BORIS MIKHAILOV: EN RUSSISK MAVEPUSTER
I løbet af vinteren og foråret har man på Saatchi Gallery i London kunnet se et imponerende udvalg af russisk samtidskunst. Det er på mange måder en meget dyster og foruroligende oplevelse, og mange af kunstnerne kredser om nationale traumer og systemets overgreb. Mest foruroligende er dog det overvældende udvalg af Boris Mikhailovs fotografier. Her er ingen grimhedens æstetik. Kun grimhed. Ingen Larry Clarksk romantisering af livet på vrangsiden. Kun den hæslige skinbarlige virkelighed.
I nyere skandinavisk fotografi arbejder man ihærdigt på at vriste fotografiet fri af virkelighedens faste greb. Astrid Kruse Jensens store suggestive erindringsbilleder er et godt eksempel. Det samme er svenske Annika von Hauswolffs mystiske kriminalfantasier. Det gør Mikhailov ikke. Han udstiller verden som den. Og det er næsten det værste. For virkeligheden overgår fantasien i en sådan grad, at det kniber med at finde ord. Den groteske og obskøne dokumentarisme er overvældende. En russisk mavepuster, der må få selv de mest forhærdede til at tabe luften.
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
