LISBETH EUGENIE CHRISTENSEN & JØRGEN CARLO LARSEN: FOR ENDEN AF HISTORIEN
Det er noget af en rejse man begiver sig ud på, når man træder indenfor på Vesthimmerlands Museum. Man bevæger sig gennem rummene. Først de gamle. Så de nye. Men man bevæger sig også gennem tiden. Fra glasmontre til glasmontre. På vejen falder man i staver over flinteredskaber og potteskår. Og Gundestrupkarret. Brugsgenstande skabt af menneskehænder. Rigt dekoreret kunsthåndværk. De fine fiskehaledolke bekræfter mistanken om, at mennesket altid har haft hang til skønne ting. Firetusind år gamle og med et sirligt mønster hugget i skæftet.
Man skulle næsten tro, der ligger en tanke bag. Under alle omstændigheder er oldtidssamlingen en fortræffelig optakt til Lisbeth Eugenie Christensen og Jørgen Carlo Larsens udstilling Schickenisse. Sansen for det stoflige og for det funktionelle skærpes på rejsen gennem den dunkle oldtid, og man træder forventningsfuldt ind i de lyse og rummelige udstillingslokaler. Klar til det, der venter.
Det første man møder er Jørgen Carlo Larsens fænomenale vitrineskab. Gad vide om det er fyldt med jydepotter? Det er det ikke. Det er tomt og lidt mærkeligt. Ved nærmere eftersyn viser det sig nemlig, at det åbnes indefra. Men er det så et skab? Eller et rum? Eller Hvad?
Drejer man til højre bekræftes tvivlen. Et halvt drivhus på taburetter. Og en glasmontre, der ikke kan åbnes. Og en slags stol. Og et klatrestativ balancerende på tre glas pickles. Man genkender delene men ikke helheden. Er det møbler eller bygninger? Ting eller rum?
En række skitseagtige collager antyder måske, hvad der er på færde. Gengivelser af rum. De nære rum der omgiver os. De konkrete rammer for den menneskelige tilværelse. I collagerne er det rummet, der giver mennesket skikkelse. Rummet former os. Stiller betingelser og sætter grænser. Det er disse vilkår Jørgen Carlo Larsen udforsker. Vilkårene for livsudfoldelse. Og spørgsmålet om, hvordan vi udfylder rammerne. For formen er tom. Et stykke ternet papir. Et ubeskrevet ark. Ikke ulig Ivan Andersens virtuelle tomrum.
Jørgen Carlo Larsens værker er både stramme og håndgribelige. Glas, metal og krydsfiner. De er til at tage og føle på. Og bruge. Måske. Lisbeth Eugenie Christensens værker er også stramme. Men de er ikke håndgribelige, og de kan ikke bruges. For de er ikke ting. De er billeder af ting. Og stof. På lærred og papir gengiver hun minutiøst fine tråde og fletværk. Man får lyst til at røre ved dem. Puste til dem. Og se hvad der sker.
Hendes billeder kredser om stoflighed. Ikke bare forstået som materiale. Også som stof. Tekstil. Væv. Med linier og flader angiver hun et perspektiv. En antydning af rum. Æstetiske rum, hvor kropsvæv blander sig med industrielt design og befrugter abstrakte former. Det bliver til mønstre og ornamenter. Organer og organiske former.
Værkerne befrugter også hinanden. Det maskuline og det feminine. Det bestandige og det forgængelige. Rummet og fladen. I spændingsfeltet mellem æstetik og funktionalitet. En kunstner, der laver håndværk, og en kunsthåndværker, der laver kunst. Og så for enden af tusinde års kunsthåndværkshistorie. Godt tænkt!
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
OPHØRSUDSALG – SKAL ALT VÆK?
Aestet.dk har været ude at ose. Nærmere bestemt i det multimarked, der i marts måned var indrettet i Skulpturi.dk’s lokaler i en baggård i Store Kongensgade (se billederne i galleriet). Her fik jeg en snak med Anders Bonnesen om brugerstyrede udstillingssteder i almindelighed og om Skulpturi.dk i særdeleshed. Det var hyggeligt, men det var også i sidste øjeblik, for Skulpturi.dk må efter alt at dømme dreje nøglen om i løbet af sommeren.
Skulpturi.dk er et brugerstyret udstillingssted for samtidsskulptur og en lidt besynderlig størrelse: Et ikke-kommercielt galleri finansieret af en bevilling fra Kunstrådet samt private donationer fra Frimodt-Heineke Fonden og Martha og Paul Kerrn-Jespersen Fonden. Stedet har således forsøgt at få fodfæste i sprækken mellem det kommercielle og det institutionelle. Dette er for så vidt lykkedes udmærket, men når pengene er brugt i løbet af 2012, er der ikke umiddelbart udsigt til flere.
Folkene bag Skulpturi.dk er ud over Anders Bonnesen kunstnerne Eva Steen Christensen, Veo Friis Jespersen, Heine Kjærgaard Klausen, Jørgen Carlo Larsen, Karin Lorentzen, Tina Marie Nielsen, Rikke Ravn Sørensen og Mikael Thejll samt kunsthistorikerne Magnus Thorø Clausen og Philip Pihl Due. Sammen har de gennem fire år arbejdet på at skabe en platform for samtidsskulpturen i alle dens afskygninger. Dette har indtil videre resulteret i syvogtredive udstillinger og et omfattende billedarkiv, der dokumenterer de mange værker, der har været vist, siden Skulpturi.dk første gang slog dørene op i november 2007.
På åbningsudstillingen kunne man blandt meget andet se en lysskulptur af Jørgen Carlo Larsen, en denimskulptur af Axel Lieber og en lydskulptur af kunstnerduoen Vinyl Terror & Horror (Camilla Sørensen og Greta Christensen), og man markerede således, at et væsentligt formål med projektet var at udfordre skulpturgenren. Skulpturi.dk er med andre ord ikke blot et udstillingssted. Det er også et eksperimentarium og et fagligt forum for diskussion og udforskning af skulpturen som både objekt og begreb.
Nysgerrigheden og lysten til at afsøge skulpturens grænseegne har været stor ligesom diversiteten i materiale, metode og tematik. En væsentlig fællesnævner har dog været opgøret med forestillingen om skulpturen som et solitært objekt: Et tredimensionelt objekt man kan gå rundt om og betragte fra forskellige vinkler. Der er snarere tale om, at man går ind i skulpturen – at installation og skulptur smelter sammen. En skulptur opleves altid i et rum, og samspillet mellem objekt og rum er blevet et eksplicit tema og rummet en del af værket.
Et andet eksplicit tema har været forholdet mellem værk og proces. Er processen og den æstetiske praksis mål eller middel? I denne sammenhæng valgte man at mindes billedhuggeren Ib Braase, der døde i foråret 2009. Det skete med en udstilling, hvor netop det processuelle aspekt var i fokus. 
Når man efterfølgende sidder med den omfattende billeddokumentation fra Skulpturi.dk’s mange udstillinger fremstår det som en indlysende beslutning. Ib Braases betydning for den aktuelle skulpturscene kan næppe undervurderes. Hans radikalitet og reflekterede praksis har sat sine tydelige spor.
Det er en kendt sag, at det er vinderne, der skriver historien. Også kunsthistorien. Netop derfor er Skulpturi.dk et meget interessant foretagende. Som brugerstyret kollaborativ er de hverken underlagt museernes konservative indkøbspolitik eller galleriernes kommercielle hensyn. Derfor har de kunnet give plads til værker, der både er interessante og vigtige, men næppe ville have fundet vej til hverken galleriernes eller museernes bonede gulve. 
De er en del af den aktuelle kunstscene som udstillere men også som kunstnere og dokumentarister. Hermed er de både med til at skabe og skrive kunsthistorie, og www.skulpturi.dk er et snapshot af den danske kunstscene i begyndelsen af det nye årtusinde, der ikke var blevet taget, hvis de ikke selv havde gjort det.
Set i dette lys er det naturligvis begrædeligt, at Skulpturi.dk må lukke. Kræfterne er dog på ingen måde spildte. For selvom udstillingsaktiviteten ophører til sommer, foreligger der stadig et unikt dokument i form af hjemmesiden og det store frit tilgængelige billedmateriale, og der er ingen grund til at tro, at de foretagsomme bagmænd og -kvinder ikke finder nye veje at gå i bestræbelserne på at formidle samtidsskulpturen.
Mens man venter, kan det på det varmeste anbefales at gå på opdagelse i arkiverne på www.skulpturi.dk!
Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen
Foto: Iben Bølling Kaufmann & Erling Lykke Jeppesen; venligst stillet til rådighed af Skulpturi.dk