



Fuld af optimisme begiver man sig afsted mod De Smukke Drømmes Lagune på Holstebro Kunstmuseum. Tropehjelm og knickers ville have været passende ekvipering. Som så mange andre eventyrere erfarer man dog snart, at det, der på kortet lignede en rask lille spadseretur, viser sig at være et uigennemtrængeligt vildnis. Kun de, der er gjort af det rette stof, formår at kæmpe sig igennem. Er man ikke det, må man nøjes med forundret at betragte hjembringelserne.
Emil Westman Hertz har gjort turen. Og han har hjembragt meget. Besynderlige etnografika fra drømmelandet på den anden side. Den indre og den ydre rejse flyder sammen, og den kunstneriske proces bliver en art introspektiv antropologi, hvor naturmaterialer og hverdagsgenstande omdannes til suggestive vildtvoksende tablauer, der afspejler eksistentielle grundvilkår.
Rejsemotivet er flertydigt. Rejsen er en opdagelsesrejse og en dannelsesrejse med en snert af katharsis. Protagonisten rejser ud som dreng og kommer hjem som mand. Det oplevede kan ikke siges kun vises, og vi spejler os i billedet. Men samtidig er der noget urovækkende ved fortællingen. Rejsen – både den ydre og den indre – er også en flugt. Udlængslen næres ikke kun af lysten til at opleve det fremmede. Den næres også af frygten for det, man må stå ansigt til ansigt med, hvis man ikke tager afsted.
Tableauerne folder sig fint ud i de museale rammer. Deres processuelle karakter bliver tydlig og dynamikken mellem indsamling af materiale og fremstillingen af artefakter, accentueres (formentlig) tilfældigt men heldigt af Holstebro Kunstmuseums store samling af indsamlede artefakter. En samling hvoraf ikke så få sagtens kunne stamme fra De Smukke Drømmes Lagune.
Tekst og foto Ulf Dalvad Berthelsen
Aestet.dk har været ude at ose. Nærmere bestemt i det multimarked, der i marts måned var indrettet i Skulpturi.dk’s lokaler i en baggård i Store Kongensgade (se billederne i galleriet). Her fik jeg en snak med Anders Bonnesen om brugerstyrede udstillingssteder i almindelighed og om Skulpturi.dk i særdeleshed. Det var hyggeligt, men det var også i sidste øjeblik, for Skulpturi.dk må efter alt at dømme dreje nøglen om i løbet af sommeren.
Skulpturi.dk er et brugerstyret udstillingssted for samtidsskulptur og en lidt besynderlig størrelse: Et ikke-kommercielt galleri finansieret af en bevilling fra Kunstrådet samt private donationer fra Frimodt-Heineke Fonden og Martha og Paul Kerrn-Jespersen Fonden. Stedet har således forsøgt at få fodfæste i sprækken mellem det kommercielle og det institutionelle. Dette er for så vidt lykkedes udmærket, men når pengene er brugt i løbet af 2012, er der ikke umiddelbart udsigt til flere.
Folkene bag Skulpturi.dk er ud over Anders Bonnesen kunstnerne Eva Steen Christensen, Veo Friis Jespersen, Heine Kjærgaard Klausen, Jørgen Carlo Larsen, Karin Lorentzen, Tina Marie Nielsen, Rikke Ravn Sørensen og Mikael Thejll samt kunsthistorikerne Magnus Thorø Clausen og Philip Pihl Due. Sammen har de gennem fire år arbejdet på at skabe en platform for samtidsskulpturen i alle dens afskygninger. Dette har indtil videre resulteret i syvogtredive udstillinger og et omfattende billedarkiv, der dokumenterer de mange værker, der har været vist, siden Skulpturi.dk første gang slog dørene op i november 2007.
På åbningsudstillingen kunne man blandt meget andet se en lysskulptur af Jørgen Carlo Larsen, en denimskulptur af Axel Lieber og en lydskulptur af kunstnerduoen Vinyl Terror & Horror (Camilla Sørensen og Greta Christensen), og man markerede således, at et væsentligt formål med projektet var at udfordre skulpturgenren. Skulpturi.dk er med andre ord ikke blot et udstillingssted. Det er også et eksperimentarium og et fagligt forum for diskussion og udforskning af skulpturen som både objekt og begreb.
Nysgerrigheden og lysten til at afsøge skulpturens grænseegne har været stor ligesom diversiteten i materiale, metode og tematik. En væsentlig fællesnævner har dog været opgøret med forestillingen om skulpturen som et solitært objekt: Et tredimensionelt objekt man kan gå rundt om og betragte fra forskellige vinkler. Der er snarere tale om, at man går ind i skulpturen – at installation og skulptur smelter sammen. En skulptur opleves altid i et rum, og samspillet mellem objekt og rum er blevet et eksplicit tema og rummet en del af værket.
