



Indenfor på Viborg Kunsthal har Eske Kath sluppet naturkræfterne løs. Civilisationen skylles bort i farvemættede malstrømme, begraves i ørkensand eller opsluges af junglens frodige mørke.
Det er vanskeligt ikke at opfatte disse dramatiske undergangsvisioner som allusioner til de religiøse apokalypser. Verden, som vi kender den, går under, mens gyldent velsignelseslys stråler ned fra himlen. Men der er ingen Gud. Tværtimod. De syner, der fremmanes, indskriver sig i en profan eskatologi, hvor det er naturen, der på den yderste dag gør regnskabet op.
Udstillingen er flot arrangeret. De store lærreder får plads, og rummet spiller med. Her og der stikker en tagrygning op, og man får nærmest en fornemmelse af at bevæge sig rundt i en stor udgravning, hvor man som en art fremtidens arkæolog kan gå og fundere over, hvilke hemmeligheder, der mon afdækkes, når fortidens parcelhuskvarterer graves fri.
I det hele taget spiller parcelhuset en central rolle i Eske Kaths motiver. Symbolet på det senmoderne menneskes sejr over naturen. Vi er frie og uafhængige og indgår i et kredsløb, hvor produktion og forbrug er adskilt, og hvor alt kan købes. Moralen synes dog at være, at det ikke kun er forbrug og enfamiliehuse, der har en pris, og det er oplagt at tolke katastrofemotiverne som en økologisk konsekvensberegning over vores nuværende ressourceforbrug.
Katastrofeværkerne har Eske Kath dyrket og forfinet siden starten af sin karriere, og udstillingen på Viborg Kunsthal, der ifølge pressematerialet er hans til dato største soloudstilling, kan udmærket ses som en kulmination på dette arbejde. Måske derfor er der også andre ting på færde. Nye værkformer introduceres. Der er bronze og installation, og der eksperimenteres med både metode og materiale. De underliggende skitser anes bag de præcise farvelægninger, og det rå malerlærred spiller i modsætning til tidligere en central rolle i komponeringen af billedfladen.
Der eksperimenteres også med indholdet, og udstillingen rummer en række værker, hvor det ikke er dommedagsbasuner, men larmende stilhed, der akkompagnerer motiverne. I disse værker, der er malet på sorte tavler, på bøger og på afrevne bogsider, optræder husene løsrevet fra deres normale kontekst. Væk er forstædernes golde parcelhusørkner, og man tager sig selv i at nynne David Bowies ’Space Oddity’, når man ser de kulørte bygninger svæve afsted i det uendelige univers.
Værkerne balancerer tematisk mellem indifference og fatalisme. Parcelhusene, kernefamiliernes foretrukne komfortzone, flyder afsted som små kloder. Men om det er en allegori på den moderne families optagethed af egne interesser på bekostning af fællesskabets, eller om det er en opfordring til, som Major Tom, at give slip og overgive sig til skæbnen står hen i det uvisse.
Under alle omstændigheder er der tale om seværdig udstilling, som stimulerer både sanser og forstand, og som lover godt for fremtiden.
Eske Kath: Arena, Viborg Kunsthal 29/8 – 16/11 2014
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
Silhuetten af den ensomme rytter, cowboy-mytologiens ensomme antihelt, findes overalt i Frodo Mikkelsens store farvemættede malerier. Angiveligt kunstnerens alter ego. Den mystiske outsider der ikke tilhører nogen og som ikke hører til nogen steder. Altid alene og altid på vej. Se hvor han rider hen på Skive Kunstmuseum fra 8/2-14 til 27/4-14.
Se Jeppe Bødskovs fine filmportrætter:
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
Jesper Christiansen maler rum. Ude og inde. Landskab og interiør.
Billederne er smukke og stoflige, og motiverne er umiddelbart genkendelige. Men de er også hermetiske og hårde, og realismen er kun tilsyneladende. Rummene fordobles og indlejres og grænsen mellem udenfor og indenfor opløses.
Det er topologiske studier, hvor mængden af punkter i forvredet form gestalter det erindrede, det forestillede, det drømte. Mønstre og grenværk væves sammen til betydningsmættede arabesker og den overvældende mængde af intertekstuelle referencer konfronterer hele tiden betragteren med nye spørgsmål: Hva’for en film? Hva’for en bog? Hva’for en bygning?
Samtidig henledes opmærksomheden hele tiden på det, der ikke er der. Stuerne er tomme, billeder er taget ned fra væggene, og de sorte skodder spærrer for udsynet. Erindringerne udviskes, og unheimlich’heden lurer lige om hjørnet.
Billederne kan for tiden ses på Holstebro Kunstmuseum under titlen ‘GO BACK’. Imperativet sender betragteren tilbage i tiden. Dels på en retrospektiv rejse gennem Jesper Christiansens imponerende værk, men også på en rejse tilbage i en kollektiv erindring, hvor motiverne hentes i mindernes krinkelkroge.
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
De er store. Næsten fire kvadratmeter. Store romantiske landskabsmalerier. Mennesket udsat for naturen. Ensomme vandrere. Elementernes rasen. Åbne vidder og dybe skove. Men det er svært at se. Der er noget i vejen. Man tvinges tæt på malerierne i den smalle gang. Tæt på overfladen. Motiverne flyder ud. Trængt i baggrunden af tynde lag laserende maling. Lag på lag. Man bliver opmærksom på lærredet. På materialet. Og overfladen bliver pludselig motivet.
Der hænger i alt otte malerier i Gallerigangen. Ophængningen har nærmest karakter af tilløb. Spændingen mellem motiv og materiale stiger, og i det ottende og sidste maleri bliver den så stor, at motivet forlader overfladen. Overflade bliver til overflod. Billedet skvulper over, og de træstave, der er et genkommende motiv i flere af billederne, materialiserer sig og flyder sammen med udstillingens afsluttende installation. Her får træstykkerne form og fylde. Og stemme. En xylofon (xylos=træ; fon=stemme) på en piedestal afslutter forløbet. Fra billede til bevægelse. Luft der flytter sig. Lydbølger, der modsat blikket vandrer ubesværet gennem tågehavet.
Søren Sejr modtog KS prisen i 2011. I den anledning udstiller han i Janusbygningen i Tistrup. Udstillingen bærer titlen In Wood(s) og kan ses frem til den 3. februar 2013.
Tekst og fotografi: Ulf Dalvad Berthelsen
Hvis man kaster et blik på samtidskunstens brogede gadebillede, er der noget nærmest provokerende over Ivan Andersens insisteren på de traditionelle dyder. Olie på lærred. Gedigne materialer. Man kan oven i købet se, hvad det forestiller.
Og han indtager outsiderrollen med stil. Som en desperado i det vilde vesten rider han med bulder og brag gennem parcelhuskvarterene og sprænger forestillingen om småborgerlig idyl i stumper og stykker. Han bruger bare ikke dynamit. Han bruger pensel og malertape og et eksplosivt billedsprog.
Hvis man tror det er løgn, kan man bare tage til Skive. Her kan man nemlig formedelst tyve kroner få lov at se det, der indtil videre tegner til at blive en af årets bedste maleriudstillinger.
De mange malerier folder sig flot ud i de lyse sale. Ægte kunst på væggen. Ingen installationer hér. Og dog. For der er noget på færde. Lænestolen og kaffekoppen og tv’et har materialiseret sig i museets mørke hjerte. I dagligstuen. Middelklassens komfortzone.
Genstandene er velkendte. Lænestolen har altid spillet en væsentlig rolle i Ivan Andersens billedunivers. Topmålet af tryghed. Befriet for ansvar og forpligtelser kan man læne sig tilbage og lade sig omslutte på sikker afstand den ituslåede virkelighed på den anden side af skærmen. Men bastionen vakler. Rummet er i opløsning, og perspektivet forvrænges, alt imens verden udenfor siver ind gennem sprækkerne.
Ivan Andersen balancerer på en knivsæg mellem dystopi og fremskridtstro. Fortællingen om den menneskelige tilværelse får en tur med tæppebankeren, og sømmene trækkes ud af vores fasttømrede forestillinger om det gode liv. Gennem hans kalejdoskop konfronteres vi med et splintret og fragmenteret billede af virkeligheden, hvor grænserne mellem hjemmet, parcelhuskvarteret, byrummet og det virtuelle rum flyder ud.
Men det er et billede. Og hvis man kradser lidt i overfladen, kommer et ternet tomrum til syne. Den digitale repræsentation af intetheden – men også af muligheden. Der er plads til meget, hvor der ikke er noget i forvejen. Et kreativt tomrum der kan fyldes ud, hvis man ellers kan få sig lettet fra lænestolen. Det er op til dig. Men giv agt! For alt kan ske, når Ivan Andersen sporer hesten, og jager os ud af komfortzonen.
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen