» SØREN SEJR: STROKES

SØREN SEJR: STROKES

SØREN SEJER UDSTILLER HOS GALLERI JACOB BJØRN

Kommer man i løbet af marts forbi de gamle Ceres-bygninger i Aarhus, gør man klogt i at kigge indenfor. Her kan man nemlig frem til den 4. april opleve Søren Sejrs udstilling STROKES i Galleri Jacob Bjørns imponerende lokaler. Jacob Bjørn, der også stod bag Vestergade-galleriet Lunchmoney, flyttede i efteråret til den nye spektakulære adresse og Søren Sejrs udstilling er galleriets fjerde.

Søren Sejr har især arbejdet med malerier i stort format, men på udstillingen kan man ud over en række malerier også se en serie af penne-tegninger samt to keramikskulpturer. STROKES er Søren Sejrs hidtil største separatudstilling, og værkerne, der blandt andet er skabt under et månedlangt legatophold i Berlin, er resultatet af et års hårdt arbejde.

Jeg har været forbi galleriet for at se udstillingen og fik ved samme lejlighed en snak med Søren Sejr om billederne og arbejdet med at lave så stor en udstilling.

Hvordan har du grebet udfordringen an med at lave så stor en udstilling?

Det har været en kæmpe udfordring. Heldigvis har jeg opholdt mig meget i galleriet, så jeg kendte lokalerne godt, og jeg blev ret hurtig klar over, at jeg måtte op i de store formater for ikke at drukne helt. Udgangspunktet var en undersøgelse af opstillingsmotiver i de små værker, og rummet gjorde det muligt at forsætte denne undersøgelse i det store format.

Hvad betød det for dit arbejde, at du havde mulighed for at opholde dig i Berlin i en periode?

Berlin var som altid et interresant møde. Først og fremmest gav det ro til, at jeg kunne fordybe mig endnu mere i mine ting. Værkstedet, der var tilknyttet opholdet, var heldigvis stort med 5 m til loftet, og det betød, at jeg havde mulighed for at lave det store billede til udstillingen på 270×190 cm. Jeg var også rundt til en del ferniseringer og mødte mange spændende mennesker. Kunstscenen er kæmpestor i Berlin, og der er altid noget nyt og spændende at se på. Derudover var jeg også heldig at få kompetent faglig sparring, bl.a. med Asmund Havsteen Mikkelsen og Peter Linde Busk.

Du kredser ofte om klassiske opstillingsmotiver. Hvordan bruger du stillleben-traditionen i dit arbejde?

Egentlig er de kommet ind ved lidt af en tilfældighed. Jeg manglede nogle ideer og tænkte, hvorfor så ikke gå helt back to basics og begynde med et af de mest brugte motiver i kunsthistorien. At de konkrete motiver så lige så stille opløses og tager en mere abstrakt drejning er nok meget typisk for min praksis. Jeg kan godt lide, når værkerne ligger og vibrerer i spændingsfeltet mellem det konkrete og noget helt abstrakt. Man giver beskueren en lille bid uden at trække hele historien ned over hovedet på dem.

Hvor henter du inspiration?

Jeg henter inspiration mange forskellige steder. Ordet inspiration er efter min mening et lidt mærkeligt ord, da de fleste forbinder det med noget, der bare kommer til en. I mit tilfælde er ”inspirationen” opstået i kraft af hårdt arbejde. Selvfølgelig er der mange referencer til fortiden i mine ting, og jeg er fuldstændig klar over, hvor jeg har stjålet, og hvem jeg refererer til, men det ser jeg som en fordel. Jeg synes, at jeg har forsøgt at flytte mine ting et helt andet sted hen, end der hvor referencerne kommer fra.

Dine nyeste værker er meget stramt komponeret. Er det udtryk for en meget stramt styret arbejdsproces?

Ja, både og. Jeg startede rigtigt nok stramt og meget planlagt for at have et holdepunkt. Dette gjorde jeg, fordi jeg vidste, at tingene hen af vejen ville flytte sig i en mere løs retning. Alle værkerne er lavet på billedets præmisser, og derfor bevæger man sig mere end ofte ud på usikker grund. Selv de meget stramt komponerede værker har svævet mellem liv og død. Ofte har jeg kun haft én chance for at lægge stregen rigtigt, fordi farven ikke kunne tørres af det rå lærred uden at lave tydelige spor.

De små kuglepenstegninger er et nyt format. Det virker som et stort spring fra de meget store lærreder, du normalt arbejder med. Hvordan kom du i gang med tegningerne?

Faktisk har jeg arbejdet med kuglepenstegningerne længe før de store værker. Egentlig var det lidt af en tilfældighed, at de blev udgangspunktet for måden jeg arbejder på og det medie jeg arbejder i. Jeg fandt tilfældigt et stykke gammelt træpap på værkstedet og gav mig til at tegne små værker med kuglepen. Det at opdage, at kuglepennen nærmest borrede sig ned i pappet og gav antydninger af grafik, var en lille åbenbaring. Efterfølgende har jeg brugt adskillige timer på at finde og få den samme fysik ind i mine malerier. Kuglepen på lærred druknede fuldstændig. Akrylmalingen kendte jeg, men den lagde sig alt for fladt, og det samme gjorde sprayen og oliemalingen. Det var først, da jeg var i Berlin første gang i 2013 og besøgte Adam Saks, at jeg fandt en form for løsning. På hans arbejdsbord lå de her underlige farvekridt, som ikke var farvekridt, men oil sticks. Han brugte dem som simple streger hen over sine store oliemalerier, men jeg tænkte straks, at dem måtte jeg forsøge mig med i min arbejdsproces, og det gav mening. At de så er væsentligt sværere at kontrollere er blot blevet en positiv udfordring.

Hvad kan de to formater?

De to formater kan noget meget forskelligt. De små formater med kuglepen giver mulighed for at arbejde hurtigere end på de store. Der ligger en stor frihed i, at materialerne er simple og lette at kassere, hvis rytmikken, formerne og farveholdning ikke dur. Ellers er det egentligt det samme. De små billeder skal på samme måde som de store falde på plads som billeder. Kampen er bare hurtigere med de små, ikke på grund af størrelsen, men på grund af mediet og materialet. En anden fordel er, at jeg ofte kan bruge nogle af de små som skitser for de store værker. Aldrig som en direkte overførsel, da det overhovedet ikke vil fungere, men som en helt masse små oplæg. De store formater er selvfølgelig mere komplekse at få til at falde på plads, da lærred og oliestikken kræver noget andet, men de har så til gengæld en fantastisk fysik og vibration i oliestikkens møde med lærredet. Man kan så at sige fornemme hver eneste ”stroke” på fladen.

Du er også begyndt at arbejde keramik. Hvordan relaterer keramikskulpturerne sig til dine øvrige værker?

Ja, keramikken er noget forholdsvis nyt i udstillingssammenhæng. På Akademiet brugte jeg et halvt år på skulpturlinjen, hvor vi nærmest modellerede hver dag, så jeg kendte godt materialet i forvejen. I forhold til udstillingen så kom det meget naturligt, da jeg gerne ville have noget på gulvet, der kunne være med til at samle udstillingen. I processen var det vigtigt for mig, at der skulle være en sammenhæng mellem malerierne og keramikken, så også her har jeg taget udgangspunkt i en form for opstilling.

Kan det tredimensionelle format noget som billederne ikke kan?

Ja, absolut. Selve materialet er noget helt andet, og det med at vi pludselig er ude i rummet og ikke på fladen, så man faktisk kan gå rundt om tingene og røre ved dem, gør en forskel.

Dette er din hidtil største udstilling. Hvad er dine næste projekter?

Lige nu er jeg tilbage i København, hvor jeg har værksted frem til juni. Her er planen at arbejde videre med nogle af de ideer, som udstillingen har kastet af sig.

Ud over Søren Sejrs udstilling kan man i samme periode også opleve den unge hollandske kunstner Olivier Vrancken. Begge udstillinger kan ses hos Galleri Jacob Bjørn frem til 4. april.