ERINDRINGENS AKVARIUM: KLEIVANS STORE DRØM
Det er en sælsom oplevelse at vandre alene gennem Nina Maria Kleivans store udstilling på Brænderigården i Viborg. En slags totalteater, hvor man som eneste aktør snuser rundt i et fremmed hjem med lige dele nyfigenhed og forlegenhed. Som en opdagelsesrejsende i fortiden bevæger man sig søgende gennem rummene og leder efter svar. Forsøger at rekonstruere en historie, et levnedsforløb. Men man kan ikke. Der er ingen at spørge. Der er kun fragmenter: Billeder, fotografier og tabte hjerter.
Udstillingen bærer titlen ‘Observatøren’. Kunstneren er observatør, og det samme er publikum. Men der er mere på spil. For udstillingen handler også om at være observatør i sit eget liv. At forstå sig selv og møjsommeligt skabe en identitet af de stumper og stykker, der flyder ovenpå, når erindringer, drømme og længsler flyder sammen.
Dette er ikke nogen nem opgave, for erindringen giver ingen privilegeret adgang til fortiden. Tidens tunge gardiner er trukket for. Mange af værkerne kredser om dette tema. Et af de første værker man møder på udstillingen er Regn. Værket består af siderne fra en bog. En fortælling om noget der skete en gang. Men al teksten er streget over undtagen de passager, der beskriver regnvejret. Begivenhederne er så at sige skyllet væk, og tilbage er kun et uigennemsigtigt slør af regn.
I værket Et Dukkehjem er gardinerne også trukket for. Der er lys i vinduerne, men man kan ikke se, hvad der foregår. Man kan kun høre de højrøstede replikker fra fortiden. Man overhører en privat samtale og har en sær fornemmelse af at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Den samme fornemmelse har man, når man træder ind i udstillingens første videoinstallation. En videosekvens af en sovende kvinde projiceres op på et flagrende forhæng. Man er trådt midt ind i en intim situation, hvor man ikke har noget at gøre. Alligevel vækkes nysgerrigheden. Hun drømmer uroligt. Hvad mon hun drømmer? Det får vi aldrig at vide. Det er kun et sløret drømmesyn, og hvis man river forhænget bort for at se klart, forsvinder billedet.
Et af udstillingens mest præcise værker er The Story in Reverse. En meditativ video, hvor et akvarium langsomt tømmes for røg. I begyndelsen kan man intet se. Røgen er tæt og tyk. Men som minutterne går, og vi bevæger os bagud i tiden, begynder konturerne af noget velkendt at træde frem. Et træ, et hus, et barndomshjem måske. Billederne ledsages af en dunkel lydcollage, der ligesom genstandene i akvariet bliver tydeligere i takt med, at røgsløret letter. Til sidst, idet billedet står helt klart, høres en pigelatter og fodtrin på en trappe. Vi er sammen med Kleivan dykket dybt ned i minderne fra en svunden tid. Vi ser det klart men får kun et glimt af sandheden. For barndommens billeder er forseglet bag glasruderne i erindringens akvarium.
I den afsluttende del af udstillingen er udtrykket tydeligere. Man er fritaget for tjeneste og skal ikke længere deltage i rekonstruktionen. I stedet kan man læne sig tilbage og nyde Kleivan som fortæller. Historien fortælles gennem en række intense portrætter og handler ligesom resten af udstillingen om drømme. Men den handler også om identitet og længslen efter at være nogen.
I myten om Theseus ruller den snarrådige helt et garnnøgle ud, så han let kan finde ud af labyrinten efter at have dræbt Minotauros. Så let går det ikke hos Kleivan. Udstillingens mange temaer spindes raffineret sammen til en rød tråd. Men tråden fører ikke tilbage til udgangspunktet. I stedet er den strikket og vævet ind i de komplekse mønstre på de traditionelle norske trøjer og folkedragter, der optræder som betydningstunge metaforer i mange af billederne.
På et af fotografierne er en ung kvinde næsten dækket af strikketrøjerne. Om hun søger tilflugt eller føler sig begravet står hen i det uvisse. På et andet sidder hun i bogstaveligste forstand med trøjerne klæbet til kroppen. På et tredje fotografi står en lille pige viklet ind i en lang rød tråd, og det virker uoverskueligt at skulle filtre den ud og rulle den sammen.
I en af videoerne vandrer den samme pige gennem et norsk fjeldlandskab. I modsætning til Theseus ruller hun ikke sin tråd ud, så hun let kan finde tilbage. Den røde tråd er i stedet blevet brugt til at strikke en trøje. En rød trøje som pigen bærer med sig, idet hun hanker op i sin kuffert og krydser et vandløb uden at se sig tilbage.
Hermed er vi tilbage hvor vi startede. Vi bærer erindringerne med os i bagagen. Men døren til fortiden er smækket i bag os. Vi må nøjes med at kigge gennem nøglehullet eller stå og drømme med næsen trykket flad mod akvarieglasset.
”Träume keine kleine kleinen Träume” står der på en af skærmene. Om det er af beskedenhed, at Kleivan ikke gør Goethe-citatet færdigt, vides ikke. Resten lyder således: ”denn sie haben keine Kraft die Herzen der Menschen zu bewegen”. Og der er ingen grund til beskedenhed. Kleivans udstilling er på alle måder en stor og bevægende drøm. Den er fragmenteret og uoverskuelig og man taber hele tiden den røde tråd når drømmens logik spænder ben. Intet er entydigt. Men den er også insisterende og nærværende og svær at ryste af sig, når man vågner op i museets reception og atter må ud i dagslyset.
Skrevet af Ulf Dalvad Berthelsen.
Fotografierne er venligst stillet til rådighed af Kunsthal Brænderigården.