Et andet eksplicit tema har været forholdet mellem værk og proces. Er processen og den æstetiske praksis mål eller middel? I denne sammenhæng valgte man at mindes billedhuggeren Ib Braase, der døde i foråret 2009. Det skete med en udstilling, hvor netop det processuelle aspekt var i fokus. Når man efterfølgende sidder med den omfattende billeddokumentation fra Skulpturi.dk’s mange udstillinger fremstår det som en indlysende beslutning. Ib Braases betydning for den aktuelle skulpturscene kan næppe undervurderes. Hans radikalitet og reflekterede praksis har sat sine tydelige spor.
Det er en kendt sag, at det er vinderne, der skriver historien. Også kunsthistorien. Netop derfor er Skulpturi.dk et meget interessant foretagende. Som brugerstyret kollaborativ er de hverken underlagt museernes konservative indkøbspolitik eller galleriernes kommercielle hensyn. Derfor har de kunnet give plads til værker, der både er interessante og vigtige, men næppe ville have fundet vej til hverken galleriernes eller museernes bonede gulve. De er en del af den aktuelle kunstscene som udstillere men også som kunstnere og dokumentarister. Hermed er de både med til at skabe og skrive kunsthistorie, og www.skulpturi.dk er et snapshot af den danske kunstscene i begyndelsen af det nye årtusinde, der ikke var blevet taget, hvis de ikke selv havde gjort det.
Set i dette lys er det naturligvis begrædeligt, at Skulpturi.dk må lukke. Kræfterne er dog på ingen måde spildte. For selvom udstillingsaktiviteten ophører til sommer, foreligger der stadig et unikt dokument i form af hjemmesiden og det store frit tilgængelige billedmateriale, og der er ingen grund til at tro, at de foretagsomme bagmænd og -kvinder ikke finder nye veje at gå i bestræbelserne på at formidle samtidsskulpturen.
Mens man venter, kan det på det varmeste anbefales at gå på opdagelse i arkiverne på www.skulpturi.dk!
Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen
Foto: Iben Bølling Kaufmann & Erling Lykke Jeppesen; venligst stillet til rådighed af Skulpturi.dk
Aestet.dk har været forbi Skulpturi.dk’s multimarked i Store Kongensgade. Ved samme lejlighed fik jeg en snak med Anders Bonnesen om idéen bag Skulpturi.dk og om samtidskulptur i al almindelighed. Det kommer man til at høre mere om senere. I mellemtiden kan man studere udvalgte objekter fra udstillingen i galleriet nedenfor.
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
Om Anders Bonnesens værker er skulpturer eller installationer er vanskeligt at svare entydigt på. Uanset hvilken betragtning man anlægger, er det dog klart, at rummet er en lige så betydningsfuld del af værkerne som selve de genstande, der udfylder det. Det samme gælder sproget, der enten i makuleret form eller som patchwork-statements er vævet eller syet ind i værkerne.
Man kan for tiden få syn for sagn ved at besøge Holstebro Kunstmuseum. Udstillingen, der bærer titlen ‘Hvis du ikke ved, hvor du skal hen, vil alle veje føre dig dertil’, udfolder sig i to rum – et åbent og et lukket. I det åbne rum møder man en gruppe af Bonnesens skilte-skulpturer. Gruppen minder om en galakse, hvor færdselstavlerne løsrevet fra deres normale kontekst viser alle eller ingen steder hen.
En central del af Bonnesens praksis er at skille velkendte ting ad og samle dem på ny. Færdselstavlerne er normalt entydige symboler, der viser os rundt i en velordnet verden, hvor vi kan bevæge os frem og tilbage og til højre eller venstre. Nu møder vi dem pludselig i en farvestrålende galakses uendelige og retningsløse rum, og med et rives tæppet væk under betragteren. Færdselstavlernes statiske og statsautoriserede betydning er forsvundet, og det bliver pludselig et eksistentielt problem at finde i den rigtige retning.
Udstillingens titel, der pryder døren ind til det andet rum, fortæller, at målet er nået. Man træder indenfor og får atter fast grund under fødderne. Men kun for en kort bemærkning. For når man kigger ned kan man ikke se bunden. Om dette er tilsigtet, er ikke til at sige, men den blå farve på ‘blindvej’-skiltene, der dækker gulvet, giver en fornemmelse af en uendelig dybde, der kun kan krydses via det net af stier, der dannes af de rød/hvide symboler på skiltene. Betragteren er havnet i en uendelig blindgyde.
I Bonnesens forbløffende rum findes der også patchwork-betrukne møbler og en skærm, hvis overflade er vævet af makuleret litteratur. Ligesom det var tilfældet med skilteskulpturerne, forsøger Bonnesen også med disse værker, at aftvinge materialet ny betydning ved at skille det ad og samle det påny. Patchwork-skriften opstår, idet ensartede og i sig selv betydningsløse stofstykker sys sammen til et møbelbetræk. Det er således den kunstneriske praksis, der i bogstaveligste forstand skaber betydning – fra stof til skrift. Papirtekstilet derimod er nærmere opløsning af eksisterende betydning, idet tætskrevne sider makuleres og væves sammen til en ensartet stuktur – fra skrift til stof.
Denne dobbeltbevægelse mellem materiale og mening synes sammen med gentagelsen at være en væsentlig motor i Bonnesens æstetiske praksis. Man møder den i så forskellige værker som bog-værket ‘Kongruens’ fra 2005, ‘Back to square one’ og ‘Wittgenstein – fejlcitat’ fra 2010 og altså i rigt mål på udstillingen ‘Hvis du ikke ved, hvor du skal hen, vil alle veje føre dig dertil’.
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
Hvis man går og undrer sig over, hvordan uendeligheden ser ud, har man denne sommer ikke mindre end tre muligheder for et smugkig: Yayoi Kusamas ‘Gleaming Lights of the Souls’ på Louisiana, Thilo Franks ‘The phoenix is closer than it appears’ på Kunsten i Aalborg, og Olafur Eliassons ‘Din blinde passager’ på Arken.
Værkerne af Kusama og Frank er beslægtede i den forstand, at de begge frembringer illusionen om uendeligt rum vha. et af illosionist-fagets ældste tricks: Begge installationer består i bund og grund af rum, hvis flader er beklædt med spejle. Et lidt dristigt valg vil nogen nok mene. Enhver, der har set spejlsalen på Versailles, et spejlkabinet i en forlystelsespark eller Olafur Eliasons installation ‘Omgivelser’ i kælderen på Aros, vil nemlig allerede have oplevet forbløffelsen over den spektakulære effekt.
Denne udfordring tager de to kunstnere op på meget forskellig vis. Kusamas installation er mørk og kontemplativ. Man glemmer sig selv og sin rolle som beskuer, når man træder indenfor i hendes univers. Kropsbevidstheden udviskes, og ens tanker fortaber sig i de myriader af lysende sjæle, man kan se, så langt øjet rækker. Hos Kusama ser man illusionen, ikke spejlene.
Dette gælder ikke hos Frank. Her er alt oplyst, og man bliver som beskuer en både aktiv og synlig del af installationen. Idet man træder indenfor og sætter sig på den gynge, der ud over beskueren, spejlene og nogle lyskilder er installationens eneste bestanddel, bliver man omgående installationens dynamiske midtpunkt. Og man bliver det i helt bogstavelig forstand, for når man begynder at gynge, ser man intet andet end sig selv og sine bevægelser multipliceret i det uendelige.
Begge installationer er flotte, men Kusamas fremstår med mere tyngde end Franks, der ikke helt formår at vriste sig fri af fornemmelsen af trick. Det mest originale ved Franks installation er, at den også er beklædt med spejle udenpå. Hvis man gør sig lidt umage med sin placering i rummet, kan man godt få fornemmelsen af, at man ikke kan se den, og man har således et rum, der synes usynligt udefra, men uendeligt indefra.
Elliason, der i øvrigt er Franks mentor, går radikalt anderledes til værks. Elliasons installation består af en 90 m lang tunnel, der er fyldt med tæt tåge oplyst i forskellige farver. I stedet for at illudere uendeligt udsyn, blokerer han vores udsyn. Sigtbarheden er ca 50 cm, og påvirkningen af rumfornemmelsen er voldsom og temmelig overvældende. Fornemmelsen af rummets størrelse skifter med lysets kulør, og især, når man træder ind i området med hvidt lys, føles rummet uendeligt.
I modsætning til Kusamas installation er en tur i Eliasons tunnel i høj grad en fysisk oplevelse. Vores sanseapparat udfordres, og man bliver pinligt bevidst om kroppens fysiske begrænsninger. Når blot en enkelt af vores sanser påvirkes, forandres Opfattelsen af rummets størrelse og kvalitet, balancen påvirkes, og det bliver vanskeligt at orientere sig.
‘Din blinde passager’ er en facinerende og kompleks oplevelse, der endnu en gang understreger Eliasons position som en af verdens førende interaktionskunstnere.
Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen