Posts tagged “Jesper Christiansen

JESPER CHRISTIANSEN: ÆSTETISK TOPOLOGI

DSC_0706_732x600DSC_0742_711x600Jesper Christiansen maler rum. Ude og inde. Landskab og interiør.

Billederne er smukke og stoflige, og motiverne er umiddelbart genkendelige. Men de er også hermetiske og hårde, og realismen er kun tilsyneladende. Rummene fordobles og indlejres og grænsen mellem udenfor og indenfor opløses.

Det er topologiske studier, hvor mængden af punkter i forvredet form gestalter det erindrede, det forestillede, det drømte. Mønstre og grenværk væves sammen til betydningsmættede arabesker og den overvældende mængde af intertekstuelle referencer konfronterer hele tiden betragteren med nye spørgsmål: Hva’for en film? Hva’for en bog? Hva’for en bygning?

DSC_0719_799x600Samtidig henledes opmærksomheden hele tiden på det, der ikke er der. Stuerne er tomme, billeder er taget ned fra væggene, og de sorte skodder spærrer for udsynet. Erindringerne udviskes, og unheimlich’heden lurer lige om hjørnet.

Billederne kan for tiden ses på Holstebro Kunstmuseum under titlen ‘GO BACK’. Imperativet sender betragteren tilbage i tiden. Dels på en retrospektiv rejse gennem Jesper Christiansens imponerende værk, men også på en rejse tilbage i en kollektiv erindring, hvor motiverne hentes i mindernes krinkelkroge.

Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen

 

Facebook Twitter