Posts tagged “Ai Weiwei

AI WEIWEI: RUPTURES

AI WEIWEI UDSTILLER HOS FAURSCHOU FOUNDATION, 20/3 – 22/12 2015

Aktivist, arkitekt, billedhugger, blogger, dokumentarist, filmskaber, fotograf, gambler, installationskunstner, keramiker, kurator, provokatør, superhelt. Listen over prædikater, der kan hæftes på den kinesiske verdensstjerne Ai Weiwei er efterhånden så lang, at man må ordne den alfabetisk for at sikre sig, at man har fået det hele med. Denne mangfoldighed i hans kunstneriske praksis gør ham selvsagt svær at sætte i bås. Han jonglerer frit med udtryk, genrer og medier. Han arbejder vedholdende på at nedbryde grænsen mellem værk og verden, og han skaber bevægelse og gør sig gældende, så end ikke de kinesiske myndigheder kan følge med. Hvis du er blevet nysgerrig, er der frem til december en enestående mulighed for at opleve en række af Ai Weiweis vigtigste værker hos Faurschou Foundation i København.

Installation view of exhibition 'Ai Weiwei: Ruptures', Faurschou Foundation, Copenhagen, 2015. Photo by Anders Sune Berg, © Faurschou Foundation

Installation view of exhibition ‘Ai Weiwei: Ruptures’, Faurschou Foundation, Copenhagen, 2015. Photo by Anders Sune Berg, © Faurschou Foundation

PORTRÆT

De seneste år har han ligget i top-10 på magasinet Art Review’s POWER 100-liste, der er en rangliste over samtidskunstens mest indflydelsesrige personer. I 2011 toppede han listen, og i 2013 blev han placeret som nr. 9 kun overgået af et par håndfulde gallerister, kuratorer og museumsdirektører, dog stadig som den højst placerede kunstner.

En af grundene til hans store berømmelse er uden tvivl, at han har markeret sig som en skarp kritiker af det kinesiske system. Han har i den anledning været udsat for chikane, anholdelser og husarrest, men har udnyttet situationen ved at lade kunstnerisk praksis og politisk aktivisme smelte sammen til en personlig og raffineret form for interaktionskunst med meget stor gennemslagskraft.

Ai Weiwei blev født i 1957 i Beijing men tilbragte det meste af sin barndom og ungdom i den afsidesliggende Xinjiang provins i det nordvestlige Kina. Det gjorde han, fordi hans far, digteren Ai Qing, under kulturrevolutionen blev tvunget i eksil som følge af politisk forfølgelse. Rollen som dissident er således ikke fremmed for Ai Weiwei, og han har i adskillige interviews peget på disse oplevelser som en væsentlig drivkraft.

New York

Efter Maos død i 1976 bliver det atter muligt for familien at vende tilbage, og i 1978 begynder Ai Weiwei på filmakademiet i Beijing. I nogle år er han aktiv i byens avantgarde-miljø, men allerede i 1981 rejser han til USA, hvor han slår sig ned i New York.

Årene i New York er formative på flere måder. Ai Weiwei færdiggør ganske vist aldrig nogen formel kunstnerisk uddannelse, men han stifter bekendtskab med både amerikansk samtidskunst og europæisk modernisme, herunder Marcel Duchamp og dennes begreb om readymades. Særligt det sidste bliver afgørende, og udforskningen af potentialet i brugen af readymades er stadig et centralt element i Ai Weiweis kunstneriske praksis.

Dette kunne for nylig opleves på den store Evidence udstilling i Berlin, hvor bl.a. kæmpeværkerne Very Yao og Stools må fremhæves som eksempler på en meget konsekvent anvendelse af readymade-idéen: Very Yao består således af intet andet end i alt 150 cykler og Stools består af intet andet end 6000 antikke skamler – readymades så langt øjet rækker.

I modsætning til Duchamps brug af readymades, der først og fremmest var et forsøg på at udfordre værkbegrebet og kunstverdenens institutionelle rammer, peger Ai Weiweis brug af readymades imidlertid i meget konkret forstand tilbage på virkeligheden.

Dette er bl.a. tydligt i Sichuan-værkerne, der er resultatet af Ai Weiweis vedholdende arbejde med at dokumentere myndighedernes svigt i forbindelse jordskælvskatastrofen i Sichuan i 2008. Adskillige tusinde mennesker omkom under jordskælvet, herunder mange skolebørn, der opholdt sig i skolebygninger, der ikke var sikret tilstrækkeligt. Efter jordskælvet indsamlede Ai Weiwei og hans hold store mængder af armeringsjern fra de sammenstyrtede bygninger, som han efterfølgende har ladet indgå som readymades i en række skulpturer.

Hermed bliver readymade-objekterne ikke blot reduceret til kunstnerisk materiale. De bliver også bevismateriale, og værkerne reflekterer ikke bare verden, men er også partsindlæg i en fortløbende forhandling om retten til at fortælle sandheden.

Denne brug af dokumentarisme som kunstnerisk metode er, ligesom brugen af readymades, noget Ai Weiwei begynder at udforske allerede under sit ophold i New York. Et af de vigtigste resultater af årene i New York er således det meget store antal fotografier, som han tog af sig selv, sin omgangskreds og sine omgivelser.

Gennem disse såkaldte New York-fotografier dokumenterer Ai Weiwei sit liv som kinesisk indvandrer i USA gennem mere end 10 år. Nogle gange er det spændende, men for det meste er det kedeligt. Der er således ikke kvaliteten af det enkelte billede, der gør New York-fotografierne til noget særligt. Det gør derimod det forhold, at de mange billeder tilsammen udgør et vidnesbyrd om et levet liv og således bliver en kilde til forståelse, der overskrider den enkeltes erindring. Dokumentarismen bidrager med andre ord til den kollektive erindring om det skete og dermed også til en demokratisering af historieskrivningen.

Medvind i Kina

Foranlediget af faderens sygdom flytter Ai Weiwei i 1993 tilbage til Kina. Hjemrejsen kommer dog også til at markere et vendepunkt i hans kunstneriske karriere. I New York var han den distancerede interesseløse iagttager, der betragtede verden på behørig afstand bag kameralinsen. Hjemme igen ser han pludselig det velkendte med den fremmedes blik, for modernismen er nu blevet den prisme, hvorigennem han betragter sin egen historie og den kinesiske kulturarv. Samtidig er Kina ved at vågne af sin planøkonomiske slummer, og han befinder sig pludselig i et nærmest uendeligt mulighedsrum.

Dette afspejler sig tydeligt i hans kunstneriske praksis, idet han med ét træder ud af sin selvvalgte observatørrolle og i stedet begynder at undersøge handlingen som æstetisk kategori. Det vigtigste værk fra denne periode og det, der for alvor giver ham et internationalt gennembrud, er værket Dropping a Han Dynasty Urn fra 1995. Værket er to-delt i den forstand, at det dels består i, at Ai Weiwei med vilje taber og knuser en antik vase, og dels består i, at denne handling dokumenteres i form af tre store sort/hvide før-under-efter-fotografier. Der er med andre ord tale om en hybridform, hvor readymade-idéen og dokumentarismen blandes med en afsøgning af grænserne for konkrete handlingers værkpotentiale.

Fotografierne er stramt komponeret. Ai Weiwei står iført kinesisk arbejdstøj og neutralt ansigtsudtryk og kigger ind i kameraet. På det første billede holder han Han-vasen i hænderne, på det andet slipper han, og på det tredje ligger vasen knust på fliserne. Handlingen er minimal og det æstetiske udtryk minimalisk. Til gengæld er virkningen enorm. Kontrasten mellem den konkrete handlings ubetydelighed og konsekvensens ubegribelighed er overvældende. En nations selvbillede og et uerstatteligt stykke kulturarv slået itu i en håndevending.

Værket har vakt forargelse og beundring, og det er blevet flittigt diskuteret om manden, der foretog denne grænseoverskridende handling, er gal eller genial. Er det skændig vandalisme eller bidende samfundskritik? Uanset hvad er det stadig et værk der bevæger folk. Dette blev understreget med al ønskelig tydelighed, da en museumsgæst i Miami for nylig forsøgte sig med et remake af værket. Under Ai Weiweis udstilling According to what? på Pérez Art Museum Maimi gik en af museets gæster  hen til en samling bemalede vaser opstillet foran billederne af Ai Weiwei, der taber vasen. Gæsten greb resolut en af vaserne og smadrede den mod gulvet. Ironisk nok kom den efterfølgende debat ikke til at handle om identitet og kulturelle rødder, men i stedet om forsikringssummer og ophavsret.

Forargelse eller ej så gør dristigheden og sammenblandingen af genrer samt dynamikken mellem det simple udtryk og det subtile indhold Dropping a Han Dynasty Urn til et hovedværk ikke bare i Ai Weiweis produktion, men i de seneste årtiers samtidskunst i det hele taget.

Modvind i Kina

I årene herefter vokser Ai Weiweis anseelse både internationalt og i Kina, og succesen kulminerer med tilbuddet om at være kunstnerisk konsulent i forbindelse med opførelsen af et nyt nationalstadion i anledning af de Olympiske Leges afholdelse i Beijing i 2008.

Samarbejdet omkring opførelsen af det olympiske stadion skal dog også vise sig at blive vendepunktet i forholdet mellem Ai Weiwei og de kinesiske myndigheder. Allerede inden samarbejdet har han ytret sig kritisk via forskellige sociale medier, og han er på dette tidspunkt også begyndt at afdække omstændighederne omkring jordskælvskatastrofen i Sichuan. Det der får bægeret til at flyde over er imidlertid, at han offentligt, bl.a. via et indlæg i The Guardians netudgave, undsiger det kinesiske styre, idet han umiddelbart inden åbningsceremonien i august 2008 meddeler, at han i protest mod styrets manglende demokratiske sindelag ikke agter at deltage i det stort anlagte arrangement.

Herefter forværres forholdet hurtigt. I 2009 lukkes hans blog, og han udsættes for politivold i forbindelse med retssagen mod en anden systemkritiker ved navn Tan Zuoren. I 2010 anbringes han i husarrest som følge af uoverensstemmelser angående hans atelier i Shanghai. Myndighederne erklærer det ulovligt, og i januar 2011 bliver det uden videre revet ned. Kort tid efter bliver Ai Weiwei anklaget for skattesvindel og i april samme år bliver han arresteret og holdt indespærret i 81 dage. Siden har han haft forbud mod at forlade landet og har levet under konstant overvågning fra myndighedernes side.

Ligesom det var tilfældet da han vendte hjem fra New York afspejles de ydre omvæltninger også denne gang i hans kunstneriske praksis. Mange af værkerne fra de seneste år kredser om overvågning og magtmisbrug og om myndighedernes til tider absurde forsøg på at bevare kontrollen med alt og alle i verdens folkerigeste land.

I den forstand er hans værker blevet mere konfronterende, men også mere personlige og mere fragmenterede. Gasmasker hugget i marmor, der tematiserer miljøproblematikker, kan findes side om side med en kopi udført i jade af de håndjern, han var iført i forbindelsen med sin arrestation. En 1:1-kopi af hans fængselscelle kan findes side om side med videoer, der dokumenterer Kinas eksplosive urbanisering. Alvorlige dokumentarprogrammer og karikerede musikvideoer. Noget er stort, noget er småt. Noget er for sjov, og noget er dødelig alvor.

Ai Weiwei har på denne måde bevæget sig fra enkeltværker til stadig mere komplekse narrativer, hvor de enkelte elementer ikke længere kan forstås løsrevet fra sammenhængen. Hans udstillinger er blevet større og større, og udstillingsaktiviteten uden for Kina har i de seneste år været intens. På denne måde synes de kinesiske myndigheder ufrivilligt at have bidraget til hans stjernestatus. Jo mere de presser, jo mere uovervindelig bliver han. Ai Weiwei er det 21. århundredes superhelt, og kreativitet og originalitet er hans superkræfter.

Tekst: Ulf Dalvad Berthelsen. Artiklen har tidligere været bragt i Magasinet Kunst (Nr. 5/2014) under titlen ‘Ai Weiwei – Det 21. århundredes superhelt’

Læs mere om udstillingen på www.faurschou.com

Facebook Twitter

AI WEIWEI: EVIDENCE

Ai Weiwei - Wikimedia CommonsAi Weiwei er formentlig de seneste års mest omtale kunstner. Hans værker er spektakulære, og han skaber debat, provokerer og investerer i bogstaveligste forstand sig selv i sit kunstneriske projekt. Hvad dette projekt går ud på, kan man blive lidt klogere på ved at lægge vejen forbi Martin Groprius Bau i Berlin, hvor Ai Weiwei for tiden er aktuel med en omfattende soloudstilling.

Det første man ser, når man træder indenfor, er værket Very Yao. Det hænger i indgangspartiets glaskuppel og består af op imod 150 funklende cykler føjet sammen til en svævende skamstøtte over de kinesiske myndigheders formodede justitsmord på den unge kineser Yang Jia.

Det næste man ser, hvis man ellers ser ordentligt efter, er to overvågningskameraer, der diskret er rettet mod beskueren. Kameraerne, der er hugget i marmor, er kopier af de overvågningskameraer, politiet har placeret uden for Ai Weiweis atelier i Beijing, og værket er nøgternt betitlet Surveillance Camera.

Hermed er tonen slået an. For udstillingen, der bærer navnet Evidence, er i høj grad et vidnesbyrd i sagen Ai Weiwei vs. Folkerepublikken Kina. Og det er ikke småting, der føres bevis for. Der er blandt meget andet værker, der dokumenterer den eksplosive urbanisering af Kina, der pågår i disse år. Der er værker der problematiserer myndighedernes håndtering af jordskælvskatastrofen i Sichuan provinsen i 2008, og der er ikke mindst værker, der dokumenterer og kritiserer myndighedernes behandling af Ai Weiwei selv.

Udstillingens omdrejningspunkt er med andre ord kunstneren som aktivist og dokumentarist, og når man bevæger sig rundt på udstillingen, er det tydeligt, at den kurateret med særligt henblik på at understrege netop denne tematiske pointe og ikke på at skabe et homogent udtryk. Spændvidden i de kunstneriske udtryksformer er således enorm: Der er ready-mades, foto- og videoværker, jernskulpturer, bronzeskulpturer, marmorskulpturer, keramik, musikvideoer, installationer og meget andet. Nogle værker er små og undseelige, mens andre er store og overvældende. Nogle tager udgangspunkt i århundrede gamle håndværkstraditioner, mens andre baserer sig på den nyeste informationsteknologi.

Dette virvar af former og udtryk kan umiddelbart virke spraglet og usammenhængende, hvilket da også har fået den tyske kulturjournalist Cornelius Tittel til kættersk at antyde, at Ai Weiweis kunstneriske talent måske alligevel er til at overse, og at den institutionaliserede kunstverdens ukritiske begejstring ikke modsvares af de enkelte værkers kunstneriske kvalitet.

Kritikken forekommer dog at være forfejlet og lidt bedaget: Et stykke bøjet jern, skulle det være kunst? Udstillingen understreger nemlig med al ønskelig tydelighed, at Ai Weiweis produktion ikke kan forstås som enkeltstående værker med særskilt kunstnerisk kvalitet, men i stedet må forstås som ét stort dynamisk hele, der inkluderer kunstneren selv, hans tilhængere og modstandere, folket, systemet, myndighederne, cyberspace, offentligheden, publikum, kunstverdenen og alt det andet, der på den ene eller den anden måde inddrages i hans kunstneriske praksis.

Tittel er imidlertid ikke ene om at forholde sig distanceret til Ai Weiwei, og hvis man tager sig tid til også at se udstillingen Die 8 der Wege, der lige nu vises i Uferhallen ikke så langt fra Martin Groprius Bau, får man mulighed for at opleve en mere interessant og subtil kommentar til Ai Weiwei og hans betydning for samtidskunsten. Her kan man nemlig se He Xiangyus berygtede remake af Jaques-Louis Davids Le Mort de Marat, der forestiller Ai Weiwei liggende død på gulvet. Et medlidenhedsfadermord begået af en af den yngre generations markante kinesiske kunstnere, der nok sympatiserer med personen Ai Weiwei, men har svært ved at genkende sig selv i hans projekt.

Hverken Cornelius Tittels eller He Xiangyus kommentarer kaster dog skygger over udstillingen i Martin Groprius Bau. Tværtimod. Deres kommentarer tilføjer blot endnu nogle facetter til en i forvejen fremragende udstilling. Man benoves over stolehavet i bygningens atriumgård. Man gyser ved tanken om 81 dages indespærring, når man kanter sig rundt i den trange 1:1 kopi af Ai Weiweis fængselscelle, og man forbløffes over myndighedernes absurde kontrol, når man i en video ser Ai Weiwei begå civil ulydighed i en taxi i Beijing.

Ai Weiwei er kort sagt sprællevende, og der er al mulig grund til at spærre øjnene op og lade sig hvirvle ind i hans kunstneriske omgang med verden.

Martin Groprius Bau, Berlin – 3/4-31/7-2014

Link til Conelius Tittels anmeldelse i Die welt: http://www.welt.de/kultur/kunst-und-architektur/article126500975/Ai-Weiwei-entzaubert-sich-mit-seiner-Kunst-Show.html

Link til udstillingen Die 8 der Wege: http://die8derwege.info/

Se værker af Ai Weiwei her: https://www.google.dk/search?q=ai+weiwei&biw=1366&bih=622&source=lnms&tbm=isch&sa=X&ei=keE4VI-MLcn4yQOHsYKQCA&ved=0CAYQ_AUoAQ

Anmeldelsen har også været bragt  i Magasinet Kunsts netudgave: http://www.magasinetkunst.dk/Home/Detail/MzA0NQ%3d%3d

Tekst: Ulf Dalvad Berthelsen

Facebook Twitter

AI WEIWEI: KUNSTNER/KUNSTVÆRK

Der er en besynderlig uoverensstemmelse mellem hans milde beskedne fremtoning og det faktum, at det mægtige Kina betragter ham som en risiko for statens sikkerhed. Kan en kunstner virkelig være så farlig?

Hans produktion er enorm, og det er vanskeligt at fastholde ham i en bestemt rolle. Han laver overdådige installationer og performancekunst,  men er han er også arkitekt, dokumentarist og politisk aktivist. På den ene side har hans værker dybe rødder i traditionelt kinesisk kunsthåndværk. På den anden side er hans metoder radikale og ekstremt moderne, og han formår at mobilisere tusindvis af tilhængere via de sociale medier.

I 1995 knuste Ai Weiwei en antik vase fra Han-dynastiet. Hans performance skabte furore og delte publikum i de begejstrede, der så det som et politisk statement og et slag i ansigtet på de kinesiske myndigheder, og de forargede, det så det som skændig provo-kunst og vandalisme mod vores fælles kulturarv.

Begivenheden er bevaret i form af en serie på tre sort/hvide fotografier. Billederne fastfryser øjeblikket, hvor Ai Weiwei iført maosko og vadmelsklæder slipper vasen, så den falder til jorden og knuses. Men hvad var det egentlig han knuste? Et symbol på Kinas storhed? Vestens naive forestilling om Kina? Eller var det en bitter kommentar til folkerepublikkens kulturpolitik og et regime, der sendte hans far i arbejdslejr?

Ai Weiwei har gennem årene evnet at balancere mellem systemkritik og frihed til at føre sine projekter ud i livet. Men i 2011 var det slut. De kinesiske myndigheder jævnede hans atelier i Shanghai med jorden og senere på året blev han arresteret og tilbageholdt i adskillige måneder.

Dette har naturligvis ikke svækket Ai Weiweis indflydelse. Ai Weiwei er stor, fordi overmagten er stor, og i 2011 udnævnte Art Review ham til verdens mest indflydelsesrige kunstner. Men det er også blevet vanskeligt at adskille kunstneren fra værket, aktivisten fra protesten, dokumentaristen fra det dokumenterede. Han er blevet et fænomen. Han er er blevet den vestlige verdens darling. Alle vil have en bid af kagen.

Succesen kan dog som en ondskabsfuld ironi vise sig at stække ham. Hans muligheder for at agere i Kina er kraftigt indskrænkede, og hvis hans entusiastiske støtter i Vesten reducerer ham til et billede på deres eget demokratiske sindelag, vil hans indflydelse hurtigt drukne i kunstverdenens lunefulde  modestrømme.

Se Ai Weiwei knuse vasen: http://www.telegraph.co.uk/culture/culturepicturegalleries/8004485/Ai-Weiwei-and-The-Unilever-Series.html

Se billeder fra nedrivningen: http://www.designboom.com/weblog/cat/10/view/12795/ai-weiweis-shanghai-studio-demolished.html

Art Review: http://www.artreview.com/profiles/blogs/ai-weiwei-number-one-in-artreview-s-power-100

Facebook Twitter

AI WEIWEI I BERLIN

Hvis man er fan af den kinesiske superstar Ai Weiwei, er der god grund til at smile for tiden … hvis man altså bor i Berlin. Siden februar har man på Berlins Museum For Asiatisk Kunst kunnet se værket ‘Teahouse’. I foråret kunne man så, mens Ai Weiwei stadig var tilbeholdt af de kinesiske myndigheder, se hans monumentale porcelæns- og træskulpturer ‘Rock’ og ‘Tree’ hos Neugerriemschneider. Endelig er det nu også kommet frem, at Ai Weiwei har takket ja til en stilling som gæsteprofessor på UdK Berlin.

http://www.udk-berlin.de/sites/content/themen/aktuelles/index_ger.html?infoID=e136548

Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen

Facebook Twitter