GALLERI MED UDSIGT: INTERVIEW MED JACOB BJØRN
I september 2014 slog Jacob Bjørn for første gang dørene op til sit nye galleri i det nedlagte Ceres-bryggeri ikke langt fra Aros i centrum af Aarhus. Han har tidligere drevet galleriet Lunchmoney, men valgte sidste år at forlade de beskedne lokaler i Vestergade til fordel for den industrielle charme i det gamle bryggeri. Magasinet Kunst har mødt ham til en snak om kunst og kunstnere og kunsten af drive galleri i det 21. århundrede.
Med Lunchmoney havde du fokus på den talentfulde undergrund og unge upcoming-kunstnere. Nu sidder du på en af Aarhus’ mest spektakulære adresser med et tætpakket udstillingsprogram med international profil. Hvad fik dig til at tage det store spring?
”Jeg er drevet af lysten til at skabe en udstillingsplatform for min egen generation. Det lille galleri i Vestergade var et fint trinbræt, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var nødt til at gå linen ud og åbne et større og mere ambitiøst galleri under eget navn.”
Hvorfor valgte du Aarhus? Ville København eller Berlin ikke have været et mere oplagt valg for så stor en satsning?
”Jeg er overbevist om, at hvis man er dygtig nok som gallerist, så betyder det ikke så meget hvor galleriet ligger. Jeg tror det har langt større betydning om galleriet leverer et relevant udstillingsprogram og formår at kommunikere det ud til et interesseret publikum. Derudover er jeg meget glad for Aarhus. Det er en by med et kæmpe potentiale og Aarhus er min platform. Derfor var det også naturligt, at blive her i byen.”
Kan du prøve at beskrive galleriets profil?
”Galleriet er ungt, internationalt, ambitiøst og langsomt. Det første handler om kunsten. Jeg arbejder inden for emerging art-kategorien, og de fleste af de udstillede kunstnere er fra enten USA eller Skandinavien. Det vil jeg holde fast i. Det sidste handler om den måde jeg ønsker at drive galleriet på. Det er indlysende, at galleriet i de første år vil befinde sig i en etableringsfase. Vi har haft nogle fine udstillinger allerede, og der er naturligvis mere i vente, men der vil nok gå noget tid, før galleriet for alvor er ankommet.”
Du har netop truffet aftaler fire yngre kunstnere og repræsenterer nu Ted Gahl og Nick Theobald fra USA og de to danske kunstnere Jan S. Hansen og Søren Sejr. Hvorfor har du valgt netop dem?
”De er dygtige og talentfulde, og de arbejder på et højt kunstnerisk niveau. Det er selvfølgelig det vigtigste. Samtidig betyder det noget, at de repræsenterer en vis forskellighed. Ted Gahl og Søren Sejr er malere, mens Nick Theobald og Jan S. Hansen på hver deres måde er dygtige konceptualister.”
Hvilke kvaliteter leder du efter, når du udvælger værker til galleriets udstillinger?
”Det er svært at svare entydigt på. Forskellige genrer og medier kræver forskellige udvælgelseskriterier. I et forsøg på at generalisere kan jeg sige, at jeg altid søger det helstøbte værk. Det værk hvor kunstnerens intention med værket skinner igennem. Udvælgelsen foregår i et samarbejde med kunstneren, og min dagsorden er selvfølgelig at vise både formatet og potentialet i den enkelte kunstner.”
Oplever du, at du er i direkte konkurrence med de mere etablerede danske gallerier, eller udfylder du en ledig plads på den danske galleriscene?
”Jeg ved ikke om jeg udfylder en ledig plads, men jeg har skabt et galleri i en region af Danmark, hvor der ikke var et lignende galleri i forvejen. Jeg har et fint kollegialt forhold til de andre gallerier i branchen og arbejder godt sammen med flere af dem. Vi er naturligvis konkurrenter, men der er stadig en udstrakt grad af gentlemanship i branchen.”
Mange især yngre kunstnere er blevet opmærksomme på mulighederne for at nå ud til et større og i mange tilfælde også internationalt publikum via de sociale medier. Hvordan forholder du dig til denne udvikling?
”Jeg er selv en del af den og bruger de sociale medier i galleriøjemed. For mig at se er der dog en dobbelthed i det. På den ene side er de sociale medier, fx Instagram, meget nyttige i forhold til at hente inspiration og se, hvad kunstnere og gallerier i andre lande er optaget af. Men det er netop også dette, der er de sociale mediers bagside. Det kan gå for stærkt på de sociale medier, og det er ikke alle kunstnere og andre aktører i kunstbranchen, der formår at holde igen. En kunstner kan blive hypet på de sociale medier uden at have kvaliteten eller potentialet, så kunstnerne og gallerierne skal tænke sig godt om.”
Oplever du at de danske gallerier er pressede af de nye digitale muligheder og det øgede internationale fokus?
”Nej, det gør jeg ikke. Tværtimod. Det gør blot, at danske kunstnere har større mulighed for at komme til udlandet og udstille og at galleriets køberkartotek kan blive mere internationalt ”
Hvor er samtidskunsten på vej hen?
”Jeg kan jo kun tale for mig selv, men jeg ser den kommercielle ende af samtidskunsten som lidt af en hybrid i de her år. Der er både fokus på en form for neo-materialisme, som peger tilbage til 70’ernes amerikaner-minimalisme. Men samtidigt er den varmere figurative kunst også ved at røre på sig igen. Det er en spændende tid, hvor der ikke kun er én retning, der er hot. Jeg håber, det fortsætter sådan. Jeg er tilhænger af en atmosfære, der hylder vidt forskellige retninger og stilarter på én og samme tid.”
Hvad kan vi forvente Galleri Jacob Bjørn i de kommende år?
”Udstillinger af danske og internationale kunstnere, som er toneangivende indenfor det kunstneriske felt de opererer indenfor. Der vil også blive knyttet flere kunstnere til galleriets faste program. To udenlandske kunstnere er på vej ind i galleriet as we speak. Desuden vil jeg fokusere på udenlandske messer i de kommende år. Vi starter her til juni på VOLTA under Art Basel med en solo-udstilling med Ted Gahl. Og så tager vi den derfra.”
Billedserie fra Søren Sejrs soloudstilling STROKES hos Jacob Bjørn
Læs mere på www.jacobbjorn.com
Interviewet har tidligere været bragt i Magasinet Kunst 3/2015.
Tekst og foto: Ulf Dalvad Berthelsen
SØREN SEJR: STROKES
SØREN SEJER UDSTILLER HOS GALLERI JACOB BJØRN
Kommer man i løbet af marts forbi de gamle Ceres-bygninger i Aarhus, gør man klogt i at kigge indenfor. Her kan man nemlig frem til den 4. april opleve Søren Sejrs udstilling STROKES i Galleri Jacob Bjørns imponerende lokaler. Jacob Bjørn, der også stod bag Vestergade-galleriet Lunchmoney, flyttede i efteråret til den nye spektakulære adresse og Søren Sejrs udstilling er galleriets fjerde.
Søren Sejr har især arbejdet med malerier i stort format, men på udstillingen kan man ud over en række malerier også se en serie af penne-tegninger samt to keramikskulpturer. STROKES er Søren Sejrs hidtil største separatudstilling, og værkerne, der blandt andet er skabt under et månedlangt legatophold i Berlin, er resultatet af et års hårdt arbejde.
Jeg har været forbi galleriet for at se udstillingen og fik ved samme lejlighed en snak med Søren Sejr om billederne og arbejdet med at lave så stor en udstilling.
Hvordan har du grebet udfordringen an med at lave så stor en udstilling?
Det har været en kæmpe udfordring. Heldigvis har jeg opholdt mig meget i galleriet, så jeg kendte lokalerne godt, og jeg blev ret hurtig klar over, at jeg måtte op i de store formater for ikke at drukne helt. Udgangspunktet var en undersøgelse af opstillingsmotiver i de små værker, og rummet gjorde det muligt at forsætte denne undersøgelse i det store format.
Hvad betød det for dit arbejde, at du havde mulighed for at opholde dig i Berlin i en periode?
Berlin var som altid et interresant møde. Først og fremmest gav det ro til, at jeg kunne fordybe mig endnu mere i mine ting. Værkstedet, der var tilknyttet opholdet, var heldigvis stort med 5 m til loftet, og det betød, at jeg havde mulighed for at lave det store billede til udstillingen på 270×190 cm. Jeg var også rundt til en del ferniseringer og mødte mange spændende mennesker. Kunstscenen er kæmpestor i Berlin, og der er altid noget nyt og spændende at se på. Derudover var jeg også heldig at få kompetent faglig sparring, bl.a. med Asmund Havsteen Mikkelsen og Peter Linde Busk.
Du kredser ofte om klassiske opstillingsmotiver. Hvordan bruger du stillleben-traditionen i dit arbejde?
Egentlig er de kommet ind ved lidt af en tilfældighed. Jeg manglede nogle ideer og tænkte, hvorfor så ikke gå helt back to basics og begynde med et af de mest brugte motiver i kunsthistorien. At de konkrete motiver så lige så stille opløses og tager en mere abstrakt drejning er nok meget typisk for min praksis. Jeg kan godt lide, når værkerne ligger og vibrerer i spændingsfeltet mellem det konkrete og noget helt abstrakt. Man giver beskueren en lille bid uden at trække hele historien ned over hovedet på dem.
Hvor henter du inspiration?
Jeg henter inspiration mange forskellige steder. Ordet inspiration er efter min mening et lidt mærkeligt ord, da de fleste forbinder det med noget, der bare kommer til en. I mit tilfælde er ”inspirationen” opstået i kraft af hårdt arbejde. Selvfølgelig er der mange referencer til fortiden i mine ting, og jeg er fuldstændig klar over, hvor jeg har stjålet, og hvem jeg refererer til, men det ser jeg som en fordel. Jeg synes, at jeg har forsøgt at flytte mine ting et helt andet sted hen, end der hvor referencerne kommer fra.
Dine nyeste værker er meget stramt komponeret. Er det udtryk for en meget stramt styret arbejdsproces?
Ja, både og. Jeg startede rigtigt nok stramt og meget planlagt for at have et holdepunkt. Dette gjorde jeg, fordi jeg vidste, at tingene hen af vejen ville flytte sig i en mere løs retning. Alle værkerne er lavet på billedets præmisser, og derfor bevæger man sig mere end ofte ud på usikker grund. Selv de meget stramt komponerede værker har svævet mellem liv og død. Ofte har jeg kun haft én chance for at lægge stregen rigtigt, fordi farven ikke kunne tørres af det rå lærred uden at lave tydelige spor.
De små kuglepenstegninger er et nyt format. Det virker som et stort spring fra de meget store lærreder, du normalt arbejder med. Hvordan kom du i gang med tegningerne?
Faktisk har jeg arbejdet med kuglepenstegningerne længe før de store værker. Egentlig var det lidt af en tilfældighed, at de blev udgangspunktet for måden jeg arbejder på og det medie jeg arbejder i. Jeg fandt tilfældigt et stykke gammelt træpap på værkstedet og gav mig til at tegne små værker med kuglepen. Det at opdage, at kuglepennen nærmest borrede sig ned i pappet og gav antydninger af grafik, var en lille åbenbaring. Efterfølgende har jeg brugt adskillige timer på at finde og få den samme fysik ind i mine malerier. Kuglepen på lærred druknede fuldstændig. Akrylmalingen kendte jeg, men den lagde sig alt for fladt, og det samme gjorde sprayen og oliemalingen. Det var først, da jeg var i Berlin første gang i 2013 og besøgte Adam Saks, at jeg fandt en form for løsning. På hans arbejdsbord lå de her underlige farvekridt, som ikke var farvekridt, men oil sticks. Han brugte dem som simple streger hen over sine store oliemalerier, men jeg tænkte straks, at dem måtte jeg forsøge mig med i min arbejdsproces, og det gav mening. At de så er væsentligt sværere at kontrollere er blot blevet en positiv udfordring.
Hvad kan de to formater?
De to formater kan noget meget forskelligt. De små formater med kuglepen giver mulighed for at arbejde hurtigere end på de store. Der ligger en stor frihed i, at materialerne er simple og lette at kassere, hvis rytmikken, formerne og farveholdning ikke dur. Ellers er det egentligt det samme. De små billeder skal på samme måde som de store falde på plads som billeder. Kampen er bare hurtigere med de små, ikke på grund af størrelsen, men på grund af mediet og materialet. En anden fordel er, at jeg ofte kan bruge nogle af de små som skitser for de store værker. Aldrig som en direkte overførsel, da det overhovedet ikke vil fungere, men som en helt masse små oplæg. De store formater er selvfølgelig mere komplekse at få til at falde på plads, da lærred og oliestikken kræver noget andet, men de har så til gengæld en fantastisk fysik og vibration i oliestikkens møde med lærredet. Man kan så at sige fornemme hver eneste ”stroke” på fladen.
Du er også begyndt at arbejde keramik. Hvordan relaterer keramikskulpturerne sig til dine øvrige værker?
Ja, keramikken er noget forholdsvis nyt i udstillingssammenhæng. På Akademiet brugte jeg et halvt år på skulpturlinjen, hvor vi nærmest modellerede hver dag, så jeg kendte godt materialet i forvejen. I forhold til udstillingen så kom det meget naturligt, da jeg gerne ville have noget på gulvet, der kunne være med til at samle udstillingen. I processen var det vigtigt for mig, at der skulle være en sammenhæng mellem malerierne og keramikken, så også her har jeg taget udgangspunkt i en form for opstilling.
Kan det tredimensionelle format noget som billederne ikke kan?
Ja, absolut. Selve materialet er noget helt andet, og det med at vi pludselig er ude i rummet og ikke på fladen, så man faktisk kan gå rundt om tingene og røre ved dem, gør en forskel.
Dette er din hidtil største udstilling. Hvad er dine næste projekter?
Lige nu er jeg tilbage i København, hvor jeg har værksted frem til juni. Her er planen at arbejde videre med nogle af de ideer, som udstillingen har kastet af sig.
Ud over Søren Sejrs udstilling kan man i samme periode også opleve den unge hollandske kunstner Olivier Vrancken. Begge udstillinger kan ses hos Galleri Jacob Bjørn frem til 4. april.
Se mere her:
Søren Sejr: www.sorensejr.com
Galleri Jacob Bjørn: www.jacobbjorn.com
Billedmaterialet er venligst stillet til rådighed af Galleri Jacob Bjørn
SØREN SEJR: NATUR(MATERIALE)
De er store. Næsten fire kvadratmeter. Store romantiske landskabsmalerier. Mennesket udsat for naturen. Ensomme vandrere. Elementernes rasen. Åbne vidder og dybe skove. Men det er svært at se. Der er noget i vejen. Man tvinges tæt på malerierne i den smalle gang. Tæt på overfladen. Motiverne flyder ud. Trængt i baggrunden af tynde lag laserende maling. Lag på lag. Man bliver opmærksom på lærredet. På materialet. Og overfladen bliver pludselig motivet.
Der hænger i alt otte malerier i Gallerigangen. Ophængningen har nærmest karakter af tilløb. Spændingen mellem motiv og materiale stiger, og i det ottende og sidste maleri bliver den så stor, at motivet forlader overfladen. Overflade bliver til overflod. Billedet skvulper over, og de træstave, der er et genkommende motiv i flere af billederne, materialiserer sig og flyder sammen med udstillingens afsluttende installation. Her får træstykkerne form og fylde. Og stemme. En xylofon (xylos=træ; fon=stemme) på en piedestal afslutter forløbet. Fra billede til bevægelse. Luft der flytter sig. Lydbølger, der modsat blikket vandrer ubesværet gennem tågehavet.
Søren Sejr modtog KS prisen i 2011. I den anledning udstiller han i Janusbygningen i Tistrup. Udstillingen bærer titlen In Wood(s) og kan ses frem til den 3. februar 2013.
Tekst og fotografi: Ulf Dalvad Berthelsen
www.sorensejr.com
www.janusbygningen.dk
