad makkerparret Camilla Sørensen og Greta Christensen, der er kvinderne bag navnet ”Vinyl Terror & Horror”: Deres foretrukne materiale er lyd, men de er ikke komponister. De spiller på grammofoner, men er ikke DJ’s. De opfører deres værker, men er ikke performancekunstnere.
For at blive lidt klogere har jeg sat dem stævne i Berlin, hvor de i flere år har boet og arbejdet. Vi har aftalt at mødes på spillestedet Ausland i hjertet af Prenzlauer Berg, hvor de skal optræde i forbindelse med en festival for lyd- og performancekunst.
Da jeg ankommer har de allerede stillet op. Et virvar af kabler og ledninger forbinder strømforsyninger, mikserpulte og ombyggede pladspillere til en mekanisk konstruktion, hvor tape og møtrikker, pladetallerkener i flere etager og frit svævende tonearme tilsammen udgør en fascinerende lydmaskine.
I løbet af en halv time fyldes salen, og efter en kort introduktion fra arrangøren går Vinyl Terror & Horror på scenen som de første af aftenens i alt tre navne. I programmet er deres optræden omtalt som en koncert. Der er dog ikke tale om en koncert i gængs forstand, snarere om en lydmontage. For det er lyden, der er Vinyl Terror & Horrors primære kunstneriske materiale. Den formes, skæres i stykker og sættes sammen igen. Hele og halve vinylplader afspilles, og lyden manipuleres på forskellige måde, både teknisk og manuelt. Der opstår en fornemmelse af rum. Nogle gange antydes en puls eller et narrativt forløb, og det hele vokser sammen til et unika-værk, der kun er tilgængeligt i det tidsrum, de to kunstnere interagerer med lydmaskinen.
Da vi efterfølgende taler sammen, spørger jeg, om de er inspireret af forrige århundredes musikalske avantgarde-bevægelser, hvor bl.a. Pierre Schaeffer, John Cage og danske Else Marie Pade satte ny standarder for, hvad der kunne opfattes som et musikalsk værk. De peger imidlertid på, at deres afsæt er skulpturelt snarere end musikalsk. De har begge gået på kunstakademiets billedhuggerskole, og udgangspunktet for arbejdet med at skabe lydværker er det møjsommelige arbejde med at nedbryde og rekonstruere konkrete genstande, herunder vinylplader, grammofoner og højtalere. Der er med andre ord tale om en dobbeltpraksis, hvor formgivningen af lyden er en konsekvens af formgivningen af objekterne.
Udover at opføre lydværker arbejder de to kunstnere også med installationer, hvilket man for nyligt har kunnet opleve på Gl. Holtegaard og på Udstillingsstedet Spanien 19C. I disse værker bliver det skulpturelle islæt tydeligere. Udstillingslokalerne fyldes med sindrigt konstruerede interaktive objekter, der inddrager rum og publikum, og lydfortællingerne realiseres uden direkte performative bidrag fra kunstnerne.
Deres originale tilgang til arbejdet med lyd, performance og installation indbragte sidste år Vinyl Terror and Horror Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Legatet er en væsentlig anerkendelse af deres kunstneriske virke, men det er også et tiltrængt økonomisk pusterum for de to kunstnere, der indtil videre har opereret i randområderne af den etablerede kunstverden. I 2003 valgte de ganske vist at flytte til Berlin, men også her skal der arbejdes hårdt for et udkomme, når man ikke laver værker, der kan hænges på væggen.
Jeg når ikke at spørge, hvad pusterummet skal bruges til. Det må tiden vise. Vi har stået udenfor og snakket i pausen mellem to optrædener, og inden jeg får spurgt, er pausen forbi. Næste kunstner er klar. Folk begynder langsomt at sive indenfor igen. Vi tager afsked og følger efter.
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
Se mere på www.vinylterrorandhorror.com
Indlægget har tidligere været bragt i Magasinet Kunst Nr. 4/2014 www.magasinetkunst.dk
JESPER CHRISTIANSEN: ÆSTETISK TOPOLOGI
Jesper Christiansen maler rum. Ude og inde. Landskab og interiør.
Billederne er smukke og stoflige, og motiverne er umiddelbart genkendelige. Men de er også hermetiske og hårde, og realismen er kun tilsyneladende. Rummene fordobles og indlejres og grænsen mellem udenfor og indenfor opløses.
Det er topologiske studier, hvor mængden af punkter i forvredet form gestalter det erindrede, det forestillede, det drømte. Mønstre og grenværk væves sammen til betydningsmættede arabesker og den overvældende mængde af intertekstuelle referencer konfronterer hele tiden betragteren med nye spørgsmål: Hva’for en film? Hva’for en bog? Hva’for en bygning?
Samtidig henledes opmærksomheden hele tiden på det, der ikke er der. Stuerne er tomme, billeder er taget ned fra væggene, og de sorte skodder spærrer for udsynet. Erindringerne udviskes, og unheimlich’heden lurer lige om hjørnet.
Billederne kan for tiden ses på Holstebro Kunstmuseum under titlen ‘GO BACK’. Imperativet sender betragteren tilbage i tiden. Dels på en retrospektiv rejse gennem Jesper Christiansens imponerende værk, men også på en rejse tilbage i en kollektiv erindring, hvor motiverne hentes i mindernes krinkelkroge.
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
WILD STYLE PÅ MUSEUM
Raske provinsdrenge med et par år på bagen husker nok den overrumplende længsel efter at mærke metropolens heftige puls. Den irrationelle trang til at pille snørrebåndende ud af et par kridhvide superstars. Til at spole kasettebåndet med Afrika Bambaataa tilbage, tage ghettoblasteren på skulderen og vandre ind i asfaltjunglen uden at se sig tilbage.
Mange husker sikkert også, hvad der vakte denne trang. En helt almindelig eftermiddag på det lokale folkebibliotek, hvor de kommunaltgrønne filttæpper effektivt dæmpede lyden af daglig trummerum. Et stille vakuum hvor man lydløst listede rundt efter noget at fylde i det. Luvslidte Prins Valiant-hæfter til romantikerne. Vakse Viggo til humoristerne. Og så pludselig ud af det blå: Peter Skaarups bog ‘Dansk Wild Style Graffiti’.
Det er ganske vist ved at være længe siden, og der er sikkert mere end en lille graffitiskriver, der i mellemtiden selv har fået sønner, der går i kridhvide superstars. Men er det virkelig så længe siden, at det er nødvendigt med en tilbageskuende udstilling med store plancher, der pædagogisk redegør for graffitiens udvikling fra 80’erne og frem til i dag? Kunsten i Aalborg tager chancen og prøver. Wild Style på museum!
Et andet spørgsmål, der trænger sig på er, om det overhovedet giver mening at udstille street art i institutionelle rammer? Brandts lykkedes mindre godt med det sidste år. Værkerne fejlede ikke noget, men det var svært at forstå, hvad idéen var med at fjerne oplevelsen fra byrummet og installere den i et udstillingslokale.
Al skepsis fordufter dog hurtigt. Ikke på grund af de institutionelle rammer, men fordi Jens-Peter Brask, der har kurateret udstillingen i samarbejde med Kunsten, viser sig som en fremragende dokumentarist. Han har været på loftet for at rode i kasserne med minder, og det han har fundet er spændende. Han har været en del af miljøet som både deltager og iagttager og disker op med blackbooks, skitser, magasiner og håndskrevne breve. Sammen med et godt udvalg af værker giver disse arkivalier et enestående smugkig ind i en ellers lukket verden, hvor kunstnerne holder sig i skyggen af deres caps og normalt kun viser sig iført kunstnernavn, hoodie og åndedrætsværn.
Jens-Peter Brask: www.braskart.com Kunsten: www.kunsten.dk
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
BORIS MIKHAILOV: EN RUSSISK MAVEPUSTER
I løbet af vinteren og foråret har man på Saatchi Gallery i London kunnet se et imponerende udvalg af russisk samtidskunst. Det er på mange måder en meget dyster og foruroligende oplevelse, og mange af kunstnerne kredser om nationale traumer og systemets overgreb. Mest foruroligende er dog det overvældende udvalg af Boris Mikhailovs fotografier. Her er ingen grimhedens æstetik. Kun grimhed. Ingen Larry Clarksk romantisering af livet på vrangsiden. Kun den hæslige skinbarlige virkelighed.
I nyere skandinavisk fotografi arbejder man ihærdigt på at vriste fotografiet fri af virkelighedens faste greb. Astrid Kruse Jensens store suggestive erindringsbilleder er et godt eksempel. Det samme er svenske Annika von Hauswolffs mystiske kriminalfantasier. Det gør Mikhailov ikke. Han udstiller verden som den. Og det er næsten det værste. For virkeligheden overgår fantasien i en sådan grad, at det kniber med at finde ord. Den groteske og obskøne dokumentarisme er overvældende. En russisk mavepuster, der må få selv de mest forhærdede til at tabe luften.
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
LUCIA GANIEVA: I DRØMMELAND
”… rigtige mennesker og deres genkendelige hverdagsliv, personer i en illusionistisk fortælling om et tilfreds folk, der bor i idylliske omgivelser i birketræernes skygge” – Lucia Ganieva
De gamle smiler. På en gang nysgerrigt og uudgrundeligt. De ser direkte ind i kameraet. Og vi ser tilbage. Gennem linsen. Et kig gennem nøglehullet til en svunden tid. Bølgende kornmarker og hvide birkeskove. Et nøjsomt præmoderne paradis, hvor man ikke konsumerer mere end man selv kan producere. Man glæder sig over det store i det små, og længslerne dulmes med et kig på en af de farvestrålende drømmevægge.
Kvindernes hovedbeklædning stråler om kap med drømmevæggene. En blomstrende og vildtvoksende folklore er vævet ind i de smukke tørklæder. De unge kvinder bærer dem også. Men de smiler ikke. De fleste af dem ser væk. Tørklæderne tynger og farvepragten står i skærende kontrast til resten af dragten. Man ser pludselig at kjolen er lurvet og lidt for stram. Joggingbukser og udtrådte badesandaler. Vemod og tristesse.
En ung pige iført jeans omfavner et birketræ. Hun har lagt øret mod stammen. Det ser næsten ud som om hun lytter. Den høje stamme står med rødderne dybt begravet i fædrelandets jord. Måske lytter hun efter en stemme fra fortiden. Lytter og drømmer. Drømmer om det tabte. Men hun ser også. Ser tomt frem for sig med det slørede blik rettet mod fremtiden. Fremtiden og mulighederne. Spændt ud mellem hjemve og udlængsel. Et subtilt snapshot af den tabte uskyld fastfrosset i birketræernes skygge.
Lucia Ganievas fotografier fra Udmurtia i det centrale Rusland kan for tiden kan ses på Brandts. I 2009 modtog hun FotoTriennale.dk Prisen og udstiller i den anledning på Museet For Fotokunst i forbindelse med Fototriennale.dk 2012.
Tekst og installation views: Ulf Dalvad Berthelsen
Fotografierne er venligst stillet til rådighed af Museet for Fotokunst.
LARRY CLARK: TÆT PÅ VIRKELIGHEDEN
De syner ikke af meget på endevæggen i det store imødekommende udstillingslokale på Brandts. Ti undseelige fotografier i fine gråtoner. Men de er både berømte og berygtede. Fotografierne fra Tulsa. Fotoreportagen hvor Larry Clark uden blusel lader kameralinsen stille skarpt på en gruppe småkriminelle stofmisbrugeres dionysiske undergangsorgie. Og han er selv med som både deltager og iagttager. En art gonzo-fotografi, der med lige dele kompromisløshed og selviscenesættelse skildrer ungdommelig dødsdrift for fuld udblæsning.
Fotografierne vakte stor opstandelse, da de blev udgivet i bogform i 1971. De var grænseoverskridende og chokerende, og det er de for så vidt stadig. Fotografierne af spædbarnet der skal begraves og den gravide pige, der i hammershøisk belysning stikker kanylen i armen er uhyrlige og hårrejsende. Men de er også noget andet. For som så mange af de store fotografer fra Guds eget land er Larry Clark tættere på virkeligheden end på Gud. Her er ingen metafysiske implikationer. Reportagen er ikke en martyrberetning. Tværtimod. Det er en beretning om handling og konsekvens. En frihedserklæring og en hedonistisk fuck-finger til 70’ernes bornerte småborgerskab. Lige midt i bibelbæltets blødende hjerte.
Måske er Larry Clark blevet klog af skade. I hvert fald hviler der en anderledes mistrøstig atmosfære over udstillingens anden del. Der er noget forstemmende over unge Jonathan Velasquez’ ørkenvandring fra flabet pubertetsdreng til alvorlig ung mand. Lømlerne poserer selvbevidst. Nye fester, nye veninder og nye drengestreger. Der er masser af solskin og masser af attitude. Men intet sker. De larmer og provokerer. Går på stranden. Mooner sagesløse bilister. Og keder sig.
De store farvefotografier overlader intet til fantasien. Morgenhår og dårlig hud. Alt kan ses. Her er intet formildende soft glow. Den æstetiske fingerspitzengefühl der gjorde Tulsa-seriens frastødende motiver dragende er erstattet af en naturalistisk råhed, der gør udsigtsløsheden frastødende. Her er det ikke Dionysos men Sisyfos, der er på arbejde.
Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen
Mere om Larry Clark: http://www.americansuburbx.com/channels/l/larry-clark
BOSERUP & ANDERSSON: BLIK/RUM/BLIK/RUM/BLIK
Når man møder Julie Boserups fotocollager i udstillingslokalerne hos Peter Lav Gallery, er det som at træde ind i et værelse med udsigt. Man kan kigge ud og lade blikket vandre. Men ruden er slået itu. Arkitektoniske brudstykker flyder sammen til abrupte og fragmenterede byrum. Dansk funktionalisme, teglstensarkitektur og transatlantisk metropolisme smelter sammen til nye og ukendte virtuelle steder.
Himlen er blå. Det er sommer. Alligevel hviler der en kølighed over billederne. En kølighed der forstærker det foruroligende ved det forvrængede perspektiv. Hvem er beboerne? Og hvor er de? Der er ingen mennesker. Til gengæld er der natur. Foran og bagved og i sprækkerne. Den ligger og lurer. Parat til at trænge ind og genvinde tabt territorium.
Billederne sitrer. Der er mange antydninger men ingen udsagn. I den forstand er udstillingens titel velvalgt. Man tilbydes et udsigtspunkt. Et perspektiv. Og vil man have udvidet horisonten, må man kravle ud af de virtuelle vinduer og gå på opdagelse i verden udenfor.
I det tilstødende lokale hænger der også fotocollager. Det er Anna Nordquist Anderssons. Her er der ingen vinduer. Der er kun glughuller, og man må tæt på for at se, hvad der foregår på den anden side af glasset. Når man er kommet det, opdager man til sin store overraskelse, at der står nogen på den anden side og kigger ind. Blikkene fyger. Man kigger. De portrætterede kigger. Og øjnene. Blikkene væver et kompliceret spind af relationer mellem iagttagere og man fanges i det.
Billederne er finurlige. De rummer et væld af historier. Nysgerrigheden vækkes. Man vil gerne vide mere. På den anden side vækker de også en vis melankoli. Der er noget hengemt over dem. Noget antikveret. Et kig gennem glughullet til en svunden tid. Melankolien fordufter dog hurtigt, når man konfronteres med de indtrængende blikke. Man kommer i tanke om sig selv og føler sig afsløret. Gennemskuet.
Julie Boserup: Prospect Point og Anna Nordquist Andersson: I See Through You
Tekst: Ulf Dalvad Berthelsen. Foto: Erling Lykke Jeppesen. Venligst stillet til rådighed af Peter Lav gallery.
http://www.annanordquistandersson.se/
SØREN DAHLGAARD: DEJKRIGEREN KOMMER
Dej! Dej i krukker og dej i akvarier. Dej på hovedet og dej på gulvet. Dejportrætter, dejtegninger og dejkrigere. Dej og dej og dej. Søren Dahlgaard har indtaget Brænderigården.
Hvis man går rundt og tror, at dej bare er en klæg masse, hvis fornemmeste opgave er, at blive til et godt brød, tager man naturligvis ikke fejl. Men når det bringes ind i en æstetisk sammenhæng, er det også et meget udtryksfuldt materiale. Det er både plastisk og elastisk og på en gang proces og potentiale.
Det processuelle foldes fint ud i værkerne 12 second sculpture og 3 hour sculpture. De nærmest kliniske undersøgelser dokumenterer nøgternt dejens voldsomme dynamik og iboende kraft. Dej er en levende organisme. Den kan formes og rummer et løfte om forandring.
Dette gør dejens møde med kroppen til en subtil og tvetydig affære. Man betragter de mange dejportrætter. Individerne reduceres til krop, når dejen langsomt flyder ned over ansigterne. Den ene anonyme krop efter den anden. En mand, en kvinde, en ung, en ældre. Vi leder efter kendetegn. Forsøger at sammenstykke en forestilling om en person. Men vi kan ikke. For identiteten er uløseligt forbundet med ansigtet og øjnene. Og dækket af dej er alle ens. Men alle er også lige og med lige muligheder for at forme sig en identitet.
Panoptikon-værkerne tager også udgangspunkt i mødet mellem krop og dej. Den blindede protagonist bombarderes med dej. Mulighederne regner i bogstaveligste forstand ned over staklen. Og det er en ulige kamp. Frarøvet synet rager han rundt i det snævre retningsløse rum uden mulighed for at forberede sig på det, der kommer. Publikum ser alt, protagonisten ser intet. Det er et koldt og kynisk realityshow uden glimmer og glamour.
Kroppen spiller i det hele taget en central rolle i Søren Dahlgaards værker. Også betragterens krop. I værket Obstruction painting fornemmer man, i samme øjeblik man træder ind i rummet, en mærkelig blanding af klaustrofobi, nysgerrighed og frustrationen. Pladsen er for trang, og værket er fysisk påtrængende. Lydkulissen lader os vide, at der sker noget på den anden side, men sprækkerne er for små til, at man kan klemme sig igennem.
Krop, identitet og sociale relationer er temaer, der igen og igen dukker op i Søren Dahlgaards værker. Hans univers er frodigt og vildtvoksende, og hans dejkriger går gerne forrest, når de konforme og tætklippede barrierer, der står i vejen for menneskeligt samvær, skal omstyrtes og males over med glade farver.
Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen
Fotografierne er venligst stillet til rådighed af Brænderigaarden
ANDREAS GURSKI: SUPERSTAR
Fotofænomenet Andreas Gurski, der frem til maj kan ses på Louisiana, cementerede i efteråret sin position som kunstfotografiets absolutte superstar. Det gjorde han, da hans fotografi Rhein II blev solgt for intet mindre end 4,3 millioner dollars på en auktion hos Christies i New York. Fotografiet er således verdens dyreste, og selv om prisen ikke er noget at regne i sammenligning med vurderingen på fx Louisianas Giacometti skulpturer, er det alligevel et bemærkelsesværdigt hammerslag ikke bare for et fotografi men for et samtidskunstværk i det hele taget.
Prisen er dog ikke det eneste bemærkelsesværdige ved Gurskis fotografier. De er også bemærkelsesværdigt detaljerede og ikke mindst bemærkelsesværdigt store. Særligt det sidste er udsædvanligt, fordi fotografier normalt ikke er så store, at deres fysiognomi påvirker oplevelsen. Det gør den imidlertid i Gurskis tilfælde. De enorme billedflader på op til 10m2 lader sig ikke overskue i et enkelt blik, og man er nødt til at bevæge sig adskillige meter for henholdsvis at studere detaljerne og at overskue motivet.
Den omfattende udstilling favner omtrent et kvart århundrede, og der er stor forskel på fotografierne. Der er dusede mennesketomme naturfotografier fra 80’erne og 90’erne. Der er komplekse farvemættede skildringer af massebegivenheder fra 00’erne og der er flimrende meditative storbyfotografier fra 10’erne.
Motiverne er mange, men de kredser alle om mennesket og naturen. Nogle gange mest om mennesket og nogle gange mest om naturen og nogle gange mest om menneskets aftryk på naturen. I Ruhrtal og Mülheim an der Ruhr, Angler forstyrres den romantiske længsel af civilisationen, der kløver naturen med motorveje og broer. I Pyongyang IV og Madonna I opløses menneskemylderet i farver og abstrakte former, og i Bangkok V ser man umiddelbart storbyens lys spejle sig i vandet og først derefter, når man kigger bedre efter, sporene af den menneskelige tilstedeværelse.
Gurskis højt berømmede hyperrealisme er i bogstaveligste forstand større end virkeligheden. Fotografierne er digitalt manipulerede og virkeligheden komprimeret. Fotografierne er fantastiske. Teknisk brillante. Men der er noget underligt ved dem. En besynderlig stilhed. Hvor er støjen fra de hundredvis af arbejdere? Hvor er brølet fra koncertpublikummet? Hvor er den infernalske larm fra motorvejen og racerbanen? Hvor er lydene fra museumsgæsterne?
Andreas Gurski-udstilling på Louisiana Museum of Modern Art, Installation shot, Foto: Brøndum & Co/Poul Buchard
Fotografierne fastfryser sublime øjeblikke og skaber dermed en art vakuum. Beskueren bevæger sig rundt i en æstetisk glasklokke tømt for hverdagslivets attributter. Her er hverken røg eller støj eller fedtede oliefingre. På denne måde løsnes båndene til den virkelighed, der nødvendigvis er udgangspunktet for ethvert fotografi, og Gurski formår via sin æstetiske praksis at vriste sig fri af forudfattede forestillinger om fotografiets midler og muligheder.
Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen
Fotografierne er venligst stillet til rådighed af Louisiana www.louisiana.dk
ABSTRAKTION & STOFLIGHED
Aestet.dk har tidligere skrevet om en gryende interesse for abstrakte udtryksformer blandt yngre og up-coming kunstnere. Denne tendens bekræftes af to aktuelle soloudstillinger på henholdsvis Henningsen Gallery og Galleri Jules Julian. Hos Henningsen kan man se Rasmus Høj Myginds udstilling Transparency, og hos Jules Julian kan man se Morten Ernlund Jørgensens udstilling Nye Arbejder.
Fællesnævneren er abstraktion og stoflighed. Begge kunstnere synes at stræbe efter den rene abstraktion helt og aldeles frigjort fra betydningsbærende elementer og referencer. Begge kunstnere arbejder også eksplicit med materialet, og stofligheden er et tema på begge udstillinger. Når repræsentationen suspenderes, er der ikke andet tilbage for publikum at iagttage end sporene af fremstillingsprocessen. Dette skal i Myginds tilfælde forstås meget bogstaveligt. Myginds billeder er fremstillet ved at præparere et lærred med farvepigment og efterfølgende støvsuge lærredet. Det, vi ser, er med andre ord sporene af det, der ikke er der længere.
Det er som om de begge afsøger grænserne for abstraktionen som metode. Hvor lidt kan man nøjes med? Er det en tilstrækkelig betingelse for et kunstværks eksistens, at der foreligger en kunstnerisk intention og en arbejdsproces? Tvivlen synes gemme sig i titlerne på begge udstillinger. Mygind taler om transparens. Transparens er en tilstand. Det er ikke noget man kan se. Det er noget man kan se igennem. Det der ikke er der. Det der er støvsuget væk. I fin forlængelse af dette taler Jørgensen om ‘nye arbejder’ – ikke ‘nye værker’. Arbejdet er processen – værket er resultatet.
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
ANDERS BONNESEN VISER VEJ
Om Anders Bonnesens værker er skulpturer eller installationer er vanskeligt at svare entydigt på. Uanset hvilken betragtning man anlægger, er det dog klart, at rummet er en lige så betydningsfuld del af værkerne som selve de genstande, der udfylder det. Det samme gælder sproget, der enten i makuleret form eller som patchwork-statements er vævet eller syet ind i værkerne.
Man kan for tiden få syn for sagn ved at besøge Holstebro Kunstmuseum. Udstillingen, der bærer titlen ‘Hvis du ikke ved, hvor du skal hen, vil alle veje føre dig dertil’, udfolder sig i to rum – et åbent og et lukket. I det åbne rum møder man en gruppe af Bonnesens skilte-skulpturer. Gruppen minder om en galakse, hvor færdselstavlerne løsrevet fra deres normale kontekst viser alle eller ingen steder hen.
En central del af Bonnesens praksis er at skille velkendte ting ad og samle dem på ny. Færdselstavlerne er normalt entydige symboler, der viser os rundt i en velordnet verden, hvor vi kan bevæge os frem og tilbage og til højre eller venstre. Nu møder vi dem pludselig i en farvestrålende galakses uendelige og retningsløse rum, og med et rives tæppet væk under betragteren. Færdselstavlernes statiske og statsautoriserede betydning er forsvundet, og det bliver pludselig et eksistentielt problem at finde i den rigtige retning.
Udstillingens titel, der pryder døren ind til det andet rum, fortæller, at målet er nået. Man træder indenfor og får atter fast grund under fødderne. Men kun for en kort bemærkning. For når man kigger ned kan man ikke se bunden. Om dette er tilsigtet, er ikke til at sige, men den blå farve på ‘blindvej’-skiltene, der dækker gulvet, giver en fornemmelse af en uendelig dybde, der kun kan krydses via det net af stier, der dannes af de rød/hvide symboler på skiltene. Betragteren er havnet i en uendelig blindgyde.
I Bonnesens forbløffende rum findes der også patchwork-betrukne møbler og en skærm, hvis overflade er vævet af makuleret litteratur. Ligesom det var tilfældet med skilteskulpturerne, forsøger Bonnesen også med disse værker, at aftvinge materialet ny betydning ved at skille det ad og samle det påny. Patchwork-skriften opstår, idet ensartede og i sig selv betydningsløse stofstykker sys sammen til et møbelbetræk. Det er således den kunstneriske praksis, der i bogstaveligste forstand skaber betydning – fra stof til skrift. Papirtekstilet derimod er nærmere opløsning af eksisterende betydning, idet tætskrevne sider makuleres og væves sammen til en ensartet stuktur – fra skrift til stof.
Denne dobbeltbevægelse mellem materiale og mening synes sammen med gentagelsen at være en væsentlig motor i Bonnesens æstetiske praksis. Man møder den i så forskellige værker som bog-værket ‘Kongruens’ fra 2005, ‘Back to square one’ og ‘Wittgenstein – fejlcitat’ fra 2010 og altså i rigt mål på udstillingen ‘Hvis du ikke ved, hvor du skal hen, vil alle veje føre dig dertil’.
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
ABSTRAKT BLIVER DET NYE SORT
Det figurative, det performative og det interagerende har efterhånden domineret både den danske og den udenlandske kunstscene i mange år. Kunstnere som Malene Landgreen, Ellen Hyldemose, og Nils Erik Gjerdevik har ganske vist holdt fanen højt, og yngre kunstnere som Sergej Jensen og Ferdinand Ahm Krag har også markeret sig stærkt, men generelt har den abstrakte kunst ikke fyldt meget på gallerier og museer i de senere år.
Det er derfor interessant, at det abstrakte udtryk er stærkt repræsenteret på dette års udgave af Kunstnernes Efterårsudstilling (KE11). De årligt tilbagevendende censurerede udstillinger plejer nemlig at være et udmærket sted at tage temperaturen på kunstscenens græsrødder.
Michael Kvium har engang sagt, at kunst ikke handler om, hvordan det er at være menneske, men om, hvordan det føles at være menneske. Det er muligvis rigtigt, men kunst handler også om betingelserne for at være menneske.
På KE11, der i år er tilbage i Den Frie Udstillingsbygning, finder man flere fine eksempler på dette. Der er bl.a. stærke bidrag fra Thea Grastrup-Hansen, Mathilde Duus og Eske Rex. Væk er følelser, kropslighed og uskarp hverdagsrealisme, og tilbage er klare og præcise undersøgelser af temaer som rumlighed, mulighed og materiale.
Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen
Foto: Eske Rex
UENDELIGE RUM
Hvis man går og undrer sig over, hvordan uendeligheden ser ud, har man denne sommer ikke mindre end tre muligheder for et smugkig: Yayoi Kusamas ‘Gleaming Lights of the Souls’ på Louisiana, Thilo Franks ‘The phoenix is closer than it appears’ på Kunsten i Aalborg, og Olafur Eliassons ‘Din blinde passager’ på Arken.
Værkerne af Kusama og Frank er beslægtede i den forstand, at de begge frembringer illusionen om uendeligt rum vha. et af illosionist-fagets ældste tricks: Begge installationer består i bund og grund af rum, hvis flader er beklædt med spejle. Et lidt dristigt valg vil nogen nok mene. Enhver, der har set spejlsalen på Versailles, et spejlkabinet i en forlystelsespark eller Olafur Eliasons installation ‘Omgivelser’ i kælderen på Aros, vil nemlig allerede have oplevet forbløffelsen over den spektakulære effekt.
Denne udfordring tager de to kunstnere op på meget forskellig vis. Kusamas installation er mørk og kontemplativ. Man glemmer sig selv og sin rolle som beskuer, når man træder indenfor i hendes univers. Kropsbevidstheden udviskes, og ens tanker fortaber sig i de myriader af lysende sjæle, man kan se, så langt øjet rækker. Hos Kusama ser man illusionen, ikke spejlene.
Dette gælder ikke hos Frank. Her er alt oplyst, og man bliver som beskuer en både aktiv og synlig del af installationen. Idet man træder indenfor og sætter sig på den gynge, der ud over beskueren, spejlene og nogle lyskilder er installationens eneste bestanddel, bliver man omgående installationens dynamiske midtpunkt. Og man bliver det i helt bogstavelig forstand, for når man begynder at gynge, ser man intet andet end sig selv og sine bevægelser multipliceret i det uendelige.
Begge installationer er flotte, men Kusamas fremstår med mere tyngde end Franks, der ikke helt formår at vriste sig fri af fornemmelsen af trick. Det mest originale ved Franks installation er, at den også er beklædt med spejle udenpå. Hvis man gør sig lidt umage med sin placering i rummet, kan man godt få fornemmelsen af, at man ikke kan se den, og man har således et rum, der synes usynligt udefra, men uendeligt indefra.
Elliason, der i øvrigt er Franks mentor, går radikalt anderledes til værks. Elliasons installation består af en 90 m lang tunnel, der er fyldt med tæt tåge oplyst i forskellige farver. I stedet for at illudere uendeligt udsyn, blokerer han vores udsyn. Sigtbarheden er ca 50 cm, og påvirkningen af rumfornemmelsen er voldsom og temmelig overvældende. Fornemmelsen af rummets størrelse skifter med lysets kulør, og især, når man træder ind i området med hvidt lys, føles rummet uendeligt.
I modsætning til Kusamas installation er en tur i Eliasons tunnel i høj grad en fysisk oplevelse. Vores sanseapparat udfordres, og man bliver pinligt bevidst om kroppens fysiske begrænsninger. Når blot en enkelt af vores sanser påvirkes, forandres Opfattelsen af rummets størrelse og kvalitet, balancen påvirkes, og det bliver vanskeligt at orientere sig.
‘Din blinde passager’ er en facinerende og kompleks oplevelse, der endnu en gang understreger Eliasons position som en af verdens førende interaktionskunstnere.
Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen
AI WEIWEI I BERLIN
Hvis man er fan af den kinesiske superstar Ai Weiwei, er der god grund til at smile for tiden … hvis man altså bor i Berlin. Siden februar har man på Berlins Museum For Asiatisk Kunst kunnet se værket ‘Teahouse’. I foråret kunne man så, mens Ai Weiwei stadig var tilbeholdt af de kinesiske myndigheder, se hans monumentale porcelæns- og træskulpturer ‘Rock’ og ‘Tree’ hos Neugerriemschneider. Endelig er det nu også kommet frem, at Ai Weiwei har takket ja til en stilling som gæsteprofessor på UdK Berlin.
http://www.udk-berlin.de/sites/content/themen/aktuelles/index_ger.html?infoID=e136548
Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen
PUNK, POP OG PROVOKATION – Anselm Reyle på Arken
Sætter man sig i den ramponerede sofa midt mellem skraldebjerge og krøllede foliebilleder, kan man i et videointerview høre Anselm Reyle fortælle om sin tilgang til kunstnerisk praksis, der både er reflekteret og intellektuel. Dette vækker umiddelbart en vis undren, fordi den glitrende grimhed, der opstår, når skrot og forfaldsæstetik kombineres med neonlys og maling i glade farver, synes at udfolde sig i spændingsfeltet mellem punk og popkunst. To bevægelser, der hver på sin vis er antiintellektuelle udtryksformer.
Reyle har ved flere lejligheder henvist til Duchamps idé om readymades som et vigtigt udgangspunkt for sit arbejde. Med sine readymades udfordrede Duchamp kunstbegrebet, hvilket blev opfattet som stærkt provokerende. Reyle udfordrer også kunstbegrebet, men provokationen udebliver. Netop dette gør Reyle til filosof snarere end provokunstner, for Reyle udfordrer kunstbegrebet velvidende, at provokationen udebliver. Vi væmmes ikke ved skraldet – forbrugersamfundets restprodukt. Punk er hipt, og pop er let fordøjeligt. Heri består hans egentlige genistreg: Han udstiller konsumerismens indifferens. Skraldet er sammen med provokationen blevet et stuerent og eftertragtet investeringsobjekt, når det iscenesættes i pæne institutionelle rammer.
Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen