VIBORG KUNSTHAL: NOT AT HOME
Anders Bonnesen: PSOT STPO PTSO …
Viborg Kunsthal har i samarbejde med folkene bag Skulpturi.dk skabt gruppeudstillingen NOT AT HOME. På udstillingen kan man opleve i alt 26 installationer, der på forskellig vis kredser om det at slå sig ned. Installationerne folder sig ud både indendørs og udenfor på arealet, der omgiver Brænderigaarden. Der hegnes ind og pakkes ud og mange af værkerne kredser om det at slå sig ned, og om det at gøre stedet til sit og tage det i brug.
Eva Steen Christensen, Interiør 1:10
På udstillingen kan man se værker af:
Ann Louise Andersen, Bank & Rau, Anders Bonnesen, Eva Steen Christensen, Torben Ebbesen, Jørgen Fog, Veo Friis Jespersen, Per Gerhard Jørgensen, Christine Overvad Hansen, Hesselholdt & Mejlvang, Sophus Ejler Jepsen, Elle K. Jørgensen, Heine Kjærgaard Klausen, Jørgen Carlo Larsen, Karin Lorentzen, Claus Larsen, Henrik Menné, Tina Maria Nielsen, Henrik Plenge Jakobsen, Tanja Nellemann Poulsen, René Schmidt, Hartmut Stockter, Rikke Ravn Sørensen, Mikael Thejll, Miguel Vega Olivares og Vinyl Terror and Horror.
Vinyl Terror & Horror: A Certain Level of Reality
Henrik Ménne: Afrundingsanordning
Udstillingen kan ses frem til 16/8-2015
http://viborgkunsthal.viborg.dk
Tekst, video og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
ANDERS BONNESEN: Tekst(il), tekst(ur), skulptur
Anders Bonnesen laver skulpturer. I hvert fald en slags skulpturer. Han makulerer, hækler, rekonstruerer, maskinoversætter og laver bronzeafstøbninger og patchwork. Blandt andet.
Inspirationskilderne er ofte litterære, og han har et skarpt blik for sprogets snubletråde og faldgruber. Siden han dimitterede fra De Kongelige Danske Kunstakademi i 2005 har han været en aktiv del af det mere eksperimenterende danske kunstmiljø, og han var blandt andet med i kredsen omkring det brugerstyrede udstillingssted Skulpturi.dk.
Han pirker ustandseligt til vores fastgroede forestillinger om hvad en skulptur er og kan, og i 2011 modtag han Atrid Noacks Legat for sin foreløbige indsats.
Han er lige nu aktuel med soloudstillingen WORDS ARE THE CLOTHES THOUGHTS WEAR hos Charlotte Fogh Gallery i Aarhus, og jeg har i den anledning mødt ham til en samtale om hans tilgang til arbejdet med skulpturer.
Du er uddannet på billedhuggerskolen og har arbejdet i de samme værksteder som Thorvaldsen og andre store koryfæer. Hvad er dit forhold til den klassiske billedhuggertradition? Spiller den nogen rolle i forhold til din tilgang til arbejdet med skulptur?
”Når jeg kalder mine arbejder for skulpturer, er det ikke for at legitimere dem med traditionen, men vel for at pege på, at det er en slags kunstværker, der har nogle mellemværender med materialer – måske nogle mellemværender, der er mere centrale for dem end for en anden slags kunstværker. Og den slags kunstværker plejer vi at kalde ’skulpturer’.
Sol LeWitt siger i sine sentenser om konceptkunst , at man begrænser sit handlingsrum, når man benytter ord som ’maleri’ og ’skulptur’ om sine arbejder, fordi man så ikke kan tænke ud over og overskride den tradition, ordene indebærer. En samtidig konceptkunstner, Lawrence Weiner, betegner sig selv som skulptør. Selvom vi oplever hans værker som ren (layoutet) tekst, er der, siger han, en materiel praksis bag skriften.
For omkring 10 år siden, mens jeg stadig var akademielev, deltog jeg på en udstilling på udstillingsstedet Overgaden, som vi gav titlen Hvorfor gik skulpturen over gaden?, sammen med bl.a. fluxuskunstneren Eric Andersen, som jeg havde nogle gode kategori-diskussioner med. I et af mine forsøg på at få ham overbevist om skulpturkategoriens brugbarhed, talte jeg begejstret om Robert Filliou, og om at jeg betragtede Filliou som en meget interessant og væsentlig skulptør. Hvilket Eric jo kunne affeje med: Robert mente nu selv, at han var digter.
Men altså, traditionen har jo indoptaget sine egne overskridelser, og jeg tror ikke, man bare kan vælge at forholde sig til én del af den. Men jeg betragter ikke skulptur som noget særligt konservativt, selvom jeg godt ved, at det er der mange, der gør.”
Mange af dine værker har på en eller anden måde et sprogligt afsæt, og du tager ofte spørgsmålet om sproglig form meget bogstaveligt? Hvad sker der i mødet mellem sprog og skulptur?
”Jeg kan nok bedst tale om hvad der sker i sammenstødet mellem sprog og ting: Vi ved jo godt, at sproget bare er noget, vi har aftalt som betegnelser for verden, og at det nødvendigvis må være fyldt med huller. En skulptur er måske – eller mine skulpturer er måske – nok et forsøg på at opholde sig i de huller og holde dem åbne. Jeg stjal engang en udstillingstitel fra digteren Pentti Saarikoski: Der skal være vinduer og døre, ellers er det ikke et hus. Det siger det måske bedre, end jeg kan.”
Kan en billedhugger noget med sproget, som en forfatter ikke kan?
”Joh, altså, måske for så vidt som de to laver noget forskelligt – altså for så vidt som forfatteren har et ønske om at producere litteratur og billedkunstneren et ønske om at producere, fx en skulptur … altså om at bidrage til, og måske overskride, hver deres tradition.
Jeg er måske ikke den rigtige til at udtale mig om, hvad en forfatter som sådan kan. Jeg beundrer og finder stor inspiration i litteratur, og jeg oplever det som havende en ret direkte beslægtethed med det, jeg gerne vil og interesserer mig for. Men jeg kan ikke for alvor blive klog på, hvad det er – ud over mig, der stjæler.
For nogle år siden var der et lyriktidsskrift, der ville lave et helt særnummer om min ”litterære produktion”, som på det tidspunkt var endnu mere ynkelig end nu. Jeg forsøgte at benytte lejligheden til at afklare nogle af disse spørgsmål for mig selv, altså at drage billedkunsten ind i det. Men inden vi nåede særligt langt, måtte bladet dreje nøglen om!”
Din lille udgivelse Landfastsættelser vakte stor opmærksomhed i visse litterære kredse. Den var både på Hvedekorns liste over vigtig poesi i 2013 og nomineret til Lars Bukdahls smalle litteraturpris ’Bukdahls Bet’. Var det en misforståelse?
”Måske. Det var ikke, som sådan, min mening at skrive poesi – endsige vigtig poesi (eller overhovedet at skrive). I den novellesamling, Landfastsættelser omskriver, er der en novelle om en mand, der bytter om på ordene i sit sprog, fordi hans liv er trist og ensformigt. Og det oplever han kortvarigt stor glæde ved, indtil han indser, at han ikke længere kan meddele sig til andre. Det kan man godt sætte sig ind i, synes jeg.
Ideen til bogen, som var en idé om en slags prosa-generator, blev egentlig droppet for mange år siden, da en lingvist skød den ned med at det kun er forfatterintentionen, der gør det interessant at læse bøger. Dengang tænkte jeg ikke rigtigt over, at han jo var lingvist og ikke fx forfatter eller litterat, men vel nok læser. Jeg genoptog ideen, da en læser – min ene læser – havde gjort meget for at få fat i et lille hæfte, jeg engang lavede i et førsteoplag på 50 eksemplarer og et andetoplag på 25. Min ene læser fortjente en bog mere, syntes jeg.”
Du oversætter også meget, fx noveller til nonsens, tekst til tekstil (og tilbage igen), ordspil til strikketøj og strikketøj til bronzeskulpturer. Hvorfor er disse oversættelsesprocesser interessante som kunstnerisk metode?
”Jo, man kan vel godt kalde det en slags oversættelses-metode. Det var der også en anden, der gjorde mig opmærksom på for nyligt; at det hele kan ses som en slags fejloversættelser (mellem sprog og materialitet, mellem sprog og sprog, mellem ting og andre ting). Jeg har ikke selv været så opmærksom på det som en metode. Men måske er det noget med at øge afstanden mellem sprog og ting en smule, så det måske bliver muligt at tænke på en anden måde – eller endnu bedre: så det bliver helt umuligt at tænke, som man plejer.”
Er transformationsprocesserne en del af værkerne?
”Ja, alt hvad der indgår i værkerne, er en del af dem.”
Er det processuelle fokus udtryk for en form for ’ufærdighedsæstetik’?
”Nej, det mener jeg ikke. Jeg ved såmænd heller ikke, om mit fokus som sådan er processuelt. Men arbejdet er jo en proces, som i større eller mindre grad kan ses i værket.”
Er processen vigtigere end produktet?
”Det er lidt et trickspørgsmål. Men nej, det vigtigste må være det, der møder nogen andre end mig. Hvad der er vigtigst for mig og videreudviklingen af min praksis, kan én, der møder et givent værk, jo heldigvis sagtens tillade sig at være fløjtende ligeglad med.”
Er der noget du mangler at oversætte?
”Hvis du med ’oversætte’ mener, om der er noget tilbage at lave værker ud fra, så ja, det håber jeg da meget. Jeg satser kraftigt på at stå op igen i morgen.”
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
Interviewet har tidligere været bragt i Magasinet Kunst
OPHØRSUDSALG – SKAL ALT VÆK?
Aestet.dk har været ude at ose. Nærmere bestemt i det multimarked, der i marts måned var indrettet i Skulpturi.dk’s lokaler i en baggård i Store Kongensgade (se billederne i galleriet). Her fik jeg en snak med Anders Bonnesen om brugerstyrede udstillingssteder i almindelighed og om Skulpturi.dk i særdeleshed. Det var hyggeligt, men det var også i sidste øjeblik, for Skulpturi.dk må efter alt at dømme dreje nøglen om i løbet af sommeren.
Skulpturi.dk er et brugerstyret udstillingssted for samtidsskulptur og en lidt besynderlig størrelse: Et ikke-kommercielt galleri finansieret af en bevilling fra Kunstrådet samt private donationer fra Frimodt-Heineke Fonden og Martha og Paul Kerrn-Jespersen Fonden. Stedet har således forsøgt at få fodfæste i sprækken mellem det kommercielle og det institutionelle. Dette er for så vidt lykkedes udmærket, men når pengene er brugt i løbet af 2012, er der ikke umiddelbart udsigt til flere.
Folkene bag Skulpturi.dk er ud over Anders Bonnesen kunstnerne Eva Steen Christensen, Veo Friis Jespersen, Heine Kjærgaard Klausen, Jørgen Carlo Larsen, Karin Lorentzen, Tina Marie Nielsen, Rikke Ravn Sørensen og Mikael Thejll samt kunsthistorikerne Magnus Thorø Clausen og Philip Pihl Due. Sammen har de gennem fire år arbejdet på at skabe en platform for samtidsskulpturen i alle dens afskygninger. Dette har indtil videre resulteret i syvogtredive udstillinger og et omfattende billedarkiv, der dokumenterer de mange værker, der har været vist, siden Skulpturi.dk første gang slog dørene op i november 2007.
På åbningsudstillingen kunne man blandt meget andet se en lysskulptur af Jørgen Carlo Larsen, en denimskulptur af Axel Lieber og en lydskulptur af kunstnerduoen Vinyl Terror & Horror (Camilla Sørensen og Greta Christensen), og man markerede således, at et væsentligt formål med projektet var at udfordre skulpturgenren. Skulpturi.dk er med andre ord ikke blot et udstillingssted. Det er også et eksperimentarium og et fagligt forum for diskussion og udforskning af skulpturen som både objekt og begreb.
Nysgerrigheden og lysten til at afsøge skulpturens grænseegne har været stor ligesom diversiteten i materiale, metode og tematik. En væsentlig fællesnævner har dog været opgøret med forestillingen om skulpturen som et solitært objekt: Et tredimensionelt objekt man kan gå rundt om og betragte fra forskellige vinkler. Der er snarere tale om, at man går ind i skulpturen – at installation og skulptur smelter sammen. En skulptur opleves altid i et rum, og samspillet mellem objekt og rum er blevet et eksplicit tema og rummet en del af værket.
Et andet eksplicit tema har været forholdet mellem værk og proces. Er processen og den æstetiske praksis mål eller middel? I denne sammenhæng valgte man at mindes billedhuggeren Ib Braase, der døde i foråret 2009. Det skete med en udstilling, hvor netop det processuelle aspekt var i fokus. 
Når man efterfølgende sidder med den omfattende billeddokumentation fra Skulpturi.dk’s mange udstillinger fremstår det som en indlysende beslutning. Ib Braases betydning for den aktuelle skulpturscene kan næppe undervurderes. Hans radikalitet og reflekterede praksis har sat sine tydelige spor.
Det er en kendt sag, at det er vinderne, der skriver historien. Også kunsthistorien. Netop derfor er Skulpturi.dk et meget interessant foretagende. Som brugerstyret kollaborativ er de hverken underlagt museernes konservative indkøbspolitik eller galleriernes kommercielle hensyn. Derfor har de kunnet give plads til værker, der både er interessante og vigtige, men næppe ville have fundet vej til hverken galleriernes eller museernes bonede gulve. 
De er en del af den aktuelle kunstscene som udstillere men også som kunstnere og dokumentarister. Hermed er de både med til at skabe og skrive kunsthistorie, og www.skulpturi.dk er et snapshot af den danske kunstscene i begyndelsen af det nye årtusinde, der ikke var blevet taget, hvis de ikke selv havde gjort det.
Set i dette lys er det naturligvis begrædeligt, at Skulpturi.dk må lukke. Kræfterne er dog på ingen måde spildte. For selvom udstillingsaktiviteten ophører til sommer, foreligger der stadig et unikt dokument i form af hjemmesiden og det store frit tilgængelige billedmateriale, og der er ingen grund til at tro, at de foretagsomme bagmænd og -kvinder ikke finder nye veje at gå i bestræbelserne på at formidle samtidsskulpturen.
Mens man venter, kan det på det varmeste anbefales at gå på opdagelse i arkiverne på www.skulpturi.dk!
Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen
Foto: Iben Bølling Kaufmann & Erling Lykke Jeppesen; venligst stillet til rådighed af Skulpturi.dk
MULTIMARKED PÅ SKULPTURI.DK
Aestet.dk har været forbi Skulpturi.dk’s multimarked i Store Kongensgade. Ved samme lejlighed fik jeg en snak med Anders Bonnesen om idéen bag Skulpturi.dk og om samtidskulptur i al almindelighed. Det kommer man til at høre mere om senere. I mellemtiden kan man studere udvalgte objekter fra udstillingen i galleriet nedenfor.
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
ANDERS BONNESEN VISER VEJ
Om Anders Bonnesens værker er skulpturer eller installationer er vanskeligt at svare entydigt på. Uanset hvilken betragtning man anlægger, er det dog klart, at rummet er en lige så betydningsfuld del af værkerne som selve de genstande, der udfylder det. Det samme gælder sproget, der enten i makuleret form eller som patchwork-statements er vævet eller syet ind i værkerne.
Man kan for tiden få syn for sagn ved at besøge Holstebro Kunstmuseum. Udstillingen, der bærer titlen ‘Hvis du ikke ved, hvor du skal hen, vil alle veje føre dig dertil’, udfolder sig i to rum – et åbent og et lukket. I det åbne rum møder man en gruppe af Bonnesens skilte-skulpturer. Gruppen minder om en galakse, hvor færdselstavlerne løsrevet fra deres normale kontekst viser alle eller ingen steder hen.
En central del af Bonnesens praksis er at skille velkendte ting ad og samle dem på ny. Færdselstavlerne er normalt entydige symboler, der viser os rundt i en velordnet verden, hvor vi kan bevæge os frem og tilbage og til højre eller venstre. Nu møder vi dem pludselig i en farvestrålende galakses uendelige og retningsløse rum, og med et rives tæppet væk under betragteren. Færdselstavlernes statiske og statsautoriserede betydning er forsvundet, og det bliver pludselig et eksistentielt problem at finde i den rigtige retning.
Udstillingens titel, der pryder døren ind til det andet rum, fortæller, at målet er nået. Man træder indenfor og får atter fast grund under fødderne. Men kun for en kort bemærkning. For når man kigger ned kan man ikke se bunden. Om dette er tilsigtet, er ikke til at sige, men den blå farve på ‘blindvej’-skiltene, der dækker gulvet, giver en fornemmelse af en uendelig dybde, der kun kan krydses via det net af stier, der dannes af de rød/hvide symboler på skiltene. Betragteren er havnet i en uendelig blindgyde.
I Bonnesens forbløffende rum findes der også patchwork-betrukne møbler og en skærm, hvis overflade er vævet af makuleret litteratur. Ligesom det var tilfældet med skilteskulpturerne, forsøger Bonnesen også med disse værker, at aftvinge materialet ny betydning ved at skille det ad og samle det påny. Patchwork-skriften opstår, idet ensartede og i sig selv betydningsløse stofstykker sys sammen til et møbelbetræk. Det er således den kunstneriske praksis, der i bogstaveligste forstand skaber betydning – fra stof til skrift. Papirtekstilet derimod er nærmere opløsning af eksisterende betydning, idet tætskrevne sider makuleres og væves sammen til en ensartet stuktur – fra skrift til stof.
Denne dobbeltbevægelse mellem materiale og mening synes sammen med gentagelsen at være en væsentlig motor i Bonnesens æstetiske praksis. Man møder den i så forskellige værker som bog-værket ‘Kongruens’ fra 2005, ‘Back to square one’ og ‘Wittgenstein – fejlcitat’ fra 2010 og altså i rigt mål på udstillingen ‘Hvis du ikke ved, hvor du skal hen, vil alle veje føre dig dertil’.
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen