Anders Bonnesen laver skulpturer. I hvert fald en slags skulpturer. Han makulerer, hækler, rekonstruerer, maskinoversætter og laver bronzeafstøbninger og patchwork. Blandt andet.
Inspirationskilderne er ofte litterære, og han har et skarpt blik for sprogets snubletråde og faldgruber. Siden han dimitterede fra De Kongelige Danske Kunstakademi i 2005 har han været en aktiv del af det mere eksperimenterende danske kunstmiljø, og han var blandt andet med i kredsen omkring det brugerstyrede udstillingssted Skulpturi.dk.
Han pirker ustandseligt til vores fastgroede forestillinger om hvad en skulptur er og kan, og i 2011 modtag han Atrid Noacks Legat for sin foreløbige indsats.
Han er lige nu aktuel med soloudstillingen WORDS ARE THE CLOTHES THOUGHTS WEAR hos Charlotte Fogh Gallery i Aarhus, og jeg har i den anledning mødt ham til en samtale om hans tilgang til arbejdet med skulpturer.
Du er uddannet på billedhuggerskolen og har arbejdet i de samme værksteder som Thorvaldsen og andre store koryfæer. Hvad er dit forhold til den klassiske billedhuggertradition? Spiller den nogen rolle i forhold til din tilgang til arbejdet med skulptur?
”Når jeg kalder mine arbejder for skulpturer, er det ikke for at legitimere dem med traditionen, men vel for at pege på, at det er en slags kunstværker, der har nogle mellemværender med materialer – måske nogle mellemværender, der er mere centrale for dem end for en anden slags kunstværker. Og den slags kunstværker plejer vi at kalde ’skulpturer’.
Sol LeWitt siger i sine sentenser om konceptkunst , at man begrænser sit handlingsrum, når man benytter ord som ’maleri’ og ’skulptur’ om sine arbejder, fordi man så ikke kan tænke ud over og overskride den tradition, ordene indebærer. En samtidig konceptkunstner, Lawrence Weiner, betegner sig selv som skulptør. Selvom vi oplever hans værker som ren (layoutet) tekst, er der, siger han, en materiel praksis bag skriften.
For omkring 10 år siden, mens jeg stadig var akademielev, deltog jeg på en udstilling på udstillingsstedet Overgaden, som vi gav titlen Hvorfor gik skulpturen over gaden?, sammen med bl.a. fluxuskunstneren Eric Andersen, som jeg havde nogle gode kategori-diskussioner med. I et af mine forsøg på at få ham overbevist om skulpturkategoriens brugbarhed, talte jeg begejstret om Robert Filliou, og om at jeg betragtede Filliou som en meget interessant og væsentlig skulptør. Hvilket Eric jo kunne affeje med: Robert mente nu selv, at han var digter.
Men altså, traditionen har jo indoptaget sine egne overskridelser, og jeg tror ikke, man bare kan vælge at forholde sig til én del af den. Men jeg betragter ikke skulptur som noget særligt konservativt, selvom jeg godt ved, at det er der mange, der gør.”
Mange af dine værker har på en eller anden måde et sprogligt afsæt, og du tager ofte spørgsmålet om sproglig form meget bogstaveligt? Hvad sker der i mødet mellem sprog og skulptur?
”Jeg kan nok bedst tale om hvad der sker i sammenstødet mellem sprog og ting: Vi ved jo godt, at sproget bare er noget, vi har aftalt som betegnelser for verden, og at det nødvendigvis må være fyldt med huller. En skulptur er måske – eller mine skulpturer er måske – nok et forsøg på at opholde sig i de huller og holde dem åbne. Jeg stjal engang en udstillingstitel fra digteren Pentti Saarikoski: Der skal være vinduer og døre, ellers er det ikke et hus. Det siger det måske bedre, end jeg kan.”
Kan en billedhugger noget med sproget, som en forfatter ikke kan?
”Joh, altså, måske for så vidt som de to laver noget forskelligt – altså for så vidt som forfatteren har et ønske om at producere litteratur og billedkunstneren et ønske om at producere, fx en skulptur … altså om at bidrage til, og måske overskride, hver deres tradition.
Jeg er måske ikke den rigtige til at udtale mig om, hvad en forfatter som sådan kan. Jeg beundrer og finder stor inspiration i litteratur, og jeg oplever det som havende en ret direkte beslægtethed med det, jeg gerne vil og interesserer mig for. Men jeg kan ikke for alvor blive klog på, hvad det er – ud over mig, der stjæler.
For nogle år siden var der et lyriktidsskrift, der ville lave et helt særnummer om min ”litterære produktion”, som på det tidspunkt var endnu mere ynkelig end nu. Jeg forsøgte at benytte lejligheden til at afklare nogle af disse spørgsmål for mig selv, altså at drage billedkunsten ind i det. Men inden vi nåede særligt langt, måtte bladet dreje nøglen om!”
Din lille udgivelse Landfastsættelser vakte stor opmærksomhed i visse litterære kredse. Den var både på Hvedekorns liste over vigtig poesi i 2013 og nomineret til Lars Bukdahls smalle litteraturpris ’Bukdahls Bet’. Var det en misforståelse?
”Måske. Det var ikke, som sådan, min mening at skrive poesi – endsige vigtig poesi (eller overhovedet at skrive). I den novellesamling, Landfastsættelser omskriver, er der en novelle om en mand, der bytter om på ordene i sit sprog, fordi hans liv er trist og ensformigt. Og det oplever han kortvarigt stor glæde ved, indtil han indser, at han ikke længere kan meddele sig til andre. Det kan man godt sætte sig ind i, synes jeg.
Ideen til bogen, som var en idé om en slags prosa-generator, blev egentlig droppet for mange år siden, da en lingvist skød den ned med at det kun er forfatterintentionen, der gør det interessant at læse bøger. Dengang tænkte jeg ikke rigtigt over, at han jo var lingvist og ikke fx forfatter eller litterat, men vel nok læser. Jeg genoptog ideen, da en læser – min ene læser – havde gjort meget for at få fat i et lille hæfte, jeg engang lavede i et førsteoplag på 50 eksemplarer og et andetoplag på 25. Min ene læser fortjente en bog mere, syntes jeg.”
Du oversætter også meget, fx noveller til nonsens, tekst til tekstil (og tilbage igen), ordspil til strikketøj og strikketøj til bronzeskulpturer. Hvorfor er disse oversættelsesprocesser interessante som kunstnerisk metode?
”Jo, man kan vel godt kalde det en slags oversættelses-metode. Det var der også en anden, der gjorde mig opmærksom på for nyligt; at det hele kan ses som en slags fejloversættelser (mellem sprog og materialitet, mellem sprog og sprog, mellem ting og andre ting). Jeg har ikke selv været så opmærksom på det som en metode. Men måske er det noget med at øge afstanden mellem sprog og ting en smule, så det måske bliver muligt at tænke på en anden måde – eller endnu bedre: så det bliver helt umuligt at tænke, som man plejer.”
Er transformationsprocesserne en del af værkerne?
”Ja, alt hvad der indgår i værkerne, er en del af dem.”
Er det processuelle fokus udtryk for en form for ’ufærdighedsæstetik’?
”Nej, det mener jeg ikke. Jeg ved såmænd heller ikke, om mit fokus som sådan er processuelt. Men arbejdet er jo en proces, som i større eller mindre grad kan ses i værket.”
Er processen vigtigere end produktet?
”Det er lidt et trickspørgsmål. Men nej, det vigtigste må være det, der møder nogen andre end mig. Hvad der er vigtigst for mig og videreudviklingen af min praksis, kan én, der møder et givent værk, jo heldigvis sagtens tillade sig at være fløjtende ligeglad med.”
Er der noget du mangler at oversætte?
”Hvis du med ’oversætte’ mener, om der er noget tilbage at lave værker ud fra, så ja, det håber jeg da meget. Jeg satser kraftigt på at stå op igen i morgen.”
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
Interviewet har tidligere været bragt i Magasinet Kunst
Da vi efterfølgende taler sammen, spørger jeg, om de er inspireret af forrige århundredes musikalske avantgarde-bevægelser, hvor bl.a. Pierre Schaeffer, John Cage og danske Else Marie Pade satte ny standarder for, hvad der kunne opfattes som et musikalsk værk. De peger imidlertid på, at deres afsæt er skulpturelt snarere end musikalsk. De har begge gået på kunstakademiets billedhuggerskole, og udgangspunktet for arbejdet med at skabe lydværker er det møjsommelige arbejde med at nedbryde og rekonstruere konkrete genstande, herunder vinylplader, grammofoner og højtalere. Der er med andre ord tale om en dobbeltpraksis, hvor formgivningen af lyden er en konsekvens af formgivningen af objekterne.
