PUNK, POP OG PROVOKATION – Anselm Reyle på Arken
Sætter man sig i den ramponerede sofa midt mellem skraldebjerge og krøllede foliebilleder, kan man i et videointerview høre Anselm Reyle fortælle om sin tilgang til kunstnerisk praksis, der både er reflekteret og intellektuel. Dette vækker umiddelbart en vis undren, fordi den glitrende grimhed, der opstår, når skrot og forfaldsæstetik kombineres med neonlys og maling i glade farver, synes at udfolde sig i spændingsfeltet mellem punk og popkunst. To bevægelser, der hver på sin vis er antiintellektuelle udtryksformer.
Reyle har ved flere lejligheder henvist til Duchamps idé om readymades som et vigtigt udgangspunkt for sit arbejde. Med sine readymades udfordrede Duchamp kunstbegrebet, hvilket blev opfattet som stærkt provokerende. Reyle udfordrer også kunstbegrebet, men provokationen udebliver. Netop dette gør Reyle til filosof snarere end provokunstner, for Reyle udfordrer kunstbegrebet velvidende, at provokationen udebliver. Vi væmmes ikke ved skraldet – forbrugersamfundets restprodukt. Punk er hipt, og pop er let fordøjeligt. Heri består hans egentlige genistreg: Han udstiller konsumerismens indifferens. Skraldet er sammen med provokationen blevet et stuerent og eftertragtet investeringsobjekt, når det iscenesættes i pæne institutionelle rammer.
Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen
