» Søren Dahlgaard

SØREN DAHLGAARD: DEJKRIGEREN KOMMER

Dej! Dej i krukker og dej i akvarier. Dej på hovedet og dej på gulvet. Dejportrætter, dejtegninger og dejkrigere. Dej og dej og dej. Søren Dahlgaard har indtaget Brænderigården.

Hvis man går rundt og tror, at dej bare er en klæg masse, hvis fornemmeste opgave er, at blive til et godt brød, tager man naturligvis ikke fejl. Men når det bringes ind i en æstetisk sammenhæng, er det også et meget udtryksfuldt materiale. Det er både plastisk og elastisk og på en gang proces og potentiale.

Det processuelle foldes fint ud i værkerne 12 second sculpture og 3 hour sculpture. De nærmest kliniske undersøgelser dokumenterer nøgternt dejens voldsomme dynamik og iboende kraft. Dej er en levende organisme. Den kan formes og rummer et løfte om forandring.

Dette gør dejens møde med kroppen til en subtil og tvetydig affære. Man betragter de mange dejportrætter. Individerne reduceres til krop, når dejen langsomt flyder ned over ansigterne. Den ene anonyme krop efter den anden. En mand, en kvinde, en ung, en ældre. Vi leder efter kendetegn. Forsøger at sammenstykke en forestilling om en person. Men vi kan ikke. For identiteten er uløseligt forbundet med ansigtet og øjnene. Og dækket af dej er alle ens. Men alle er også lige og med lige muligheder for at forme sig en identitet.

Panoptikon-værkerne tager også udgangspunkt i mødet mellem krop og dej. Den blindede protagonist bombarderes med dej. Mulighederne regner i bogstaveligste forstand ned over staklen. Og det er en ulige kamp. Frarøvet synet rager han rundt i det snævre retningsløse rum uden mulighed for at forberede sig på det, der kommer. Publikum ser alt, protagonisten ser intet. Det er et koldt og kynisk realityshow uden glimmer og glamour.

Kroppen spiller i det hele taget en central rolle i Søren Dahlgaards værker. Også betragterens krop. I værket Obstruction painting fornemmer man, i samme øjeblik man træder ind i rummet, en mærkelig blanding af klaustrofobi, nysgerrighed og frustrationen. Pladsen er for trang, og værket er fysisk påtrængende. Lydkulissen lader os vide, at der sker noget på den anden side, men sprækkerne er for små til, at man kan klemme sig igennem.

Krop, identitet og sociale relationer er temaer, der igen og igen dukker op i Søren Dahlgaards værker. Hans univers er frodigt og vildtvoksende, og hans dejkriger går gerne forrest, når de konforme og tætklippede barrierer, der står i vejen for menneskeligt samvær, skal omstyrtes og males over med glade farver.