FOTOGRAFIER LYVER ALDRIG … SOM MAN SIGER
Da New Daily Telegraph den 4. marts 1880 trykte verdens første reportagefoto, var det slut. Malerne blev som følge af den teknologiske udvikling overhalet indenom af fotograferne. Disse tiltog sig uden videre retten til at være det 20. århundredes sandhedsvidner par excellence. Frækt måske, men uundgåeligt.
Set i bakspejlet var dette naturligvis malernes held. Det var det, fordi fotografernes erobring af det evindelige arbejde med at dokumentere virkeligheden for alvor frisatte malerne til modernistiske eksperimenter. Fotograferne fik dog ingen tak for deres hjælpsomhed. I stedet blev de lukket ude fra det gode selskab under henvisning til netop denne i æstetisk henseende dubiøse relation til virkeligheden.
Det er uomtvisteligt, at fotografiet bærer en særlig relation til det virkelige. Et fotografi betragtes alt andet lige som et vidnesbyrd om tingenes sande tilstand. ”Fotografier lyver aldrig” som man siger. Reportagefotografi er en hæderkronet journalistisk disciplin, kriminaltekniske fotografier fremlægges som beviser i retssager og fotografier af store og små begivenheder betragtes som historisk kildemateriale.
At disse forhold skulle kompromittere fotografiet som kunstnerisk udtryksform er dog vanskeligt at begribe. De fleste accepterer uden videre distinktionen mellem fiktion og dokumentar når talen falder på levende billeder. Vi ved godt, at Han Solo i virkeligheden hedder Harrison Ford og bor i Hollywood. Hvorfor skulle det forholde sig anderledes med fotografiet?
Disse iagttagelser er hverken kontroversielle eller overraskende. Det overraskende er, at det har taget fotografiet omtrent hundrede år at genvinde momentum. Dette ser imidlertid ud til at ske nu, og 10’erne kunne meget vel gå hen og blive fotografiets årti.
Fotografi er blevet interessant. En lang række yngre kunstnere og fotografer herunder Julie Edel Hardenberg, Søren Lose, Camilla Rasborg, Pernille Koldbech Fich, Jakob Hunosøe, Claus Spangsberg, Astrid Kruse Jensen, Adam Jeppesen og Jacob Aue Sobol har markeret sig stærkt i de seneste år.
Også den institutionaliserede del af kunstverdenen viser massiv interesse for fotografiet. Ai Weiweis udstilling Interlacing turnerer netop nu rundt i Europa, Thomas Ruff udstiller retrospektivt på Haus der Kunst i München, og på Louisiana kan man for tiden opleve Andreas Gurski, hvis rekorddyre billeder har gjort ham til en veritabel superstar. I den lidt mindre glamourøse men ikke mindre interessante afdeling har man også fornylig kunnet opleve Gregory Crewdson på Det Nationale Fotomuseum og Mette Tronvoll på Brandts. Hertil kommer udstillinger af historisk tilsnit som fx Lee Miller-udstillingen på Øregaard Museum, Kontroversielt! på Trapholt og Photographic Moments på Brænderigaarden.
Hvorfor nu dette postyr? Hvad er meningen? Æstetiske udtryksformer flyder ind over hverdagslivet i en sådan grad, at skellet mellem fiktion og virkelighed udviskes. Digitaliseringen har betydet, at alle uden videre kan producere og manipulere fotografier. Fotografiet er med andre ord blevet et magtfuldt middel til iscenesættelse. Spørgsmålet om virkeligheden synes at være på spil.
Dette er interessant, for hermed er fotografiet også blevet et utroværdigt sandhedsvidne! Ikke i den forstand at navlestrengen til virkeligheden er klippet over – et fotografi må nødvendigvis være et fotografi af noget – men i den forstand, at vi ikke kan stole på, at der er tale om en objektiv afbildning af virkeligheden. Det har vi naturligvis aldrig kunnet, men bevægelsen er så tydelig nu, at fotografiet sættes fri på samme måde, som det skete for maleriet i begyndelsen af forrige århundrede.
Vi forventer ikke længere, at fotografiet taler sandt. Vores reality hunger stilles andre steder, og kunstnere og fotografer har fået frie hænder til at udforske den fotografiske praksis uden særlig hensyntagen til hverken bogstavelighed eller sandhedsværdi.
Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen
