Latest

ESKE KATH: PROFAN ESKATOLOGI

1_763x768Indenfor på Viborg Kunsthal har Eske Kath sluppet naturkræfterne løs. Civilisationen skylles bort i farvemættede malstrømme, begraves i ørkensand eller opsluges af junglens frodige mørke.

Det er vanskeligt ikke at opfatte disse dramatiske undergangsvisioner som allusioner til de religiøse apokalypser. Verden, som vi kender den, går under, mens gyldent velsignelseslys stråler ned fra himlen. Men der er ingen Gud. Tværtimod. De syner, der fremmanes, indskriver sig i en profan eskatologi, hvor det er naturen, der på den yderste dag gør regnskabet op.

Udstillingen er flot arrangeret. De store lærreder får plads, og rummet spiller med. Her og der stikker en tagrygning op, og man får nærmest en fornemmelse af at bevæge sig rundt i en stor udgravning, hvor man som en art fremtidens arkæolog kan gå og fundere over, hvilke hemmeligheder, der mon afdækkes, når fortidens parcelhuskvarterer graves fri.

I det hele taget spiller parcelhuset en central rolle i Eske Kaths motiver. Symbolet på det senmoderne menneskes sejr over naturen. Vi er frie og uafhængige og indgår i et kredsløb, hvor produktion og forbrug er adskilt, og hvor alt kan købes. Moralen synes dog at være, at det ikke kun er forbrug og enfamiliehuse, der har en pris, og det er oplagt at tolke katastrofemotiverne som en økologisk konsekvensberegning over vores nuværende ressourceforbrug.

2_782x768Katastrofeværkerne har Eske Kath dyrket og forfinet siden starten af sin karriere, og udstillingen på Viborg Kunsthal, der ifølge pressematerialet er hans til dato største soloudstilling, kan udmærket ses som en kulmination på dette arbejde. Måske derfor er der også andre ting på færde. Nye værkformer introduceres. Der er bronze og installation, og der eksperimenteres med både metode og materiale. De underliggende skitser anes bag de præcise farvelægninger, og det rå malerlærred spiller i modsætning til tidligere en central rolle i komponeringen af billedfladen.

Der eksperimenteres også med indholdet, og udstillingen rummer en række værker, hvor det ikke er dommedagsbasuner, men larmende stilhed, der akkompagnerer motiverne.  I disse værker, der er malet på sorte tavler, på bøger og på afrevne bogsider, optræder husene løsrevet fra deres normale kontekst. Væk er forstædernes golde parcelhusørkner, og man tager sig selv i at nynne David Bowies ’Space Oddity’, når man ser de kulørte bygninger svæve afsted i det uendelige univers.

3_766x768Værkerne balancerer tematisk mellem indifference og fatalisme. Parcelhusene, kernefamiliernes foretrukne komfortzone, flyder afsted som små kloder. Men om det er en allegori på den moderne families optagethed af egne interesser på bekostning af fællesskabets, eller om det er en opfordring til, som Major Tom, at give slip og overgive sig til skæbnen står hen i det uvisse.

Under alle omstændigheder er der tale om seværdig udstilling, som stimulerer både sanser og forstand, og som lover godt for fremtiden.

Eske Kath: Arena, Viborg Kunsthal 29/8 – 16/11 2014

Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen

Facebook Twitter

VINYL TERROR & HORROR: EN REPORTAGE FRA MASKINRUMMET

2_Ulf_Dalvad_Berthelsen_2014_800x533Det er svært ikke at blive nysgerrig, når man støder på kunstnere, der slet ikke passer ned i de kasser, vi normalt anvender til at kategorisere kunstnerisk praksis. Dette gælder i høj grad makkerparret Camilla Sørensen og Greta Christensen, der er kvinderne bag navnet ”Vinyl Terror & Horror”: Deres foretrukne materiale er lyd, men de er ikke komponister. De spiller på grammofoner, men er ikke DJ’s. De opfører deres værker, men er ikke performancekunstnere.

For at blive lidt klogere har jeg sat dem stævne i Berlin, hvor de i flere år har boet og arbejdet. Vi har aftalt at mødes på spillestedet Ausland i hjertet af Prenzlauer Berg, hvor de skal optræde i forbindelse med en festival for lyd- og performancekunst.

Da jeg ankommer har de allerede stillet op. Et virvar af kabler og ledninger forbinder strømforsyninger, mikserpulte og ombyggede pladspillere til en  mekanisk konstruktion, hvor tape og møtrikker, pladetallerkener i flere etager og frit svævende tonearme tilsammen udgør en fascinerende lydmaskine.

1_Ulf_Dalvad_Berthelsen_2014_800x533

I løbet af en halv time fyldes salen, og efter en kort introduktion fra arrangøren går Vinyl Terror & Horror på scenen som de første af aftenens i alt tre navne. I programmet er deres optræden omtalt som en koncert. Der er dog ikke tale om en koncert i gængs forstand, snarere om en lydmontage. For det er lyden, der er Vinyl Terror & Horrors primære kunstneriske materiale. Den formes, skæres i stykker og sættes sammen igen. Hele og halve vinylplader afspilles, og lyden manipuleres på forskellige måde, både teknisk og manuelt. Der opstår en fornemmelse af rum. Nogle gange antydes en puls eller et narrativt forløb, og det hele vokser sammen til et unika-værk, der kun er tilgængeligt i det tidsrum, de to kunstnere interagerer med lydmaskinen.

3_Ulf_Dalvad_Berthelsen_2014_800x559Da vi efterfølgende taler sammen, spørger jeg, om de er inspireret af forrige århundredes musikalske avantgarde-bevægelser, hvor bl.a. Pierre Schaeffer, John Cage og danske Else Marie Pade satte ny standarder for, hvad der kunne opfattes som et musikalsk værk. De peger imidlertid på, at deres afsæt er skulpturelt snarere end musikalsk. De har begge gået på kunstakademiets billedhuggerskole, og udgangspunktet for arbejdet med at skabe lydværker er det møjsommelige arbejde med at nedbryde og rekonstruere konkrete genstande, herunder vinylplader, grammofoner og højtalere. Der er med andre ord tale om en dobbeltpraksis, hvor formgivningen af lyden er en konsekvens af formgivningen af objekterne.

Udover at opføre lydværker arbejder de to kunstnere også med installationer, hvilket man for nyligt har kunnet opleve på Gl. Holtegaard og på Udstillingsstedet Spanien 19C. I disse værker bliver det skulpturelle islæt tydeligere. Udstillingslokalerne fyldes med sindrigt konstruerede interaktive objekter, der inddrager rum og publikum, og lydfortællingerne realiseres uden direkte performative bidrag fra kunstnerne.

Deres originale tilgang til arbejdet med lyd, performance og installation indbragte sidste år Vinyl Terror and Horror Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Legatet er en væsentlig anerkendelse af deres kunstneriske virke, men det er også et tiltrængt økonomisk pusterum for de to kunstnere, der indtil videre har opereret i randområderne af den etablerede kunstverden. I 2003 valgte de ganske vist at flytte til Berlin, men også her skal der arbejdes hårdt for et udkomme, når man ikke laver værker, der kan hænges på væggen.

Jeg når ikke at spørge, hvad pusterummet skal bruges til. Det må tiden vise. Vi har stået udenfor og snakket i pausen mellem to optrædener, og inden jeg får spurgt, er pausen forbi. Næste kunstner er klar. Folk begynder langsomt at sive indenfor igen. Vi tager afsked og følger efter.

Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen

Se mere på www.vinylterrorandhorror.com

Indlægget har tidligere været bragt i Magasinet Kunst Nr. 4/2014 www.magasinetkunst.dk

 

Facebook Twitter

AI WEIWEI: EVIDENCE

Ai Weiwei - Wikimedia CommonsAi Weiwei er formentlig de seneste års mest omtale kunstner. Hans værker er spektakulære, og han skaber debat, provokerer og investerer i bogstaveligste forstand sig selv i sit kunstneriske projekt. Hvad dette projekt går ud på, kan man blive lidt klogere på ved at lægge vejen forbi Martin Groprius Bau i Berlin, hvor Ai Weiwei for tiden er aktuel med en omfattende soloudstilling.

Det første man ser, når man træder indenfor, er værket Very Yao. Det hænger i indgangspartiets glaskuppel og består af op imod 150 funklende cykler føjet sammen til en svævende skamstøtte over de kinesiske myndigheders formodede justitsmord på den unge kineser Yang Jia.

Det næste man ser, hvis man ellers ser ordentligt efter, er to overvågningskameraer, der diskret er rettet mod beskueren. Kameraerne, der er hugget i marmor, er kopier af de overvågningskameraer, politiet har placeret uden for Ai Weiweis atelier i Beijing, og værket er nøgternt betitlet Surveillance Camera.

Hermed er tonen slået an. For udstillingen, der bærer navnet Evidence, er i høj grad et vidnesbyrd i sagen Ai Weiwei vs. Folkerepublikken Kina. Og det er ikke småting, der føres bevis for. Der er blandt meget andet værker, der dokumenterer den eksplosive urbanisering af Kina, der pågår i disse år. Der er værker der problematiserer myndighedernes håndtering af jordskælvskatastrofen i Sichuan provinsen i 2008, og der er ikke mindst værker, der dokumenterer og kritiserer myndighedernes behandling af Ai Weiwei selv.

Udstillingens omdrejningspunkt er med andre ord kunstneren som aktivist og dokumentarist, og når man bevæger sig rundt på udstillingen, er det tydeligt, at den kurateret med særligt henblik på at understrege netop denne tematiske pointe og ikke på at skabe et homogent udtryk. Spændvidden i de kunstneriske udtryksformer er således enorm: Der er ready-mades, foto- og videoværker, jernskulpturer, bronzeskulpturer, marmorskulpturer, keramik, musikvideoer, installationer og meget andet. Nogle værker er små og undseelige, mens andre er store og overvældende. Nogle tager udgangspunkt i århundrede gamle håndværkstraditioner, mens andre baserer sig på den nyeste informationsteknologi.

Dette virvar af former og udtryk kan umiddelbart virke spraglet og usammenhængende, hvilket da også har fået den tyske kulturjournalist Cornelius Tittel til kættersk at antyde, at Ai Weiweis kunstneriske talent måske alligevel er til at overse, og at den institutionaliserede kunstverdens ukritiske begejstring ikke modsvares af de enkelte værkers kunstneriske kvalitet.

Kritikken forekommer dog at være forfejlet og lidt bedaget: Et stykke bøjet jern, skulle det være kunst? Udstillingen understreger nemlig med al ønskelig tydelighed, at Ai Weiweis produktion ikke kan forstås som enkeltstående værker med særskilt kunstnerisk kvalitet, men i stedet må forstås som ét stort dynamisk hele, der inkluderer kunstneren selv, hans tilhængere og modstandere, folket, systemet, myndighederne, cyberspace, offentligheden, publikum, kunstverdenen og alt det andet, der på den ene eller den anden måde inddrages i hans kunstneriske praksis.

Tittel er imidlertid ikke ene om at forholde sig distanceret til Ai Weiwei, og hvis man tager sig tid til også at se udstillingen Die 8 der Wege, der lige nu vises i Uferhallen ikke så langt fra Martin Groprius Bau, får man mulighed for at opleve en mere interessant og subtil kommentar til Ai Weiwei og hans betydning for samtidskunsten. Her kan man nemlig se He Xiangyus berygtede remake af Jaques-Louis Davids Le Mort de Marat, der forestiller Ai Weiwei liggende død på gulvet. Et medlidenhedsfadermord begået af en af den yngre generations markante kinesiske kunstnere, der nok sympatiserer med personen Ai Weiwei, men har svært ved at genkende sig selv i hans projekt.

Hverken Cornelius Tittels eller He Xiangyus kommentarer kaster dog skygger over udstillingen i Martin Groprius Bau. Tværtimod. Deres kommentarer tilføjer blot endnu nogle facetter til en i forvejen fremragende udstilling. Man benoves over stolehavet i bygningens atriumgård. Man gyser ved tanken om 81 dages indespærring, når man kanter sig rundt i den trange 1:1 kopi af Ai Weiweis fængselscelle, og man forbløffes over myndighedernes absurde kontrol, når man i en video ser Ai Weiwei begå civil ulydighed i en taxi i Beijing.

Ai Weiwei er kort sagt sprællevende, og der er al mulig grund til at spærre øjnene op og lade sig hvirvle ind i hans kunstneriske omgang med verden.

Martin Groprius Bau, Berlin – 3/4-31/7-2014

Link til Conelius Tittels anmeldelse i Die welt: http://www.welt.de/kultur/kunst-und-architektur/article126500975/Ai-Weiwei-entzaubert-sich-mit-seiner-Kunst-Show.html

Link til udstillingen Die 8 der Wege: http://die8derwege.info/

Se værker af Ai Weiwei her: https://www.google.dk/search?q=ai+weiwei&biw=1366&bih=622&source=lnms&tbm=isch&sa=X&ei=keE4VI-MLcn4yQOHsYKQCA&ved=0CAYQ_AUoAQ

Anmeldelsen har også været bragt  i Magasinet Kunsts netudgave: http://www.magasinetkunst.dk/Home/Detail/MzA0NQ%3d%3d

Tekst: Ulf Dalvad Berthelsen

Facebook Twitter

FRODO MIKKELSEN: BIG CITIES DON’T CRY

Silhuetten af den ensomme rytter, cowboy-mytologiens ensomme antihelt, findes overalt i Frodo Mikkelsens store farvemættede malerier. Angiveligt kunstnerens alter ego. Den mystiske outsider der ikke tilhører nogen og som ikke hører til nogen steder. Altid alene og altid på vej. Se hvor han rider hen på Skive Kunstmuseum fra 8/2-14 til 27/4-14.

1_600x600

 

Se Jeppe Bødskovs fine filmportrætter:

 

www.frodomikkelsen.dk

Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen

 

Facebook Twitter

JESPER CHRISTIANSEN: ÆSTETISK TOPOLOGI

DSC_0706_732x600DSC_0742_711x600Jesper Christiansen maler rum. Ude og inde. Landskab og interiør.

Billederne er smukke og stoflige, og motiverne er umiddelbart genkendelige. Men de er også hermetiske og hårde, og realismen er kun tilsyneladende. Rummene fordobles og indlejres og grænsen mellem udenfor og indenfor opløses.

Det er topologiske studier, hvor mængden af punkter i forvredet form gestalter det erindrede, det forestillede, det drømte. Mønstre og grenværk væves sammen til betydningsmættede arabesker og den overvældende mængde af intertekstuelle referencer konfronterer hele tiden betragteren med nye spørgsmål: Hva’for en film? Hva’for en bog? Hva’for en bygning?

DSC_0719_799x600Samtidig henledes opmærksomheden hele tiden på det, der ikke er der. Stuerne er tomme, billeder er taget ned fra væggene, og de sorte skodder spærrer for udsynet. Erindringerne udviskes, og unheimlich’heden lurer lige om hjørnet.

Billederne kan for tiden ses på Holstebro Kunstmuseum under titlen ‘GO BACK’. Imperativet sender betragteren tilbage i tiden. Dels på en retrospektiv rejse gennem Jesper Christiansens imponerende værk, men også på en rejse tilbage i en kollektiv erindring, hvor motiverne hentes i mindernes krinkelkroge.

Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen

 

Facebook Twitter

Emil Westman Hertz: Introspektiv Antropologi

Land of Look BehindFuld af optimisme begiver man sig afsted mod De Smukke Drømmes Lagune på Holstebro Kunstmuseum. Tropehjelm og knickers ville have været passende ekvipering. Som så mange andre eventyrere erfarer man dog snart, at det, der på kortet lignede en rask lille spadseretur, viser sig at være et uigennemtrængeligt vildnis. Kun de, der er gjort af det rette stof, formår at kæmpe sig igennem. Er man ikke det, må man nøjes med forundret at betragte hjembringelserne.

Emil Westman Hertz har gjort turen. Og han har hjembragt meget. Besynderlige etnografika fra drømmelandet på den anden side. Den indre og den ydre rejse flyder sammen, og den kunstneriske proces bliver en art introspektiv antropologi, hvor naturmaterialer og hverdagsgenstande omdannes til suggestive vildtvoksende tablauer, der afspejler eksistentielle grundvilkår.

Rejsemotivet er flertydigt. Rejsen er en opdagelsesrejse og en dannelsesrejse med en snert af katharsis. Protagonisten rejser ud som dreng og kommer hjem som mand. Det oplevede kan ikke siges kun vises, og vi spejler os i billedet. Men samtidig er der noget urovækkende ved fortællingen. Rejsen – både den ydre og den indre – er også en flugt. Udlængslen næres ikke kun af lysten til at opleve det fremmede. Den næres også af frygten for det, man må stå ansigt til ansigt med, hvis man ikke tager afsted.

Tableauerne folder sig fint ud i de museale rammer. Deres processuelle karakter bliver tydlig og dynamikken mellem indsamling af materiale og fremstillingen af artefakter, accentueres (formentlig) tilfældigt men heldigt af Holstebro Kunstmuseums store samling af indsamlede artefakter. En samling hvoraf ikke så få sagtens kunne stamme fra De Smukke Drømmes Lagune.

Tekst og foto Ulf Dalvad Berthelsen

Facebook Twitter

WILD STYLE PÅ MUSEUM

DSC_0260_601x768Raske provinsdrenge med et par år på bagen husker nok den overrumplende længsel efter at mærke metropolens heftige puls. Den irrationelle trang til at pille snørrebåndende ud af et par kridhvide superstars. Til at spole kasettebåndet med Afrika Bambaataa tilbage, tage ghettoblasteren på skulderen og vandre ind i asfaltjunglen uden at se sig tilbage.

Mange husker sikkert også, hvad der vakte denne trang. En helt almindelig eftermiddag på det lokale folkebibliotek, hvor de kommunaltgrønne filttæpper effektivt dæmpede lyden af daglig trummerum. Et stille vakuum hvor man lydløst listede rundt efter noget at fylde i det. Luvslidte Prins Valiant-hæfter til romantikerne. Vakse Viggo til humoristerne. Og så pludselig ud af det blå: Peter Skaarups bog ‘Dansk Wild Style Graffiti’.

Det er ganske vist ved at være længe siden, og der er sikkert mere end en lille graffitiskriver, der i mellemtiden selv har fået sønner, der går i kridhvide superstars. Men er det virkelig så længe siden, at det er nødvendigt med en tilbageskuende udstilling med store plancher, der pædagogisk redegør for graffitiens udvikling fra 80’erne og frem til i dag? Kunsten i Aalborg tager chancen og prøver. Wild Style på museum!

Et andet spørgsmål, der trænger sig på er, om det overhovedet giver mening at udstille street art i institutionelle rammer? Brandts lykkedes mindre godt med det sidste år. Værkerne fejlede ikke noget, men det var svært at forstå, hvad idéen var med at fjerne oplevelsen fra byrummet og installere den i et udstillingslokale.

Al skepsis fordufter dog hurtigt. Ikke på grund af de institutionelle rammer, men fordi Jens-Peter Brask, der har kurateret udstillingen i samarbejde med Kunsten, viser sig som en fremragende dokumentarist. Han har været på loftet for at rode i kasserne med minder, og det han har fundet er spændende. Han har været en del af miljøet som både deltager og iagttager og disker op med blackbooks, skitser, magasiner og håndskrevne breve. Sammen med et godt udvalg af værker giver disse arkivalier et enestående smugkig ind i en ellers lukket verden, hvor kunstnerne holder sig i skyggen af deres caps og normalt kun viser sig iført kunstnernavn, hoodie og åndedrætsværn.

Jens-Peter Brask: www.braskart.com      Kunsten: www.kunsten.dk

Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen

Facebook Twitter

BORIS MIKHAILOV: EN RUSSISK MAVEPUSTER

borisI løbet af vinteren og foråret har man på Saatchi Gallery i London kunnet se et imponerende udvalg af russisk samtidskunst. Det er på mange måder en meget dyster og foruroligende oplevelse, og mange af kunstnerne kredser om nationale traumer og systemets overgreb. Mest foruroligende er dog det overvældende udvalg af Boris Mikhailovs fotografier. Her er ingen grimhedens æstetik. Kun grimhed. Ingen Larry Clarksk romantisering af livet på vrangsiden. Kun den hæslige skinbarlige virkelighed.

I nyere skandinavisk fotografi arbejder man ihærdigt på at vriste fotografiet fri af virkelighedens faste greb. Astrid Kruse Jensens store suggestive erindringsbilleder er et godt eksempel. Det samme er svenske Annika von Hauswolffs mystiske kriminalfantasier. Det gør Mikhailov ikke. Han udstiller verden som den. Og det er næsten det værste. For virkeligheden overgår fantasien i en sådan grad, at det kniber med at finde ord. Den groteske og obskøne dokumentarisme er overvældende. En russisk mavepuster, der må få selv de mest forhærdede til at tabe luften.

http://www.google.dk/search?q=boris+mikhailov&source=lnms&tbm=isch&sa=X&ei=S2mjUZmdMMHl4QS3sIGIDg&sqi=2&ved=0CAcQ_AUoAQ&biw=1166&bih=599

Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen

Facebook Twitter

SØREN SEJR: NATUR(MATERIALE)

DSC_0960_800x533De er store. Næsten fire kvadratmeter. Store romantiske landskabsmalerier. Mennesket udsat for naturen. Ensomme vandrere. Elementernes rasen. Åbne vidder og dybe skove. Men det er svært at se. Der er noget i vejen. Man tvinges tæt på malerierne i den smalle gang. Tæt på overfladen. Motiverne flyder ud. Trængt i baggrunden af tynde lag laserende maling. Lag på lag. Man bliver opmærksom på lærredet. På materialet. Og overfladen bliver pludselig motivet.

Der hænger i alt otte malerier i Gallerigangen. Ophængningen har nærmest karakter af tilløb. Spændingen mellem motiv og materiale stiger, og i det ottende og sidste maleri bliver den så stor, at motivet forlader overfladen. Overflade bliver til overflod. Billedet skvulper over, og de træstave, der er et genkommende motiv i flere af billederne, materialiserer sig og flyder sammen med udstillingens afsluttende installation.  Her får træstykkerne form og fylde. Og stemme. En xylofon (xylos=træ; fon=stemme) på en piedestal afslutter forløbet. Fra billede til bevægelse. Luft der flytter sig. Lydbølger, der modsat blikket vandrer ubesværet gennem tågehavet.DSC_0962_729x600

SejrSøren Sejr modtog KS prisen i 2011. I den anledning udstiller han i Janusbygningen i Tistrup. Udstillingen bærer titlen In Wood(s) og kan ses frem til den 3. februar 2013.

Tekst og fotografi: Ulf Dalvad Berthelsen

www.sorensejr.com
www.janusbygningen.dk

Facebook Twitter

LUCIA GANIEVA: I DRØMMELAND

”… rigtige mennesker og deres genkendelige hverdagsliv, personer i en illusionistisk fortælling om et tilfreds folk, der bor i idylliske omgivelser i birketræernes skygge” – Lucia Ganieva

 

De gamle smiler. På en gang nysgerrigt og uudgrundeligt. De ser direkte ind i kameraet. Og vi ser tilbage. Gennem linsen. Et kig gennem nøglehullet til en svunden tid. Bølgende kornmarker og hvide birkeskove. Et nøjsomt præmoderne paradis, hvor man ikke konsumerer mere end man selv kan producere. Man glæder sig over det store i det små, og længslerne dulmes med et kig på en af de farvestrålende drømmevægge.

 

 

Kvindernes hovedbeklædning stråler om kap med drømmevæggene. En blomstrende og vildtvoksende folklore er vævet ind i de smukke tørklæder. De unge kvinder bærer dem også. Men de smiler ikke. De fleste af dem ser væk. Tørklæderne tynger og farvepragten står i skærende kontrast til resten af dragten. Man ser pludselig at kjolen er lurvet og lidt for stram. Joggingbukser og udtrådte badesandaler. Vemod og tristesse.

En ung pige iført jeans omfavner et birketræ. Hun har lagt øret mod stammen. Det ser næsten ud som om hun lytter. Den høje stamme står med rødderne dybt begravet i fædrelandets jord. Måske lytter hun efter en stemme fra fortiden. Lytter og drømmer. Drømmer om det tabte. Men hun ser også. Ser tomt frem for sig med det slørede blik rettet mod fremtiden. Fremtiden og mulighederne. Spændt ud mellem hjemve og udlængsel. Et subtilt snapshot af den tabte uskyld fastfrosset i birketræernes skygge.

 

Lucia Ganievas fotografier fra Udmurtia i det centrale Rusland kan for tiden kan ses på Brandts.  I 2009 modtog hun FotoTriennale.dk Prisen og udstiller i den anledning på Museet For Fotokunst i forbindelse med Fototriennale.dk 2012.

Tekst og installation views: Ulf Dalvad Berthelsen

Fotografierne er venligst stillet til rådighed af Museet for Fotokunst.

www.luciaganieva.com

www.fototriennale.dk

www.brandts.dk

 

Facebook Twitter