KUNST & KODE
Her knap to årtier inde i det 21. århundrede har vi efterhånden vænnet os til tanken om det umulige i at leve et normalt liv uden digitale teknologier. De yngre generationer ved ikke, hvad kassettebånd og fastnettelefoner er, og de kan kun vanskeligt forestille sig et socialt liv uden en smartphone. Er man lidt ældre varetager man formentlig en stor del af sine arbejdsopgaver, sine bankforretninger og sine indkøb via computeren, og for både unge og ældre gælder det, at væsentlige dele af vores liv påvirkes og formes af software og algoritmer når vi møder verden gennem digitale teknologier.
Til trods for denne massive digitalisering af vores omgang med hinanden spiller digitale teknologier stadig kun en perifer rolle som kunstnerisk materiale, og interessen for digital kunst, ikke mindst i den kommercielle del af kunstverdenen, er minimal.
Digitale teknologier spiller naturligvis en vigtig rolle i produktionen af meget samtidskunst, fx kan man vanskeligt forestille sig installationer af Olafur Eliasson eller Cardiff & Miller, der ikke er produceret ved hjælp af avancerede digitale teknologier, men computerkode som det egentlige kunstneriske materiale og programmering som den primære kunstneriske metode ses kun sjældent.
Tidlig computerkunst
Historiske set har idéen om anvendelse af programmeringssprog som kunstnerisk materiale rødder i blandt andet den konkrete kunst, der med sit nøgterne og mekaniske syn på billeder som noget, der består af former og farver renset for betydning, udgør det perfekte udgangspunkt algoritmisk tænkning.
Algoritmer forstås i denne sammenhæng bredt som præcise instrukser om, hvordan en given proces skal forløbe med henblik på at opnå et bestemt resultat. En strikkeopskrift er således et eksempel på en ikke-digital algoritme, idet instrukserne må udføres minutiøst og i den rigtige rækkefølge, for at frembringe det ønskede mønster. På samme måde kan proceduren for frembringelsen af et billede beskrives, og det er denne idé, der blev udforsket i den tidlige computerkunst, selvom der i begyndelsen blev der ikke skelnet skarpt mellem om billedet blev realiseret ved hjælp af analoge (fx papir og blæk) eller digitale (fx en computer) teknologier.
Blandt pionererne var en international gruppe af kunstnere og akademikere, der i løbet af 1960’erne og i begyndelsen af 1970’erne under navnet nove tendencije (nye tendenser) afholdt en række udstillinger i Zagreb i det tidligere Jugoslavien. Allerede på den første udstilling i 1961, hvor bl.a. Piero Manzoni deltog, var det formalistiske fokus tydeligt, selvom Computeren ikke til at begynde med var omdrejningspunktet for udstillingerne. Det blev den dog hurtigt, og på nogle af de senere udstillinger deltog blandt andre Frieder Nake og Manfred Mohr, der begge siden har været blandt de mest indflydelsesrige computerkunstnere.
Computerkunst og videnskab
Fælles for både de tidlige pionerer og de senere generationer af computerkunstnere er, at de som oftest har kombineret deres kunstneriske aktiviteter med forskning i computervidenskab og ingeniørvidenskab. Det gælder fx en anden af computerkunstens grand old men, nyligt afdøde Harold Cohen, der også var professor på University of California, San Diego og bl.a. udviklede computerprogrammet AARON, der er designet til genere en uendelig mængde unikke grafiske kompositioner.
Det gælder også en af de mest produktive yngre computerkunstnere, Casey Reas, der ved siden af en imponerende kunstnerisk produktion også er professor ved University of California, Los Angeles og sammen med sin studiekammerat fra MIT, Ben Fry, udviklede programmeringssproget Processing (https://processing.org), der gør det muligt på en relativt simpel måde at skabe komplicerede computergenererede billeder.
Aktuelt
Ordet algoritme får formentlig de fleste til at tænke på matematik og computervidenskab snarere end på æstetik og billedkunst, og der er ingen tvivl om, at de tekniske dimensioner i arbejdet med computerprogrammering, afholder mange fra at kaste sig ud i arbejdet med computerkode som kunstnerisk materiale. Der er der dog tegn på en stigende interesse både i Danmark og på den internationale kunstscene. Fx afholdt Cooper Hewitt, Smithsonian Design Museum i 2015, under en del bevågenhed, den første auktion nogensinde over bl.a. software-licenser, og herhjemme åbnede i 2014 DIAS, Digital Interactive Art Space på Vallensbæk S-togsstation.
DIAS er den første kunsthal i Danmark, der udelukkende fokuserer på den digitale kunst, og kunsthallen har allerede markeret sig med en række interessante udstillinger med både danske og internationale kunstnere.
I de kommende måneder kan man opleve udstillingen Human/Machine – Machine/Human, hvor der vises værker af Matt Kenyon (US), Mikkel Meyer (DK), Sune Petersen (DK) og Jesper Carlsen (DK), der alle tematiserer forholdet mellem mennesker og maskiner. Her kan man bl.a. stifte bekendtskab med Sune Petersens værk Ghost Scanning, hvor bevægelsescensorer opfanger de forbipasserendes bevægelser og omsætter dem digitale billeder på en stor skærm. Værket knytter således an til den aktuelle tendens i samtidskunsten, hvor publikum inddrages som aktivt medskabende, men det trækker samtidig på en mere videnskabeligt orienteret tradition for datavisualisering, der i Danmark blandt andet er blevet udforsket kunstnerisk af Thorbjørn Lausten.
Meget mere af det hele
Som sagt er der noget meget tyder på, at udforskningen af computerprogrammering som æstetisk praksis langt fra er overstået. Dels er der som beskrevet en voksende bevågenhed på feltet, dels buldrer den teknologiske udvikling derudad og digitaliserer stadig flere områder af vores liv. Dette kalder naturligvis på refleksion og udforskning, såvel kunstnerisk som på andre måder, og der er derfor ingen grund til at tro andet, end at den digitale kunst vil komme til at spille en stadig større rolle i fremtiden.
Om den for alvor slår i gennem i kommercielt er derimod et åbent spørgsmål. Dette skyldes for det første, at den digitale kunst i høj grad har knyttet sig til aktivistiske miljøer, herunder hacker- og maker-miljøer, hvor deling og open source er adelsmærker, og for det andet, at værker skabt ved hjælp af computerkode og algoritmer ikke så let lader sig eje, idet de, ligesom fx et partitur til en klaverkoncert, snarere er en plan for opførelsen af et værk, end et værk i sig selv.
Tekst: Ulf Dalvad Berthelsen
Artiklen har tidligere været bragt i Magasinet Kunst 2017(2)
GALLERI MED UDSIGT: INTERVIEW MED JACOB BJØRN
I september 2014 slog Jacob Bjørn for første gang dørene op til sit nye galleri i det nedlagte Ceres-bryggeri ikke langt fra Aros i centrum af Aarhus. Han har tidligere drevet galleriet Lunchmoney, men valgte sidste år at forlade de beskedne lokaler i Vestergade til fordel for den industrielle charme i det gamle bryggeri. Magasinet Kunst har mødt ham til en snak om kunst og kunstnere og kunsten af drive galleri i det 21. århundrede.
Med Lunchmoney havde du fokus på den talentfulde undergrund og unge upcoming-kunstnere. Nu sidder du på en af Aarhus’ mest spektakulære adresser med et tætpakket udstillingsprogram med international profil. Hvad fik dig til at tage det store spring?
”Jeg er drevet af lysten til at skabe en udstillingsplatform for min egen generation. Det lille galleri i Vestergade var et fint trinbræt, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var nødt til at gå linen ud og åbne et større og mere ambitiøst galleri under eget navn.”
Hvorfor valgte du Aarhus? Ville København eller Berlin ikke have været et mere oplagt valg for så stor en satsning?
”Jeg er overbevist om, at hvis man er dygtig nok som gallerist, så betyder det ikke så meget hvor galleriet ligger. Jeg tror det har langt større betydning om galleriet leverer et relevant udstillingsprogram og formår at kommunikere det ud til et interesseret publikum. Derudover er jeg meget glad for Aarhus. Det er en by med et kæmpe potentiale og Aarhus er min platform. Derfor var det også naturligt, at blive her i byen.”
Kan du prøve at beskrive galleriets profil?
”Galleriet er ungt, internationalt, ambitiøst og langsomt. Det første handler om kunsten. Jeg arbejder inden for emerging art-kategorien, og de fleste af de udstillede kunstnere er fra enten USA eller Skandinavien. Det vil jeg holde fast i. Det sidste handler om den måde jeg ønsker at drive galleriet på. Det er indlysende, at galleriet i de første år vil befinde sig i en etableringsfase. Vi har haft nogle fine udstillinger allerede, og der er naturligvis mere i vente, men der vil nok gå noget tid, før galleriet for alvor er ankommet.”
Du har netop truffet aftaler fire yngre kunstnere og repræsenterer nu Ted Gahl og Nick Theobald fra USA og de to danske kunstnere Jan S. Hansen og Søren Sejr. Hvorfor har du valgt netop dem?
”De er dygtige og talentfulde, og de arbejder på et højt kunstnerisk niveau. Det er selvfølgelig det vigtigste. Samtidig betyder det noget, at de repræsenterer en vis forskellighed. Ted Gahl og Søren Sejr er malere, mens Nick Theobald og Jan S. Hansen på hver deres måde er dygtige konceptualister.”
Hvilke kvaliteter leder du efter, når du udvælger værker til galleriets udstillinger?
”Det er svært at svare entydigt på. Forskellige genrer og medier kræver forskellige udvælgelseskriterier. I et forsøg på at generalisere kan jeg sige, at jeg altid søger det helstøbte værk. Det værk hvor kunstnerens intention med værket skinner igennem. Udvælgelsen foregår i et samarbejde med kunstneren, og min dagsorden er selvfølgelig at vise både formatet og potentialet i den enkelte kunstner.”
Oplever du, at du er i direkte konkurrence med de mere etablerede danske gallerier, eller udfylder du en ledig plads på den danske galleriscene?
”Jeg ved ikke om jeg udfylder en ledig plads, men jeg har skabt et galleri i en region af Danmark, hvor der ikke var et lignende galleri i forvejen. Jeg har et fint kollegialt forhold til de andre gallerier i branchen og arbejder godt sammen med flere af dem. Vi er naturligvis konkurrenter, men der er stadig en udstrakt grad af gentlemanship i branchen.”
Mange især yngre kunstnere er blevet opmærksomme på mulighederne for at nå ud til et større og i mange tilfælde også internationalt publikum via de sociale medier. Hvordan forholder du dig til denne udvikling?
”Jeg er selv en del af den og bruger de sociale medier i galleriøjemed. For mig at se er der dog en dobbelthed i det. På den ene side er de sociale medier, fx Instagram, meget nyttige i forhold til at hente inspiration og se, hvad kunstnere og gallerier i andre lande er optaget af. Men det er netop også dette, der er de sociale mediers bagside. Det kan gå for stærkt på de sociale medier, og det er ikke alle kunstnere og andre aktører i kunstbranchen, der formår at holde igen. En kunstner kan blive hypet på de sociale medier uden at have kvaliteten eller potentialet, så kunstnerne og gallerierne skal tænke sig godt om.”
Oplever du at de danske gallerier er pressede af de nye digitale muligheder og det øgede internationale fokus?
”Nej, det gør jeg ikke. Tværtimod. Det gør blot, at danske kunstnere har større mulighed for at komme til udlandet og udstille og at galleriets køberkartotek kan blive mere internationalt ”
Hvor er samtidskunsten på vej hen?
”Jeg kan jo kun tale for mig selv, men jeg ser den kommercielle ende af samtidskunsten som lidt af en hybrid i de her år. Der er både fokus på en form for neo-materialisme, som peger tilbage til 70’ernes amerikaner-minimalisme. Men samtidigt er den varmere figurative kunst også ved at røre på sig igen. Det er en spændende tid, hvor der ikke kun er én retning, der er hot. Jeg håber, det fortsætter sådan. Jeg er tilhænger af en atmosfære, der hylder vidt forskellige retninger og stilarter på én og samme tid.”
Hvad kan vi forvente Galleri Jacob Bjørn i de kommende år?
”Udstillinger af danske og internationale kunstnere, som er toneangivende indenfor det kunstneriske felt de opererer indenfor. Der vil også blive knyttet flere kunstnere til galleriets faste program. To udenlandske kunstnere er på vej ind i galleriet as we speak. Desuden vil jeg fokusere på udenlandske messer i de kommende år. Vi starter her til juni på VOLTA under Art Basel med en solo-udstilling med Ted Gahl. Og så tager vi den derfra.”
Billedserie fra Søren Sejrs soloudstilling STROKES hos Jacob Bjørn
Læs mere på www.jacobbjorn.com
Interviewet har tidligere været bragt i Magasinet Kunst 3/2015.
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
VINYL TERROR & HORROR: EN REPORTAGE FRA MASKINRUMMET
Det er svært ikke at blive nysgerrig, når man støder på kunstnere, der slet ikke passer ned i de kasser, vi normalt anvender til at kategorisere kunstnerisk praksis. Dette gælder i høj grad makkerparret Camilla Sørensen og Greta Christensen, der er kvinderne bag navnet ”Vinyl Terror & Horror”: Deres foretrukne materiale er lyd, men de er ikke komponister. De spiller på grammofoner, men er ikke DJ’s. De opfører deres værker, men er ikke performancekunstnere.
For at blive lidt klogere har jeg sat dem stævne i Berlin, hvor de i flere år har boet og arbejdet. Vi har aftalt at mødes på spillestedet Ausland i hjertet af Prenzlauer Berg, hvor de skal optræde i forbindelse med en festival for lyd- og performancekunst.
Da jeg ankommer har de allerede stillet op. Et virvar af kabler og ledninger forbinder strømforsyninger, mikserpulte og ombyggede pladspillere til en mekanisk konstruktion, hvor tape og møtrikker, pladetallerkener i flere etager og frit svævende tonearme tilsammen udgør en fascinerende lydmaskine.
I løbet af en halv time fyldes salen, og efter en kort introduktion fra arrangøren går Vinyl Terror & Horror på scenen som de første af aftenens i alt tre navne. I programmet er deres optræden omtalt som en koncert. Der er dog ikke tale om en koncert i gængs forstand, snarere om en lydmontage. For det er lyden, der er Vinyl Terror & Horrors primære kunstneriske materiale. Den formes, skæres i stykker og sættes sammen igen. Hele og halve vinylplader afspilles, og lyden manipuleres på forskellige måde, både teknisk og manuelt. Der opstår en fornemmelse af rum. Nogle gange antydes en puls eller et narrativt forløb, og det hele vokser sammen til et unika-værk, der kun er tilgængeligt i det tidsrum, de to kunstnere interagerer med lydmaskinen.
Da vi efterfølgende taler sammen, spørger jeg, om de er inspireret af forrige århundredes musikalske avantgarde-bevægelser, hvor bl.a. Pierre Schaeffer, John Cage og danske Else Marie Pade satte ny standarder for, hvad der kunne opfattes som et musikalsk værk. De peger imidlertid på, at deres afsæt er skulpturelt snarere end musikalsk. De har begge gået på kunstakademiets billedhuggerskole, og udgangspunktet for arbejdet med at skabe lydværker er det møjsommelige arbejde med at nedbryde og rekonstruere konkrete genstande, herunder vinylplader, grammofoner og højtalere. Der er med andre ord tale om en dobbeltpraksis, hvor formgivningen af lyden er en konsekvens af formgivningen af objekterne.
Udover at opføre lydværker arbejder de to kunstnere også med installationer, hvilket man for nyligt har kunnet opleve på Gl. Holtegaard og på Udstillingsstedet Spanien 19C. I disse værker bliver det skulpturelle islæt tydeligere. Udstillingslokalerne fyldes med sindrigt konstruerede interaktive objekter, der inddrager rum og publikum, og lydfortællingerne realiseres uden direkte performative bidrag fra kunstnerne.
Deres originale tilgang til arbejdet med lyd, performance og installation indbragte sidste år Vinyl Terror and Horror Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Legatet er en væsentlig anerkendelse af deres kunstneriske virke, men det er også et tiltrængt økonomisk pusterum for de to kunstnere, der indtil videre har opereret i randområderne af den etablerede kunstverden. I 2003 valgte de ganske vist at flytte til Berlin, men også her skal der arbejdes hårdt for et udkomme, når man ikke laver værker, der kan hænges på væggen.
Jeg når ikke at spørge, hvad pusterummet skal bruges til. Det må tiden vise. Vi har stået udenfor og snakket i pausen mellem to optrædener, og inden jeg får spurgt, er pausen forbi. Næste kunstner er klar. Folk begynder langsomt at sive indenfor igen. Vi tager afsked og følger efter.
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
Se mere på www.vinylterrorandhorror.com
Indlægget har tidligere været bragt i Magasinet Kunst Nr. 4/2014 www.magasinetkunst.dk
AI WEIWEI: EVIDENCE
Ai Weiwei er formentlig de seneste års mest omtale kunstner. Hans værker er spektakulære, og han skaber debat, provokerer og investerer i bogstaveligste forstand sig selv i sit kunstneriske projekt. Hvad dette projekt går ud på, kan man blive lidt klogere på ved at lægge vejen forbi Martin Groprius Bau i Berlin, hvor Ai Weiwei for tiden er aktuel med en omfattende soloudstilling.
Det første man ser, når man træder indenfor, er værket Very Yao. Det hænger i indgangspartiets glaskuppel og består af op imod 150 funklende cykler føjet sammen til en svævende skamstøtte over de kinesiske myndigheders formodede justitsmord på den unge kineser Yang Jia.
Det næste man ser, hvis man ellers ser ordentligt efter, er to overvågningskameraer, der diskret er rettet mod beskueren. Kameraerne, der er hugget i marmor, er kopier af de overvågningskameraer, politiet har placeret uden for Ai Weiweis atelier i Beijing, og værket er nøgternt betitlet Surveillance Camera.
Hermed er tonen slået an. For udstillingen, der bærer navnet Evidence, er i høj grad et vidnesbyrd i sagen Ai Weiwei vs. Folkerepublikken Kina. Og det er ikke småting, der føres bevis for. Der er blandt meget andet værker, der dokumenterer den eksplosive urbanisering af Kina, der pågår i disse år. Der er værker der problematiserer myndighedernes håndtering af jordskælvskatastrofen i Sichuan provinsen i 2008, og der er ikke mindst værker, der dokumenterer og kritiserer myndighedernes behandling af Ai Weiwei selv.
Udstillingens omdrejningspunkt er med andre ord kunstneren som aktivist og dokumentarist, og når man bevæger sig rundt på udstillingen, er det tydeligt, at den kurateret med særligt henblik på at understrege netop denne tematiske pointe og ikke på at skabe et homogent udtryk. Spændvidden i de kunstneriske udtryksformer er således enorm: Der er ready-mades, foto- og videoværker, jernskulpturer, bronzeskulpturer, marmorskulpturer, keramik, musikvideoer, installationer og meget andet. Nogle værker er små og undseelige, mens andre er store og overvældende. Nogle tager udgangspunkt i århundrede gamle håndværkstraditioner, mens andre baserer sig på den nyeste informationsteknologi.
Dette virvar af former og udtryk kan umiddelbart virke spraglet og usammenhængende, hvilket da også har fået den tyske kulturjournalist Cornelius Tittel til kættersk at antyde, at Ai Weiweis kunstneriske talent måske alligevel er til at overse, og at den institutionaliserede kunstverdens ukritiske begejstring ikke modsvares af de enkelte værkers kunstneriske kvalitet.
Kritikken forekommer dog at være forfejlet og lidt bedaget: Et stykke bøjet jern, skulle det være kunst? Udstillingen understreger nemlig med al ønskelig tydelighed, at Ai Weiweis produktion ikke kan forstås som enkeltstående værker med særskilt kunstnerisk kvalitet, men i stedet må forstås som ét stort dynamisk hele, der inkluderer kunstneren selv, hans tilhængere og modstandere, folket, systemet, myndighederne, cyberspace, offentligheden, publikum, kunstverdenen og alt det andet, der på den ene eller den anden måde inddrages i hans kunstneriske praksis.
Tittel er imidlertid ikke ene om at forholde sig distanceret til Ai Weiwei, og hvis man tager sig tid til også at se udstillingen Die 8 der Wege, der lige nu vises i Uferhallen ikke så langt fra Martin Groprius Bau, får man mulighed for at opleve en mere interessant og subtil kommentar til Ai Weiwei og hans betydning for samtidskunsten. Her kan man nemlig se He Xiangyus berygtede remake af Jaques-Louis Davids Le Mort de Marat, der forestiller Ai Weiwei liggende død på gulvet. Et medlidenhedsfadermord begået af en af den yngre generations markante kinesiske kunstnere, der nok sympatiserer med personen Ai Weiwei, men har svært ved at genkende sig selv i hans projekt.
Hverken Cornelius Tittels eller He Xiangyus kommentarer kaster dog skygger over udstillingen i Martin Groprius Bau. Tværtimod. Deres kommentarer tilføjer blot endnu nogle facetter til en i forvejen fremragende udstilling. Man benoves over stolehavet i bygningens atriumgård. Man gyser ved tanken om 81 dages indespærring, når man kanter sig rundt i den trange 1:1 kopi af Ai Weiweis fængselscelle, og man forbløffes over myndighedernes absurde kontrol, når man i en video ser Ai Weiwei begå civil ulydighed i en taxi i Beijing.
Ai Weiwei er kort sagt sprællevende, og der er al mulig grund til at spærre øjnene op og lade sig hvirvle ind i hans kunstneriske omgang med verden.
Martin Groprius Bau, Berlin – 3/4-31/7-2014
Link til Conelius Tittels anmeldelse i Die welt: http://www.welt.de/kultur/kunst-und-architektur/article126500975/Ai-Weiwei-entzaubert-sich-mit-seiner-Kunst-Show.html
Link til udstillingen Die 8 der Wege: http://die8derwege.info/
Se værker af Ai Weiwei her: https://www.google.dk/search?q=ai+weiwei&biw=1366&bih=622&source=lnms&tbm=isch&sa=X&ei=keE4VI-MLcn4yQOHsYKQCA&ved=0CAYQ_AUoAQ
Anmeldelsen har også været bragt i Magasinet Kunsts netudgave: http://www.magasinetkunst.dk/Home/Detail/MzA0NQ%3d%3d
Tekst: Ulf Dalvad Berthelsen