Posts tagged “Fotografi

BORIS MIKHAILOV: EN RUSSISK MAVEPUSTER

borisI løbet af vinteren og foråret har man på Saatchi Gallery i London kunnet se et imponerende udvalg af russisk samtidskunst. Det er på mange måder en meget dyster og foruroligende oplevelse, og mange af kunstnerne kredser om nationale traumer og systemets overgreb. Mest foruroligende er dog det overvældende udvalg af Boris Mikhailovs fotografier. Her er ingen grimhedens æstetik. Kun grimhed. Ingen Larry Clarksk romantisering af livet på vrangsiden. Kun den hæslige skinbarlige virkelighed.

I nyere skandinavisk fotografi arbejder man ihærdigt på at vriste fotografiet fri af virkelighedens faste greb. Astrid Kruse Jensens store suggestive erindringsbilleder er et godt eksempel. Det samme er svenske Annika von Hauswolffs mystiske kriminalfantasier. Det gør Mikhailov ikke. Han udstiller verden som den. Og det er næsten det værste. For virkeligheden overgår fantasien i en sådan grad, at det kniber med at finde ord. Den groteske og obskøne dokumentarisme er overvældende. En russisk mavepuster, der må få selv de mest forhærdede til at tabe luften.

http://www.google.dk/search?q=boris+mikhailov&source=lnms&tbm=isch&sa=X&ei=S2mjUZmdMMHl4QS3sIGIDg&sqi=2&ved=0CAcQ_AUoAQ&biw=1166&bih=599

Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen

Facebook Twitter

LUCIA GANIEVA: I DRØMMELAND

”… rigtige mennesker og deres genkendelige hverdagsliv, personer i en illusionistisk fortælling om et tilfreds folk, der bor i idylliske omgivelser i birketræernes skygge” – Lucia Ganieva

 

De gamle smiler. På en gang nysgerrigt og uudgrundeligt. De ser direkte ind i kameraet. Og vi ser tilbage. Gennem linsen. Et kig gennem nøglehullet til en svunden tid. Bølgende kornmarker og hvide birkeskove. Et nøjsomt præmoderne paradis, hvor man ikke konsumerer mere end man selv kan producere. Man glæder sig over det store i det små, og længslerne dulmes med et kig på en af de farvestrålende drømmevægge.

 

 

Kvindernes hovedbeklædning stråler om kap med drømmevæggene. En blomstrende og vildtvoksende folklore er vævet ind i de smukke tørklæder. De unge kvinder bærer dem også. Men de smiler ikke. De fleste af dem ser væk. Tørklæderne tynger og farvepragten står i skærende kontrast til resten af dragten. Man ser pludselig at kjolen er lurvet og lidt for stram. Joggingbukser og udtrådte badesandaler. Vemod og tristesse.

En ung pige iført jeans omfavner et birketræ. Hun har lagt øret mod stammen. Det ser næsten ud som om hun lytter. Den høje stamme står med rødderne dybt begravet i fædrelandets jord. Måske lytter hun efter en stemme fra fortiden. Lytter og drømmer. Drømmer om det tabte. Men hun ser også. Ser tomt frem for sig med det slørede blik rettet mod fremtiden. Fremtiden og mulighederne. Spændt ud mellem hjemve og udlængsel. Et subtilt snapshot af den tabte uskyld fastfrosset i birketræernes skygge.

 

Lucia Ganievas fotografier fra Udmurtia i det centrale Rusland kan for tiden kan ses på Brandts.  I 2009 modtog hun FotoTriennale.dk Prisen og udstiller i den anledning på Museet For Fotokunst i forbindelse med Fototriennale.dk 2012.

Tekst og installation views: Ulf Dalvad Berthelsen

Fotografierne er venligst stillet til rådighed af Museet for Fotokunst.

www.luciaganieva.com

www.fototriennale.dk

www.brandts.dk

 

Facebook Twitter

LARRY CLARK: TÆT PÅ VIRKELIGHEDEN

De syner ikke af meget på endevæggen i det store imødekommende udstillingslokale på Brandts. Ti undseelige fotografier i fine gråtoner. Men de er både berømte og berygtede. Fotografierne fra Tulsa. Fotoreportagen hvor Larry Clark uden blusel lader kameralinsen stille skarpt på en gruppe småkriminelle stofmisbrugeres dionysiske undergangsorgie. Og han er selv med som både deltager og iagttager. En art gonzo-fotografi, der med lige dele kompromisløshed og selviscenesættelse skildrer ungdommelig dødsdrift for fuld udblæsning.

Fotografierne vakte stor opstandelse, da de blev udgivet i bogform i 1971. De var grænseoverskridende og chokerende, og det er de for så vidt stadig. Fotografierne af spædbarnet der skal begraves og den gravide pige, der i hammershøisk belysning stikker kanylen i armen er uhyrlige og hårrejsende. Men de er også noget andet. For som så mange af de store fotografer fra Guds eget land er Larry Clark tættere på virkeligheden end på Gud. Her er ingen metafysiske implikationer. Reportagen er ikke en martyrberetning. Tværtimod. Det er en beretning om handling og konsekvens. En frihedserklæring og en hedonistisk fuck-finger til 70’ernes bornerte småborgerskab. Lige midt i bibelbæltets blødende hjerte.

Måske er Larry Clark blevet klog af skade. I hvert fald hviler der en anderledes mistrøstig atmosfære over udstillingens anden del. Der er noget forstemmende over unge Jonathan Velasquez’ ørkenvandring fra flabet pubertetsdreng til alvorlig ung mand. Lømlerne poserer selvbevidst. Nye fester, nye veninder og nye drengestreger. Der er masser af solskin og masser af attitude. Men intet sker. De larmer og provokerer. Går på stranden. Mooner sagesløse bilister. Og keder sig.

De store farvefotografier overlader intet til fantasien. Morgenhår og dårlig hud. Alt kan ses. Her er intet formildende soft glow. Den æstetiske fingerspitzengefühl der gjorde Tulsa-seriens frastødende motiver dragende er erstattet af en naturalistisk råhed, der gør udsigtsløsheden frastødende. Her er det ikke Dionysos men Sisyfos, der er på arbejde.

Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen

Mere om Larry Clark: http://www.americansuburbx.com/channels/l/larry-clark

www.brandts.dk

Facebook Twitter

BOSERUP & ANDERSSON: BLIK/RUM/BLIK/RUM/BLIK

Når man møder Julie Boserups fotocollager i udstillingslokalerne hos Peter Lav Gallery, er det som at træde ind i et værelse med udsigt. Man kan kigge ud og lade blikket vandre. Men ruden er slået itu. Arkitektoniske brudstykker flyder sammen til abrupte og fragmenterede byrum. Dansk funktionalisme, teglstensarkitektur og transatlantisk metropolisme smelter sammen til nye og ukendte virtuelle steder.

Himlen er blå. Det er sommer. Alligevel hviler der en kølighed over billederne. En kølighed der forstærker det foruroligende ved det forvrængede perspektiv. Hvem er beboerne? Og hvor er de? Der er ingen mennesker. Til gengæld er der natur. Foran og bagved og i sprækkerne. Den ligger og lurer. Parat til at trænge ind og genvinde tabt territorium.

 

Billederne sitrer. Der er mange antydninger men ingen udsagn. I den forstand er udstillingens titel velvalgt. Man tilbydes et udsigtspunkt. Et perspektiv. Og vil man have udvidet horisonten, må man kravle ud af de virtuelle vinduer og gå på opdagelse i verden udenfor.

I det tilstødende lokale hænger der også fotocollager. Det er Anna Nordquist Anderssons. Her er der  ingen vinduer. Der er kun glughuller, og man må tæt på for at se, hvad der foregår på den anden side af glasset. Når man er kommet det, opdager man til sin store overraskelse, at der står nogen på den anden side og kigger ind. Blikkene fyger. Man kigger. De portrætterede kigger. Og øjnene. Blikkene væver et kompliceret spind af relationer mellem iagttagere og man fanges i det.

Billederne er finurlige. De rummer et væld af historier. Nysgerrigheden vækkes. Man vil gerne vide mere. På den anden side vækker de også en vis melankoli. Der er noget hengemt over dem. Noget antikveret. Et kig gennem glughullet til en svunden tid. Melankolien fordufter dog hurtigt, når man konfronteres med de indtrængende blikke. Man kommer i tanke om sig selv og føler sig afsløret. Gennemskuet.

Julie Boserup: Prospect Point og Anna Nordquist Andersson: I See Through You

Tekst: Ulf Dalvad Berthelsen. Foto: Erling Lykke Jeppesen. Venligst stillet til rådighed af Peter Lav gallery.

http://julieboserup.com

http://www.annanordquistandersson.se/

http://www.plgallery.dk

Facebook Twitter

FOTOGRAFIER LYVER ALDRIG … SOM MAN SIGER

Da New Daily Telegraph den 4. marts 1880 trykte verdens første reportagefoto, var det slut. Malerne blev som følge af den teknologiske udvikling overhalet indenom af fotograferne. Disse tiltog sig uden videre retten til at være det 20. århundredes sandhedsvidner par excellence.  Frækt måske, men uundgåeligt.

Set i bakspejlet var dette naturligvis malernes held. Det var det, fordi fotografernes erobring af det evindelige arbejde med at dokumentere virkeligheden for alvor frisatte malerne til modernistiske eksperimenter.  Fotograferne fik dog ingen tak for deres hjælpsomhed. I stedet blev de lukket ude fra det gode selskab under henvisning til netop denne i æstetisk henseende dubiøse relation til virkeligheden.

Det er uomtvisteligt, at fotografiet bærer en særlig relation til det virkelige. Et fotografi betragtes alt andet lige som et vidnesbyrd om tingenes sande tilstand. ”Fotografier lyver aldrig” som man siger. Reportagefotografi er en hæderkronet journalistisk disciplin, kriminaltekniske fotografier fremlægges som beviser i retssager og fotografier af store og små begivenheder betragtes som historisk kildemateriale.

At disse forhold skulle kompromittere fotografiet som kunstnerisk udtryksform er dog vanskeligt at begribe. De fleste accepterer uden videre distinktionen mellem fiktion og dokumentar når talen falder på levende billeder. Vi ved godt, at Han Solo i virkeligheden hedder Harrison Ford og bor i Hollywood. Hvorfor skulle det forholde sig anderledes med fotografiet?

Disse iagttagelser er hverken kontroversielle eller overraskende. Det overraskende er,  at det har taget fotografiet omtrent hundrede år at genvinde momentum. Dette ser imidlertid ud til at ske nu, og 10’erne kunne meget vel gå hen og blive fotografiets årti.

Fotografi er blevet interessant. En lang række yngre kunstnere og fotografer herunder Julie Edel Hardenberg, Søren Lose, Camilla Rasborg, Pernille Koldbech Fich, Jakob Hunosøe, Claus Spangsberg, Astrid Kruse Jensen, Adam Jeppesen og Jacob Aue Sobol har markeret sig stærkt i de seneste år.

Også den institutionaliserede del af kunstverdenen viser massiv interesse for fotografiet. Ai Weiweis udstilling Interlacing turnerer netop nu rundt i Europa, Thomas Ruff udstiller retrospektivt på Haus der Kunst i München, og på Louisiana kan man for tiden  opleve Andreas Gurski, hvis rekorddyre billeder har gjort ham til en veritabel superstar. I den lidt mindre glamourøse men ikke mindre interessante afdeling har man også fornylig kunnet opleve Gregory Crewdson på Det Nationale Fotomuseum og Mette Tronvoll på Brandts. Hertil kommer udstillinger af historisk tilsnit som fx Lee Miller-udstillingen på Øregaard Museum, Kontroversielt! på Trapholt og Photographic Moments på Brænderigaarden.

Hvorfor nu dette postyr? Hvad er meningen? Æstetiske udtryksformer flyder ind over hverdagslivet i en sådan grad, at skellet mellem fiktion og virkelighed udviskes. Digitaliseringen har betydet, at alle uden videre kan producere og manipulere fotografier. Fotografiet er med andre ord blevet et magtfuldt middel til iscenesættelse. Spørgsmålet om virkeligheden synes at være på spil.

Dette er interessant, for hermed er fotografiet også blevet et utroværdigt sandhedsvidne! Ikke i den forstand at navlestrengen til virkeligheden er klippet over – et fotografi må nødvendigvis være et fotografi af noget – men i den forstand, at vi ikke kan stole på, at der er tale om en objektiv afbildning af virkeligheden. Det har vi naturligvis aldrig kunnet, men bevægelsen er så tydelig nu, at fotografiet sættes fri på samme måde, som det skete for maleriet i begyndelsen af forrige århundrede.

Vi forventer ikke længere, at fotografiet taler sandt. Vores reality hunger stilles andre steder, og kunstnere og fotografer har fået frie hænder til at udforske den fotografiske praksis uden særlig hensyntagen til hverken bogstavelighed eller sandhedsværdi.

Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen

Facebook Twitter

ANDREAS GURSKI: SUPERSTAR

Fotofænomenet Andreas Gurski, der frem til maj kan ses på Louisiana, cementerede i efteråret sin position som kunstfotografiets absolutte superstar. Det gjorde han, da hans fotografi Rhein II blev solgt for intet mindre end 4,3 millioner dollars på en auktion hos Christies i New York. Fotografiet er således verdens dyreste, og selv om prisen ikke er noget at regne i sammenligning med vurderingen på fx Louisianas Giacometti skulpturer, er det alligevel et bemærkelsesværdigt hammerslag ikke bare for et fotografi men for et samtidskunstværk i det hele taget.

Prisen er dog ikke det eneste bemærkelsesværdige ved Gurskis fotografier. De er også bemærkelsesværdigt detaljerede og ikke mindst bemærkelsesværdigt store. Særligt det sidste er udsædvanligt, fordi fotografier normalt ikke er så store, at deres fysiognomi påvirker oplevelsen. Det gør den imidlertid i Gurskis tilfælde. De enorme billedflader på op til 10m2 lader sig ikke overskue i et enkelt blik, og man er nødt til at bevæge sig adskillige meter for henholdsvis at studere detaljerne og at overskue motivet.

Den omfattende udstilling favner omtrent et kvart århundrede, og der er stor forskel på fotografierne. Der er dusede mennesketomme naturfotografier fra 80’erne og 90’erne. Der er komplekse farvemættede skildringer af massebegivenheder fra 00’erne og der er flimrende meditative storbyfotografier fra 10’erne.

Motiverne er mange, men de kredser alle om mennesket og naturen. Nogle gange mest om mennesket og nogle gange mest om naturen og nogle gange mest om menneskets aftryk på naturen. I Ruhrtal og Mülheim an der Ruhr, Angler forstyrres den romantiske længsel af civilisationen, der kløver naturen med motorveje og broer. I Pyongyang IV og Madonna I opløses menneskemylderet i farver og abstrakte former, og i Bangkok V ser man umiddelbart storbyens lys spejle sig i vandet og først derefter, når man kigger bedre efter, sporene af den menneskelige tilstedeværelse.

Gurskis højt berømmede hyperrealisme er i bogstaveligste forstand større end virkeligheden. Fotografierne er digitalt manipulerede og virkeligheden komprimeret. Fotografierne er fantastiske. Teknisk brillante. Men der er noget underligt ved dem. En besynderlig stilhed. Hvor er støjen fra de hundredvis af arbejdere? Hvor er brølet fra koncertpublikummet? Hvor er den infernalske larm fra motorvejen og racerbanen? Hvor er lydene fra museumsgæsterne?

Andreas Gurski-udstilling på Louisiana Museum of Modern Art, Installation shot, Foto: Brøndum & Co/Poul Buchard

Fotografierne fastfryser sublime øjeblikke og skaber dermed en art vakuum. Beskueren bevæger sig rundt i en æstetisk glasklokke tømt for hverdagslivets attributter. Her er hverken røg eller støj eller fedtede oliefingre. På denne måde løsnes båndene til den virkelighed, der nødvendigvis er udgangspunktet for ethvert fotografi, og Gurski formår via sin æstetiske praksis at vriste sig fri af forudfattede forestillinger om fotografiets midler og muligheder.

Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen

Fotografierne er venligst stillet til rådighed af Louisiana www.louisiana.dk

Facebook Twitter