WILD STYLE PÅ MUSEUM
Raske provinsdrenge med et par år på bagen husker nok den overrumplende længsel efter at mærke metropolens heftige puls. Den irrationelle trang til at pille snørrebåndende ud af et par kridhvide superstars. Til at spole kasettebåndet med Afrika Bambaataa tilbage, tage ghettoblasteren på skulderen og vandre ind i asfaltjunglen uden at se sig tilbage.
Mange husker sikkert også, hvad der vakte denne trang. En helt almindelig eftermiddag på det lokale folkebibliotek, hvor de kommunaltgrønne filttæpper effektivt dæmpede lyden af daglig trummerum. Et stille vakuum hvor man lydløst listede rundt efter noget at fylde i det. Luvslidte Prins Valiant-hæfter til romantikerne. Vakse Viggo til humoristerne. Og så pludselig ud af det blå: Peter Skaarups bog ‘Dansk Wild Style Graffiti’.
Det er ganske vist ved at være længe siden, og der er sikkert mere end en lille graffitiskriver, der i mellemtiden selv har fået sønner, der går i kridhvide superstars. Men er det virkelig så længe siden, at det er nødvendigt med en tilbageskuende udstilling med store plancher, der pædagogisk redegør for graffitiens udvikling fra 80’erne og frem til i dag? Kunsten i Aalborg tager chancen og prøver. Wild Style på museum!
Et andet spørgsmål, der trænger sig på er, om det overhovedet giver mening at udstille street art i institutionelle rammer? Brandts lykkedes mindre godt med det sidste år. Værkerne fejlede ikke noget, men det var svært at forstå, hvad idéen var med at fjerne oplevelsen fra byrummet og installere den i et udstillingslokale.
Al skepsis fordufter dog hurtigt. Ikke på grund af de institutionelle rammer, men fordi Jens-Peter Brask, der har kurateret udstillingen i samarbejde med Kunsten, viser sig som en fremragende dokumentarist. Han har været på loftet for at rode i kasserne med minder, og det han har fundet er spændende. Han har været en del af miljøet som både deltager og iagttager og disker op med blackbooks, skitser, magasiner og håndskrevne breve. Sammen med et godt udvalg af værker giver disse arkivalier et enestående smugkig ind i en ellers lukket verden, hvor kunstnerne holder sig i skyggen af deres caps og normalt kun viser sig iført kunstnernavn, hoodie og åndedrætsværn.
Jens-Peter Brask: www.braskart.com Kunsten: www.kunsten.dk
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
STJERNEDRYS
Det vrimler med store internationale stjerner på de danske kunstmuseer. Ai Weiwei har netop udstillet på Louisiana, Yael Bartana og Andreas Gurski udstiller der nu, Tony Oursler udstiller på Aros, og Arken har fået sit helt eget skræddersyede Damian Hirst maleri.
Også på Kunsten i Aalborg er der fint besøg. Her kan man for tiden se den britiske kunstner Marc Quinn, der sammen med bl.a. Damien Hirst var en del af den kreds af kunstnere, der sidst i firserne og op gennem halvfemserne blev kendt som Young British Artists.
Marc Quinns univers er befolket af groteske figurer i bronze og marmor. Kontrasten mellem det vanskabte og deforme og de glatte, silkebløde overflader er til at få øje på. Skulpturerne er omgivet af store superrealistiske vanitasmotiver. Nogle i overdådige pangfarver, andre i sort/hvid sjasket til med maling. Det skønne og det hæslige hånd i hånd.
Tematikken giver mindelser om Christian Lemmerz-udstillingen Genfærd på Aros. Død og lemlæstelse i skøn klassicistisk iklædning. Men chokket og provokationen udebliver hos Marc Quinn. Man føler ikke fysisk ubehag. Måske er det også meningen. Måske er diskrepansen mellem form og indhold en opfordring til rummelighed og accept af det abnorme.
Måske og måske. Eksistens, køn, identitet. Livets store spørgsmål hænger i luften. Og der bliver de hængende. De preller ligesom af på de glatte overflader og den lækre lydefri indpakning.
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen