» ESKE KATH: PROFAN ESKATOLOGI

ESKE KATH: PROFAN ESKATOLOGI

Indenfor på Viborg Kunsthal har Eske Kath sluppet naturkræfterne løs. Civilisationen skylles bort i farvemættede malstrømme, begraves i ørkensand eller opsluges af junglens frodige mørke.

Det er vanskeligt ikke at opfatte disse dramatiske undergangsvisioner som allusioner til de religiøse apokalypser. Verden, som vi kender den, går under, mens gyldent velsignelseslys stråler ned fra himlen. Men der er ingen Gud. Tværtimod. De syner, der fremmanes, indskriver sig i en profan eskatologi, hvor det er naturen, der på den yderste dag gør regnskabet op.

Udstillingen er flot arrangeret. De store lærreder får plads, og rummet spiller med. Her og der stikker en tagrygning op, og man får nærmest en fornemmelse af at bevæge sig rundt i en stor udgravning, hvor man som en art fremtidens arkæolog kan gå og fundere over, hvilke hemmeligheder, der mon afdækkes, når fortidens parcelhuskvarterer graves fri.

I det hele taget spiller parcelhuset en central rolle i Eske Kaths motiver. Symbolet på det senmoderne menneskes sejr over naturen. Vi er frie og uafhængige og indgår i et kredsløb, hvor produktion og forbrug er adskilt, og hvor alt kan købes. Moralen synes dog at være, at det ikke kun er forbrug og enfamiliehuse, der har en pris, og det er oplagt at tolke katastrofemotiverne som en økologisk konsekvensberegning over vores nuværende ressourceforbrug.

Katastrofeværkerne har Eske Kath dyrket og forfinet siden starten af sin karriere, og udstillingen på Viborg Kunsthal, der ifølge pressematerialet er hans til dato største soloudstilling, kan udmærket ses som en kulmination på dette arbejde. Måske derfor er der også andre ting på færde. Nye værkformer introduceres. Der er bronze og installation, og der eksperimenteres med både metode og materiale. De underliggende skitser anes bag de præcise farvelægninger, og det rå malerlærred spiller i modsætning til tidligere en central rolle i komponeringen af billedfladen.

Der eksperimenteres også med indholdet, og udstillingen rummer en række værker, hvor det ikke er dommedagsbasuner, men larmende stilhed, der akkompagnerer motiverne. I disse værker, der er malet på sorte tavler, på bøger og på afrevne bogsider, optræder husene løsrevet fra deres normale kontekst. Væk er forstædernes golde parcelhusørkner, og man tager sig selv i at nynne David Bowies ’Space Oddity’, når man ser de kulørte bygninger svæve afsted i det uendelige univers.

Værkerne balancerer tematisk mellem indifference og fatalisme. Parcelhusene, kernefamiliernes foretrukne komfortzone, flyder afsted som små kloder. Men om det er en allegori på den moderne families optagethed af egne interesser på bekostning af fællesskabets, eller om det er en opfordring til, som Major Tom, at give slip og overgive sig til skæbnen står hen i det uvisse.