VINYL TERROR & HORROR: EN REPORTAGE FRA MASKINRUMMET
Det er svært ikke at blive nysgerrig, når man støder på kunstnere, der slet ikke passer ned i de kasser, vi normalt anvender til at kategorisere kunstnerisk praksis. Dette gælder i høj grad makkerparret Camilla Sørensen og Greta Christensen, der er kvinderne bag navnet ”Vinyl Terror & Horror”: Deres foretrukne materiale er lyd, men de er ikke komponister. De spiller på grammofoner, men er ikke DJ’s. De opfører deres værker, men er ikke performancekunstnere.
For at blive lidt klogere har jeg sat dem stævne i Berlin, hvor de i flere år har boet og arbejdet. Vi har aftalt at mødes på spillestedet Ausland i hjertet af Prenzlauer Berg, hvor de skal optræde i forbindelse med en festival for lyd- og performancekunst.
Da jeg ankommer har de allerede stillet op. Et virvar af kabler og ledninger forbinder strømforsyninger, mikserpulte og ombyggede pladspillere til en mekanisk konstruktion, hvor tape og møtrikker, pladetallerkener i flere etager og frit svævende tonearme tilsammen udgør en fascinerende lydmaskine.
I løbet af en halv time fyldes salen, og efter en kort introduktion fra arrangøren går Vinyl Terror & Horror på scenen som de første af aftenens i alt tre navne. I programmet er deres optræden omtalt som en koncert. Der er dog ikke tale om en koncert i gængs forstand, snarere om en lydmontage. For det er lyden, der er Vinyl Terror & Horrors primære kunstneriske materiale. Den formes, skæres i stykker og sættes sammen igen. Hele og halve vinylplader afspilles, og lyden manipuleres på forskellige måde, både teknisk og manuelt. Der opstår en fornemmelse af rum. Nogle gange antydes en puls eller et narrativt forløb, og det hele vokser sammen til et unika-værk, der kun er tilgængeligt i det tidsrum, de to kunstnere interagerer med lydmaskinen.
Da vi efterfølgende taler sammen, spørger jeg, om de er inspireret af forrige århundredes musikalske avantgarde-bevægelser, hvor bl.a. Pierre Schaeffer, John Cage og danske Else Marie Pade satte ny standarder for, hvad der kunne opfattes som et musikalsk værk. De peger imidlertid på, at deres afsæt er skulpturelt snarere end musikalsk. De har begge gået på kunstakademiets billedhuggerskole, og udgangspunktet for arbejdet med at skabe lydværker er det møjsommelige arbejde med at nedbryde og rekonstruere konkrete genstande, herunder vinylplader, grammofoner og højtalere. Der er med andre ord tale om en dobbeltpraksis, hvor formgivningen af lyden er en konsekvens af formgivningen af objekterne.
Udover at opføre lydværker arbejder de to kunstnere også med installationer, hvilket man for nyligt har kunnet opleve på Gl. Holtegaard og på Udstillingsstedet Spanien 19C. I disse værker bliver det skulpturelle islæt tydeligere. Udstillingslokalerne fyldes med sindrigt konstruerede interaktive objekter, der inddrager rum og publikum, og lydfortællingerne realiseres uden direkte performative bidrag fra kunstnerne.
Deres originale tilgang til arbejdet med lyd, performance og installation indbragte sidste år Vinyl Terror and Horror Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Legatet er en væsentlig anerkendelse af deres kunstneriske virke, men det er også et tiltrængt økonomisk pusterum for de to kunstnere, der indtil videre har opereret i randområderne af den etablerede kunstverden. I 2003 valgte de ganske vist at flytte til Berlin, men også her skal der arbejdes hårdt for et udkomme, når man ikke laver værker, der kan hænges på væggen.
Jeg når ikke at spørge, hvad pusterummet skal bruges til. Det må tiden vise. Vi har stået udenfor og snakket i pausen mellem to optrædener, og inden jeg får spurgt, er pausen forbi. Næste kunstner er klar. Folk begynder langsomt at sive indenfor igen. Vi tager afsked og følger efter.
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
Se mere på www.vinylterrorandhorror.com
Indlægget har tidligere været bragt i Magasinet Kunst Nr. 4/2014 www.magasinetkunst.dk
AI WEIWEI: KUNSTNER/KUNSTVÆRK
Der er en besynderlig uoverensstemmelse mellem hans milde beskedne fremtoning og det faktum, at det mægtige Kina betragter ham som en risiko for statens sikkerhed. Kan en kunstner virkelig være så farlig?
Hans produktion er enorm, og det er vanskeligt at fastholde ham i en bestemt rolle. Han laver overdådige installationer og performancekunst, men er han er også arkitekt, dokumentarist og politisk aktivist. På den ene side har hans værker dybe rødder i traditionelt kinesisk kunsthåndværk. På den anden side er hans metoder radikale og ekstremt moderne, og han formår at mobilisere tusindvis af tilhængere via de sociale medier.
I 1995 knuste Ai Weiwei en antik vase fra Han-dynastiet. Hans performance skabte furore og delte publikum i de begejstrede, der så det som et politisk statement og et slag i ansigtet på de kinesiske myndigheder, og de forargede, det så det som skændig provo-kunst og vandalisme mod vores fælles kulturarv.
Begivenheden er bevaret i form af en serie på tre sort/hvide fotografier. Billederne fastfryser øjeblikket, hvor Ai Weiwei iført maosko og vadmelsklæder slipper vasen, så den falder til jorden og knuses. Men hvad var det egentlig han knuste? Et symbol på Kinas storhed? Vestens naive forestilling om Kina? Eller var det en bitter kommentar til folkerepublikkens kulturpolitik og et regime, der sendte hans far i arbejdslejr?
Ai Weiwei har gennem årene evnet at balancere mellem systemkritik og frihed til at føre sine projekter ud i livet. Men i 2011 var det slut. De kinesiske myndigheder jævnede hans atelier i Shanghai med jorden og senere på året blev han arresteret og tilbageholdt i adskillige måneder.
Dette har naturligvis ikke svækket Ai Weiweis indflydelse. Ai Weiwei er stor, fordi overmagten er stor, og i 2011 udnævnte Art Review ham til verdens mest indflydelsesrige kunstner. Men det er også blevet vanskeligt at adskille kunstneren fra værket, aktivisten fra protesten, dokumentaristen fra det dokumenterede. Han er blevet et fænomen. Han er er blevet den vestlige verdens darling. Alle vil have en bid af kagen.
Succesen kan dog som en ondskabsfuld ironi vise sig at stække ham. Hans muligheder for at agere i Kina er kraftigt indskrænkede, og hvis hans entusiastiske støtter i Vesten reducerer ham til et billede på deres eget demokratiske sindelag, vil hans indflydelse hurtigt drukne i kunstverdenens lunefulde modestrømme.
Se Ai Weiwei knuse vasen: http://www.telegraph.co.uk/culture/culturepicturegalleries/8004485/Ai-Weiwei-and-The-Unilever-Series.html
Se billeder fra nedrivningen: http://www.designboom.com/weblog/cat/10/view/12795/ai-weiweis-shanghai-studio-demolished.html
Art Review: http://www.artreview.com/profiles/blogs/ai-weiwei-number-one-in-artreview-s-power-100
ABSTRAKT BLIVER DET NYE SORT
Det figurative, det performative og det interagerende har efterhånden domineret både den danske og den udenlandske kunstscene i mange år. Kunstnere som Malene Landgreen, Ellen Hyldemose, og Nils Erik Gjerdevik har ganske vist holdt fanen højt, og yngre kunstnere som Sergej Jensen og Ferdinand Ahm Krag har også markeret sig stærkt, men generelt har den abstrakte kunst ikke fyldt meget på gallerier og museer i de senere år.
Det er derfor interessant, at det abstrakte udtryk er stærkt repræsenteret på dette års udgave af Kunstnernes Efterårsudstilling (KE11). De årligt tilbagevendende censurerede udstillinger plejer nemlig at være et udmærket sted at tage temperaturen på kunstscenens græsrødder.
Michael Kvium har engang sagt, at kunst ikke handler om, hvordan det er at være menneske, men om, hvordan det føles at være menneske. Det er muligvis rigtigt, men kunst handler også om betingelserne for at være menneske.
På KE11, der i år er tilbage i Den Frie Udstillingsbygning, finder man flere fine eksempler på dette. Der er bl.a. stærke bidrag fra Thea Grastrup-Hansen, Mathilde Duus og Eske Rex. Væk er følelser, kropslighed og uskarp hverdagsrealisme, og tilbage er klare og præcise undersøgelser af temaer som rumlighed, mulighed og materiale.
Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen
Foto: Eske Rex
